En ny historisk energiaftale mellem USA og Venezuela kommer til at gælde i 25 år.

Det siger Venezuelas fungerende præsident, Delcy Rodriguez, i en tale sent lørdag aften lokal tid.

- Det her bilaterale 25 år lange projekt lægger op til udviklingen af 17 strategiske oliefelter med et produktionsmål på 1,5 millioner tønder om dagen.

- Tallet vedrører udelukkende den bilaterale aftale mellem Venezuela og USA, siger hun.

Hun siger videre, at aftalens mål om produktionen på 1,5 millioner tønder råolie per dag blot er et indledende mål. Den bredere plan omfatter også udviklingen af otte nye olieprojekter.

Det er en del af en større udvidelse af landets energisektor.

USA's præsident, Donald Trump, meddelte fredag, at USA har planer om at tage delvis kontrol over Venezuelas enorme oliereserver.

Håbet er, at amerikanske selskaber kan hjælpe med at genoprette det sydamerikanske lands hårdt ramte energiindustri og samtidig skaffe råolie, så de amerikanske brændstofpriser nedbringes.

Trump afslørede dog ikke mange detaljer om aftalen. Han sagde, at USA har sikret sig kontrol med størstedelen af over 65 milliarder tønder olie i Venezuelas oliereserver.

RITZAU