Venezuela lukker skoler og arbejdspladser efter strømsvigt

Et massivt strømnedbrud har skabt kaos i Venezuela, der i forvejen befinder sig i en politisk krise.

Landets præsident, Nicolás Maduro, har beordret skoler, regeringskontorer og arbejdspladser lukket, mens der arbejdes på at løse problemet. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Venezuelas regering har lukket landets skoler og arbejdspladser fredag.

Årsagen er et omfattende strømnedbrud, der betyder, at store dele af landets borgere ikke har nogen elektricitet.

Det er et af de største nedbrud, der har ramt Venezuela de seneste år.

Landets præsident, Nicolás Maduro, har beordret skoler, regeringskontorer og arbejdspladser lukket, mens der arbejdes på at løse problemet.

Strømnedbruddet kommer, på et tidspunkt hvor Venezuela befinder sig i en dyb politisk krise. USA og omkring 50 andre lande har fordømt præsident Maduro. De støtter i stedet oppositionslederen Juan Guaidó.

22 ud af 23 af Venezuelas stater meldes berørt af det store strømsvigt.

Det ramte hovedstaden Caracas tidligt torsdag aften, hvor flere venezuelanere var på vej hjem fra arbejde.

Det skabte kaotiske scener, da tusindvis af pendlere måtte droppe at køre med undergrundstoget. Flere måtte gå hjem, og på vejene opstod der også problemer, da trafiklysene gik ud.

/ritzau/AP