Venedig vil sælge ud af arvesølvet

Værker af Gustav Klimt og Marc Chagall skal omsættes til klingende mønt for at redde Vene­digs synkefærdige økonomi, foreslår byens borgmester. Regeringen er dog af en anden holdning.

Marc Chagalls »Den bedende jøde« (udsnit), som Venedigs borgmester påtænker at lade gå under hammeren. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Set fra Luigi Brugnaros borgmesterkontor med udsigt over Canal Grande er sagen klar: Enten begynder Venedig i løbet af kort tid at sælge ud af arvesølvet, eller også går byen uden for hans vinduer ned med flaget. Både i overført betydning og bogstavelig forstand.

Udgifterne til at vedligeholde ophobningen af verdenskulturarv på øerne i Laguna Veneta samt, ikke mindst, at forsvare dem mod den evige trussel om oversvømmelse er efterhånden så store, at der knap er råd til daginstitutioner og andre serviceydelser. Det kommunale budget for 2015 ventes at blive overskredet med mindst 64 millioner euro, hvilket skal lægges til de godt 330 millioner euro – 1.274 per snude – som venezianerne i forvejen skyldte ved udgangen af 2014.

Fattigdommen er imidlertid relativ, for Venedig råder over enorme kunstskatte. Hvis man omsatte blot en lille del af dem til klingende mønt, kunne store dele af gælden slettes med et penselstrøg. Og det er præcis, hvad Brugnaro har tænkt sig at gøre, kunne dagbladet Il Sole 24 Ore forleden afsløre.

Ifølge erhvervsavisen har han blandt andet kik på den østrigske maler Gustav Klimts »Judith II« samt en version af Marc Chagalls »Den bedende jøde«, der begge hænger på Cà Pesaro-museet. Alene Klimt-billedet ventes at indbringe 70 millioner euro, og borgmesteren har planer om at sælge ud for i alt omkring 400 millioner, skriver Il Sole 24 Ore.

Brugnaro har efterfølgende præciseret, at der endnu ikke findes nogen liste over de mesterværker, som skal sættes til salg. Men han bekræfter, at det »for at redde Venedig kan blive nødvendigt at give afkald på en række kunstværker«. Dog med det forbehold, at de ikke »hverken via deres tema eller deres skaber er forbundet med byens historie«. Velbeslående fans af Tiziano og Canaletto skal med andre ord ikke sætte næsen op efter at gøre et røverkøb.

En dårlig spøg eller en trussel?

Under alle omstændigheder har Brugnaro brug for centralregeringens blå stempel, og dét bliver næppe let at få.

Kulturminister Dario Franceschini har betegnet maleriudsalget som »en dårlig spøg eller måske snarere en trussel«, der skal presse regeringen til at overføre flere ressourcer til kanalbyen.

»Vores lovgivning forbyder opsplitning af offentlige samlinger. Længere er den ikke, og vi bør stoppe en debat, som skader Italiens omdømme i udlandet,« siger Franceschini.

Den indflydelsesrige kunstkritiker og TV-mand Vittorio Sgarbi, der gennem en årrække sad i parlamentet valgt for blandt andet Forza Italia, er derimod begejstret for Venedig-borgmesterens idé.

»Den er både interessant og fuld af sund fornuft. Også fordi han ikke vil sælge mindre betydningsfulde værker, men nogle som rent faktisk kan løse byens økonomiske problemer,« siger Sgarbi til avisen Il Fatto Cotidiano og fortsætter:

»Klimts billeder kan hænge hvor som helst – i Paris eller New York. Ingen kommer til Venedig for at se dem, og hvis vi er tvunget til at vælge mellem Venedig og Klimt, så foretrækker jeg, at det er Klimt, som dør.«