Ven og fjende

Talerne handlede om win-win og samarbejde, da den kinesiske præsident, Xi Jinping, besøgte USA i denne uge. Klodens to største økonomier er mere indbyrdes afhængige end nogensinde før, men forstår de to lande hinanden?

Den kinesiske præsident, Xi Jingping, har netop besøgt Barack Obama i USA. Foto: Miachel Reynolds Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter fem dage på farten i USA er Kinas præsident, Xi Jinping, og resten af hans følge tilbage i Beijing. At dømme ud fra overskrifterne i kinesiske medier var turen en blændende succes. Med statsmiddagen i Det Hvide Hus som højdepunktet.

Menuen stod på svampesuppe med sorte trøfler, lam, hummer og kinesisk risvin til ære for gæsterne. Detaljerne omkring dagen i Washington er mange.

Præsident Barack Obama bød Xi Jinping velkommen med et ni hao, mens præsidentfruerne navngav en nyfødt pandaunge. Intet er overladt til tilfældighederne, når lederne af verdens to største økonomier mødes under de formelle forhold, der sætter scenen for et statsbesøg. Det er diplomatiets glansnummer. Fra begge sider har talerne under besøget handlet om samarbejde og win-win.

Ser man på tallene, er det ganske forståeligt, at interessen for at finde fælles fodslag er stor.

Da Kina og USA genoptog de diplomatiske forbindelser i 1979, var de to landes samhandel på to milliarder dollars. Der gik kun tre timer, fra det bilaterale forhold var blevet annonceret, til Coca-Cola meldte sin ankomst på det kinesiske marked.

Sidste år var samhandlen mellem USA og Kina på 592 milliarder dollars. Den kinesiske centralbank ligger inde med amerikanske statsobligationer til en værdi af 1,24 billioner dollars, og omkring en femtedel af Kinas eksport ender i USA.

Samtidig har amerikanske virksomheder omkring 1,4 millioner ansatte i Kina, mens kinesiske firmaer siden årtusindskiftet har investeret omkring 46 milliarder dollars i USA – et tal som konsulentvirksomheden Rhodium Group forudser vil vokse til mellem 100 og 200 milliarder dollars inden 2020.

Sagt med andre ord er USA og Kina mere afhængige af hinanden end nogensinde før.

Men bag de seneste dages mange politikerhåndtryk og smil til fotograferne findes også en anden sandhed. Forholdet på tværs af Stillehavet er præget af mistro.

I USA går bekymringerne på, hvilke langsigtede planer Kina har med sin militære oprustning. Det handler både om de konventionelle våben, der gør nogle af USAs allierede i regionen ganske utrygge, men også cyberspionage og angreb bliver set som en voksende trussel.

Både før og under statsbesøget har de to parter arbejdet på at enes om en aftale på området. De første skridt er taget, men som Obama gjorde det klart ved et pressemøde, er spørgsmålet nu, om de gode intentioner fører til konkret handling.

Set fra Beijing forsøger USA aktivt at hindre Kinas voksende indflydelse. Frygten er, at USA ved hjælp af politiske og militære alliancer vil inddæmme Kina og måske endda skabe en asiatisk version af NATO.

Den opfattelse deles af den kinesiske befolkning. I en undersøgelse lavet af analyseinstituttet PEW Research Centre svarede over halvdelen af de adspurgte kinesere, at USA forsøger at forhindre Kina i at blive lige så magtfuld som USA selv. Kun 28 procent mente, at USA vil acceptere, at Kina bliver lige så magtfuld.

Et af formålene med topmøder på højeste politiske niveau er at skabe en større grad af indbyrdes forståelse og tillid. Hvilket langt fra altid er nogen nem øvelse. Eller som Bill Bishop, kinaanalytiker og redaktør på nyhedsbrevet Sinocism, skriver:

»Jeg er ked af at være så kynisk, men de kinesiske politikere stoler ikke på hinanden, amerikanske politikere stoler ikke på hinanden, Kommunistpartiet har gjort det meget klart, at det ser sig selv i en ideologisk kamp mod vestlige værdier repræsenteret ved Amerika, så hvordan kan nogen tænkende person virkelig tro, at der er tillid mellem de to regeringer?«

En af udfordringerne er, at topdiplomater og rådgivere i de to præsidenters inderkredse ikke har den samme slags kontakt, de havde tidligere.

Det skyldes ifølge amerikanske eksperter, at kineserne har lukket ned for den mere uformelle form for kommunikation, der før har fungeret som en måde at afstemme vigtige sager på. De personlige forhold, der tidligere har eksisteret mellem topembedsmænd på begge sider, findes ikke i samme omfang i dag.

»Et af de problemer, vi har i forholdet mellem USA og Kina, er, at vi basalt set ikke kender de her folk,« forklarer David M. Lampton, direktør for kinastudier ved John Hopkins School of Advanced International Studies, i New York Times.

Det var truslen fra en ydre fjende i form af Sovjetunionen der tilbage i 1970erne bragte USA og Folkerepublikken Kina sammen. Den fjende findes ikke længere. Det gør til gengæld klimaændringer, terrorisme og andre områder, hvor Beijing og Washington kan stå sammen. Og så er der selvfølgelig økonomien.

Ven eller fjende – på begge sider af Stillehavet er der fuld forståelse for, at USA og Kina er dybt afhænge af hinanden.