BERLIN: Der sker noget underligt med Jaroslaw Kaczynski, den 62-årige leder af Polens nationalkonservative parti, PiS, hver gang landet går til valg. Almindeligvis opfattes han som en bister herre med politiske forkrampninger.
Kaczynski ser ud til at hade sine modstandere og lader forstå, at Warszawa trues af en sammensværgelse mellem Berlin og Moskva. Men i samme øjeblik et valg udskrives, forvandles han som en anden landsretssagfører Skjold Hansen i »Matador« fra temperamentsfuld topfigur til forstående faderskikkelse.
Kaczynski har gjort det igen forud for parlamentsvalget i morgen, og alt tyder på, at det sikrer ham pæne resultater, men næppe nok til at han kan blive regeringschef som i 2006-2007. Det er der flere grunde til.
Premierminister Donald Tusk fra det borgerligt-liberale PO, der har været i embedet siden 2007, har, mener de fleste iagttagere, gjort det ganske godt. Polen er kommet helskindet gennem finanskrisen, de økonomiske nøgletal er bedre end i mange andre europæiske lande, og internationalt har man formentlig mere indflydelse under den globalt tænkende Tusk, end man havde under den nationalistiske Kaczynski.
Satser på charmeoffensiv
Formodningen om, at Tusk vinder og således bliver den første, polske regeringschef, der genvælges efter 1989, bestyrkes af meningsmålinger. De giver næsten alle PO større opbakning end PiS. Men resultatet er alligevel usikkert.
Dels er polske meningsmålinger »notorisk upålidelige«, som en diplomat i Warszawa gør opmærksom på.
Dels er POs føring svundet betragteligt ind de seneste par måneder. Kun et enkelt institut giver gang på gang Tusk mere end ti procentpoints forspring, hos de fleste andre er forskellen et til tre procentpoint. Lægger man oven i upålideligheden den statistiske usikkerhed, får man et uklart billede.
Det skyldes også, at Kaczynski har ført en »behændig valgkamp, som med succes satser på charmeoffensiv og for det meste undgår rigtige diskussioner«, hedder det i en analyse fra lederen af det konservative, tyske Konrad Adenauer-institut i Warszawa, Christian Schmitz. PiS er derimod »overrumplet få dage før valget«.
Kaczynskis forandring, som leder tankerne hen til dramaet i Korsbæk, går ud på at fjerne de skarpe hjørner og gøre PiS til et muntert ungdomsparti. Det kan lyde vanskeligt, siden formanden har slået sig op på at være hård og indadvendt og hovedsagelig appellerer til ældre på landet og religiøse fundamentalister. Det ser ikke desto mindre ud til at lykkes - i hvert fald til dels.
Inspireret af Berlusconi
Kaczynski, der er ugift og boede sammen med sin mor indtil dennes død sidste år, viser sig pludselig - måske inspireret af den italienske premierminister Silvio Berlusconi - med unge, smukke kvinder, som ingen kender, men som er kandidater for partiet. En af dem, Sylwia Lugowska, har så markante læber, at polske boulevardaviser kalder hende PiS’ svar på Angelina Jolie, den amerikanske skuespillerinde.
Kaczynskis tiltrækningskraft
Hensigten skal være at tiltrække ganske unge, som ikke kan huske Kaczynskis regeringstid for fem år siden. Omvendt prøver Kaczynski at vise, at han stadig kan være sit gamle jeg med angreb på især Tyskland og dets regeringschef.
»Jeg tror ikke, at Angela Merkels kanslerskab var et rent tilfælde,« hedder det i en bog fra politikerens hånd. Hermed antydes, at Merkel, der er opvokset i DDR, har dunkle forbindelser med Rusland, Polens ærkefjende. Når journalister beder ham uddybe, afstår han fra at komme med nærmere forklaringer.
Der synes alligevel at være grænser for Kaczynskis tiltrækningskraft. Og selv frk. Lukowska er kommet i vanskeligheder, efter at hun på en valgplakat med andre smukke kvinder er fotograferet med en stabel bøger under armen.
En af bøgerne er ved nærmere eftersyn en rablende, fransk undergangsroman fra 1970erne, hvor mørkhudede flygtninge invaderer vestlige samfund. Det ser ud til at skade kampagnen, ikke mindst efter at medier har viderebragt plakaten med slet skjult fryd.
Bevæbnet med pistol og sexlegetøj
En højtstående diplomat i Warszawa siger, at han vil blive »meget overrasket«, hvis ikke Tusk vinder trods Skjold Hansen-taktikken fra modstanderen.
Det virkeligt interessante kan blive, hvem Tusk i givet fald skal samarbejde med.
En mulig partner i en koalitionsregering kunne være Janusz Palikot, måske Polens mest kulørte politiker. Palikot har sin egen bevægelse, og (de upålidelige) meningsmålinger giver ham mellem seks og ti pct. af stemmerne.
Palikot går ind for bl.a. homoseksuelles rettigheder og har antydet, at Kaczynski selv foretrækker mænd, hvilket for sidstnævnte må være noget nær en majestætsfornærmelse.
Han er de store armbevægelsers mand og har, da han engang kritiserede politiet, ladet sig fotografere med en pistol og et sexlegetøj for at illustrere ordensmagtens væsentligste interesser. Tusk er blevet spurgt, om de virkelig vil kunne sidde ved samme bord.
»Bare han ikke bliver finansminister,« svarede han.