Velkommen til revolutionen

Berlingskes korrespondent ankommer samtidig med, at alle andre prøver at komme ud. Kampvogne i gaderne, udbrændte politistationer og F-16 jagere byder inden for til oprørets centrum.

Foto: HANNIBAL HANSCHKE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er krisekorrespondentens lod. At tjekke ind i ankomsthallen, når alle andre flokkes om at komme ud gennem afgangshallen.

Sådan også for Berlingskes udsendte, der i dag er rejst fra det rolige Amman i Jordan til de revolutionære dage i Kairo.

Der er god plads på rute Royal Jordanian 503. Og der er god plads ved paskontrollen i Kairo. Klokken er 14.27 og lufthavnen virker. Bankmanden veksler dollar til egyptiske pund, som han plejer. Bagagen kommer ud på båndet. Passet bliver stemplet. Selv biludlejningsskranken er bemandet.

Men taxaer er der næsten ingen af. Kun dem, der er på vej til afgangshallen med familier, forretningsfolk og turister, der har travlt med at forlade landet, som lige nu er uden ordensmagt.

Motorvejen fra lufthavnen er næsten tom. Et usædvanligt syn midt på eftermiddagen i en by med over 20 mio. indbyggere.

Kollega Uffe Taudal sender SMS for at få mig til at skynde på taxachaufføren. Der er en halv time til udgangsforbuddet, og hotellet med udsigt over Nilen og demonstranternes Tahrir-plads er ved at lukke og bolte porten.

I Mubaraks bydel Heliopolis passerer vi de første tre kampvogne. Der er ingen vejspærringer – vi kører bare forbi. Vi passerer tæt forbi en tidligere politistation. Det meste af møblementet ligger nu ude på gaden, og det lugter umiskendeligt af udbrændt bygning.

Men ellers er her stille. Næsten ingen biler og slet ingen mennesker på gaderne.

I bycentrum er der flere folk samlet. Vi kører ad Cornichen klokken 15.40. Der er tyve minutter til udgangsforbud. Hotellet ligger lige fremme. Vi kan næsten se det. Vi zigzagger mellem affald og murbrokker. Her og der står udbrændte politibiler. Kort før det store Ramses Hilton hotel kommer vi ikke længere. Tre kampvogne holder på tværs, og militærfolk gør det særdeles klart, at vi kommer ikke videre.

Minutterne går. Uffe Taudal står og prøver at holde porten åben på hotellet, mens vi bliver sendt ud på en omvej via den rige Zamalek-ø midt i Nilen.

Her lugter brændt. Meget brændt, da vi drejer om hjørnet og passerer en rustbunke, der for et øjeblik siden var en armeret militær mandskabsvogn.

På en knallert sidder tre unge mænd, der har været på tyvetogt. De to af dem har store macheteknive med. Måske til at forsvare sig med. Måske til andet brug.

Et par unge mænd, bevæbnet med hver en meter lang træstok, tvinger bilen til at standse. Zahafi, zahafi – journalist, journalist, siger chaufføren – og vi får lov til at fortsætte.

På Zamalek-øen, hvor mange ambassader ligger, er folk samlet til forsvar for deres ejendomme, bevæbnet med kæppe, jernstænger og hvad de nu har kunnet finde. Men der er ikke umiddelbart tegn på plyndringer af de mondæne butikker i området.

Pludselig er de der. To F16- Fighting Falcon flyver lavt over området omkring Tahrir-pladsen og vender lige over vore hoveder. Meget lavt. Så man uvilkårligt dukker sig inde i bilen. Men ikke så stærkt, at lydmuren brydes. Over Nilen kredser en militærhelikopter fra præsidentens flyflåde. Ingen skal være i tvivl om, at der er masser af mere militær magt, hvor de kommer fra.

På broen over Nilen har folk parkeret deres biler for at tage fotos af flyene og ikke mindst Mubaraks helikopter med deres mobiltelefoner. Nu kan vi se hotellet. Chaufføren forlanger tredobbelt takst for turen, og pengene falder prompte. Sådan er det jo, når en storby er midt i et oprør.

Hotelpersonalet har allerede lukket porten halvt i. Jeg kommer indenfor som den sidste inden udgangsforbuddet træder i kraft klokken 16.

Velkommen til revolutionen.