Velkommen om bord på det flyvende tæppe!

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Had er et stærkt ord, som jeg sjældent gør brug af.

Men jeg er så lidt begejstret for at flyve, at jeg med tiden har indset, at jeg faktisk hader det.

Mit flyvehads evolutionsproces har været lang, og det stammer ikke fra en enkelt oplevelse. Ikke fra det faktum at min krop er alt for lang til, at jeg bare kan læne mig tilbage og blunde. Og heller ikke fra en yderst dramatisk nødlanding mellem Teheran og Amsterdam for nogle år siden – en hændelse, der betyder, at jeg er pivræd, hver gang jeg spænder sikkerhedsselen og hører piloten sige: »Inshaallah, ankommer vi til destinationen om så og så mange timer«.

Det ville være en underdrivelse af hidtil uhørt jysk karakter ikke at medregne disse faktorer som bidragende til hadet. Men hadets hovedårsag er for mit vedkommende noget mere, noget andet.

Det er den uudholdelige forudsigelighed, der hersker på langt størstedelen af de flyveture, jeg oplever. Tvangsindlæggelsen til timevis af dårlig og kikset stil.

Her skal det med det samme siges, at jeg ikke forsøger at beskrive et verdensomfattende fænomen. De fleste af mine flyveture har fundet sted i Mellemøsten eller til og fra regionen, og jeg aner ikke, om jeg ville skrive det samme, hvis jeg havde fløjet jorden rundt 50 gange.

 

Men på de mellemøstlige himmelstrøg er flyveture i min optik mindst lige så forudsigelige, som regionens hverdag er kaotisk. Forudsigelige på den måde, at intet går efter planen fra check-in til touchdown. Der findes ingen glatte ture, og ofte er det, som om flyveturen er et særligt eksperiment, hvor mindst halvdelen af de 150-200 passagerer er blevet bedt om at modarbejde turens rammer og medpassagerer mest muligt. Nogle gange inkluderer eksperimentet endda også check-in-personalet.

Som da jeg af mangel på alternativer havde købt en billet fra London til Tel Aviv med det israelske flyselskab El-Al. Et selskab, jeg havde fløjet med utallige gange tidligere, og som aldrig havde hørt et pip fra min side, på trods af at de har verdens mest omfattende sikkerhedstjek.

El-Als personale har tidligere nægtet mig at flyve med min computer fra Berlin, og i Paris spurgte de mig, hvornår jeg havde haft sprængstoffer i kufferten. De har sågar bedt mig strippe i Ben Gurion Lufthavn, fordi de troede, jeg havde gemt noget i underhylerne.

Men i London overskred de alligevel en personlig grænse, da jeg spurgte, »hvorfor tjekker I mig på den her måde hver gang«?

Svaret lød, at jeg ikke ville være den første blonde person, som palæstinenserne brugte til at smugle en bombe om bord, og at jeg bare kunne lade være med at flyve med El-Al i fremtiden.

Siden den dag har jeg måttet undvære El-Als »kundeservice«. Og for at peppe mine andre flyrejser lidt op har jeg indledt min egen gætteleg om, hvem der gør hvad under turen?

Hvem begynder at bede i midtergangen? Hvem stiger om bord med en gigantisk kuffert, der ikke er plads til i kabinen, og som ender med at forsinke afgangen? Hvilken pruttende onkelagtig israeler eller araber blokerer midtergangen denne gang for at sludre højlydt med en ven? Hvor mange rejser sig op i det øjeblik, hjulene rammer landingsbanen? Mon det er færre eller flere end ti personer denne gang?

Hvem åbner for håndbagagen uden at passe på, så tre tasker vælter ned over en tilfældig passager? Hvilken mand trumfer ved at sidde med ekstremt spredte ben på midtersædet for senere at sove med et savlende ansigt presset mod en medpassagers skulder? Hvem træder ind i rollen som skolemester og tysser aggressivt på de stakkels børn, der heller ikke kan lide at flyve?

Og hvem vil denne gang insistere på at få andre passagerer flyttet af religiøse hensyn?

Jeg har flere gange prøvet at være ham, der helst skulle flyttes, så de religiøse forbuds kabale kunne gå op. Hver gang har jeg sagt nej. Og jeg indrømmer gerne, at jeg har nydt de øjeblikke.

Det bedste ved flyveturene er, at gættelegen næsten altid indeholder overraskelser. De nævnte hændelser finder næsten altid sted. Alle sammen på samme tur. Men jeg gætter heldigvis ofte på de forkerte personer.

I sidste ende er det de forkerte gæt, der hjælper med til, at jeg bevarer troen på den glatte og problemfri fremtidige flytur. Men når den finder sted, er Messias og freden sikkert også allerede ankommet til regionen. Og til den tid vil man kunne køre i bil fra Jerusalem til Damaskus på en formiddag og fortsætte til Beirut for at nyde solnedgangen. Inshaallah, i hvert fald.

Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten.