Det virker relativt simpelt:

Michael Abebolajo holder en politisk og religiøs tale, mens han står med en kødøkse i sin venstre hånd, og hans højre hånd er rødfarvet af blodet fra den mand, som han netop har slået ihjel.

Han er terrorist.

Det samme med bombebrødrene i Boston. Storebroderen var blevet radikaliseret over årene, der var mere end et rim mellem hans navn – Tamerlan – og Taleban, og han slog ihjel for at protestere mod Irak og Afghanistan, forklarede lillebroderen bagefter.

De er terrorister.

Det samme med Anders Breivik. Han turnerede rundt på højreorienterede sites på internettet, hvorefter han sprængte otte i luften og skød 69 andre, og han efterlod sig et 1.518 sider langt manifest, som protesterede mod multikulturalisme.

Han er terrorist.

Ligheden

Men hvis det er så simpelt, hvorfor nægter en række begavede mennesker så at anerkende simpelheden? Da major Nidal Hasan i 2009 dræbte 13 mennesker på Fort Hood i Texas, udbrød en længere debat om, hvorvidt det var terror eller massemord, og det samme skete efter Boston i sidste måned.

Det er i nogen grad en politisk debat, men det er i endnu højere grad en både illustrativ og illusorisk debat, siger kritikere, som repræsenterer den seneste forskning på området. For hvorfor diskuterer vi overhovedet, om der er tale om massemord eller terrorisme? Hvorfor er det en mulighed? Fordi – siger de – at de to størrelser fænomenologisk ligner hinanden så meget, at det næsten kan være ét fedt, og fordi terroristen og massemorderen kommer fra akkurat det samme sted. De er standset ud af det samme mørke.

Det er konklusionen hos forskere som Adam Lankford, Nayab Hakim, Clark McCauley og Petter Nesser.

Mentale problemer

Hvad det betyder?

Det betyder først og fremmest, at det er på tide at få en klogere bekæmpelse af terror og massemord, og at vi skal holde op med at lede efter begge dele de forkerte steder, siger de.

I en artikel i det videnskabelige tidsskrift Homocide Studies gav professor Adam Lankford i oktober sidste år følgende eksempel: Siden 2007 har politiet i New York foretaget en systematisk overvågning af det muslimske miljø i storbyen, fordi politiet har sat lighedstegn mellem muslimer og potentielle terrorister.

Men – som Lankford påpeger – den seneste forskning viser netop, at det ikke er religionen, der gør en mand til terrorist, men nærmest omvendt. Det vil være bedre brug af ressourcerne at holde øje med personer, som har problemer i skolen eller på arbejdet, og som føler sig socialt marginaliserede, og det er akkurat de samme kriser, der kan gøre en mand til massemorder. Med andre ord: Det er de personlige nederlag eller mentale problemer, som gør en mand til massemorder eller terrorist, ikke en sag.

Michael Abebolajo lyder således som en islamistisk terrorist, men hans historie er ifølge The Guardian en historie om brutalisering i barndomshjemmet, om tørre tæsk og en dominerende far, som gjorde Michael Abebolajo til ditto – en voldsmand, der dominerede dem, han kunne, og som endte i kriminalitet, og til sidst greb han efter voldelig jihad.

Storebroderen i Boston, Tamerlan Tsarnaev, var en knækket mand fra et voldeligt hjem; hans forældre var skilt og flyttet mange tidszoner væk, hans studier opgivet, hans boksekarriere blevet til ingenting, og han var på bistandshjælp. Han havde store tanker om sig selv og intet at have dem i, og det måtte – konkluderede han – være andres skyld.

Flyt rundt på faktorerne og detaljerne, og Anders Breivik er den samme historie, det samme er bombemanden fra Hotel Jørgensen og øksemanden, som ville dræbe Kurt Westergaard. Og skattebomberen Joseph Stack, skobomberen Richard Reid og major Nidal Hasan. De var alle kriseramte eksistenser, og det er angiveligt normen.

Professor Ramon Spaaij studerede 88 soloterrorister som mellem 1968 og 2010 foretog 198 angreb, og »mentale problemer og social isolation« var gennemgående karakteristika. Petter Nesser studerede 15 soloterrorister, som angreb i Europa mellem 1995 og 2012, og han fandt de samme personlige, mentale, sociale og familiære problemer.

»Martyrer«

Og det er her, massemorderne – bl.a. skoleskyderne – kommer ind i billedet, for det er akkurat de samme årsager, som sender dem i byen med angrebsrifler og bomber.

Adam Lankford opregner seks fænomener, som går igen hos både soloterrorister og massemordere:

Problemer i barndommen.

Kuet socialt miljø.

Følelse af lav selvværd.

Et akut personligt problem.

Tørst efter hævn.

Håb om berømmelse og hæder.

De to skoleskydere fra Columbine viser den flydende grænse mellem de to kategorier:

Eric Harris og Dylan Klebold talte i årene op til deres angreb i 1999 om, at de ville kapre et fly og styrte det ned i New York, og hvis deres hjemmelavede bomber var gået af, ville de have slået 200 elever på skolen i Columbine ihjel. Deres angreb var en hævn for mobning og underkuelse, de ville – som Eric Harris sagde i et videomanifest – »starte en revolution blandt kuede elever«, de ville være »martyrer«, og sådan er de også i visse miljøer bagefter blevet opfattet. En anden skoleskyder, Luke Woodham, blev også brutaliseret i skolen, og han forklarede sit angreb således:

»Folk som mig bliver mishandlet hver dag. Jeg vil vise, at hvis I mobber os, mobber vi også jer.«

Finnen Pekka Eric Auvinen, som i 2007 dræbte otte og sårede 12 ved en skoleskydning, talte også om »en revolution mod undertrykkerne«.

Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, hvordan Harris, Klebold, Woodham og Auvinen under andre omstændigheder kunne være blevet selvmordsterrorister.

Selvfølgelig er der forskelle, siger forskerne. Der er forskel på at bo f.eks. på Vestbredden og på vestsiden af Denver, de sociale, politiske og økonomiske forhold er helt forskellige mellem Nablus og Columbine, men det er følelsen af undertrykkelse ikke nødvendigvis, siger Lankford. En ung palæstinenser kan føle sig kuet, men det samme kan en Eric Harris og Dylan Klebold. Den slags følelser gør ikke i proportionalitet, og som professor Katherine Newman har beskrevet det:

For mange kuede elever føles det som »en livstidsstraf at gå i skole« – et trauma, en straf, og deres angreb er et flugtforsøg fra fængslet.

Led efter tabere

Både soloterrorisme og skoleskydninger har i de senere år fyldt godt i dagsordenen. Ifølge Peter Nesser er soloterrorismen således tiltagende.

Blandt de 15 europæiske angreb, som han undersøgte, skete 80 pct. efter 2008.

Som daværende CIA-chef Leon Panetta sagde i 2010:

»I terrorbekæmpelsen er de ensomme ulve vores største problem.«

Og som præsident Obama sagde i 2011:

»De ensomme ulve er den største terrorrisiko, en enkelt person med et enkelt våben, som er i stand til at foretage den slags angreb, som vi så i Norge (Breivik, red.).«

Skoleskydninger er ikke i tiltagende, antallet er konstant, men de er på et historisk højt niveau, og kort før jul skete en af de værste af slagsen i USA. En mentalt ustabil og isoleret ung mand angreb en grundskole i Newtown i Connecticut og dræbte 20 småbørn og seks lærere plus sin mor og sig selv.

Hvis forskerne har ret, er soloterrorisme og skoleskydning blandt andet så svært at komme til livs, fordi myndighederne – og samfundet som sådan – kigger de forskerte steder. Vi kigger efter terrorister og drabsmænd, men vi skal kigge efter tabere. Vi skal kigge efter mænd, som føler sig udstødt, forsmået, bøllet rundt og isoleret, og som døjer med noget, som psykologer har et navn for.

Mænd som Michael Abebolajo.