Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
SPANIEN: Spanien skal have en ny konge.
Det står klart, efter den nuværende monark, Juan Carlos, mandag offentliggjorde, at han trækker sig tilbage og overlader tronen til sin søn, kronprins Felipe.
»En ny generation kræver med rette at tage den ledende rolle,« siger den afgående konge ifølge Reuters i sin afskedstale.
Juan Carlos har været konge i næsten 40 år, hvor monarkiet det meste af tiden har nydt stor popularitet. De seneste par år har kongehuset dog været hårdt ramt af flere skandaler, der har rystet den spanske befolkning. Blandt andet har kongen selv fået kritik for at tage på storvildtsjagt i Afrika, mens en ud af fire spaniere var arbejdsløse. Senest er hans datter, prinsesse Christina, blevet involveret i en sag om korruption og svindel med offentlige midler.
Men befolkningens billede at et skandaleramt kongehus kan den kommende kong Felipe ændre, mener Morten Rievers Heiberg, lektor i spansk på Københavns Universitet.
»Jeg tror, at han kan give et boost til kongehuset. Felipe er en dygtig og begavet ung mand, som ikke har begået fejltrin. Han har en grad i jura og forfatningsret fra universitetet i Madrid, flere udenlandske mastergrader og er militært højt uddannet, så han er en meget velforberedt arvtager til Juan Carlos,« siger han.
Og mange spaniere har da også gennem længere tid har ønsket sig en ny konge. En undersøgelse lavet i januar af meningsmålingsinstituttet Sigma Dos viste ifølge Reuters, at 62 procent af den spanske befolkning helst så Juan Carlos trække sig tilbage. Til sammenligning lå andelen på 45 procent bare et år tidligere.
Den officielle forklaring på kongens abdikation er ifølge premierminister Mariano Rajoy personlige årsager og dårligt helbred, men Morten Rievers Heiberg tror også, at der ligger noget politisk bag beslutningen.
»Hvis man læser det politisk, så kan man sige, at Juan Carlos ved at abdicere nu selv kan bestemme monarkiets fremtid. Der er flere spaniere, der har ønsket en reform af monarkiet på baggrund af den krise, kongehuset har gennemlevet, men ved at give depechen videre nu, kan han selv bestemme udviklingen,« siger han.
Juan Carlos besteg tronen i 1975 som arving til den fascistiske diktator, Francisco Franco. Han blev modtaget med skepsis af spanierne, men opnåede stor popularitet, da det stod klart, at han var på demokratiets side. Blandt andet erklærede han demokratiet sin uforbeholdne støtte, da en gruppe officerer i 1981 forsøgte at gennemføre et militærkup i kongens navn.
»Kronen, et symbol på varighed og sammenhold i moderlandet, tolererer ikke handlinger eller holdninger fra personer, der agter at afbryde de demokratiske processer med magt,« sagde kongen efter kupforsøget.
Og det beviser ifølge Morten Rievers Heiberg, at Juan Carlos har en vigtig del af æren for Spaniens stabilitet.
»Det sikrede stabilitet i landet i årene frem, da kongen offentligt bakkede demokratiet op i 1981. Juan Carlos har været en stor konge og en fremragende garant for stabilitet i et land, der ikke har været vant til det,« siger han.