Velfærdsdebat dæmper politisk oprør

Den britiske valgkamp bliver ført på sikker grund til ære for Labours og Konservatives kernevælgere, men det er et skrøbeligt forsvar mod truslen fra UKIP, mens Det Grønne Parti lurer på chancen.

Nigel Farage – nu med tekrus. Den karismatiske leder af det EU-kritiske parti, UKIP, er kendt for sit legendarisk store indtag af øl . Men han meddelte i januar, at han gik på vandvognen. Foto: Suzanne Plunkett/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON: Så var Nigel Farage endelig tilbage i det rampelys, som han så åbenlyst elsker. Torsdag mødte UKIP-lederen frem i Movie Starr-forlystelsescenter i Essex for med en tale at puste liv i partiets valgkamp.

»Denne valgkamp har været uendeligt negativ og utroligt kedelig, mens politikerne bare taler til hinanden i Westminster,« konstaterede Farage som indledning på sin tale. Resten var mest brede penselstrøg uden alt for mange tal og detaljer, men et valgløfte var helt klart og forinden taget med i en kronik i The Daily Telegraph.

»Vi ønsker at skrotte hospitalernes parkerings­afgifter,« understregede Farage.

Han talte også om et årligt ekstratilskud til sundhedssystemet på 30 milliarder kroner, om at komme ud af EU, om at tage penge fra bistandshjælp »til diktatorer« og om at »tro på Storbritannien«. Men det var med de vanlige løse ender og langt fra det detaljerede politiske program og bud på et sammenhængende statsbudget, som stadig lader vente på sig.

Farage har vist sig som den hurtige bemærknings mester og har kapret tusindvis af vælgere med en afvæbnende vittighed efterfulgt af et både drillende og flabet smil. Sådan var det ikke denne gang. Efter talen konstaterede flere borgerlige kommentatorer, at UKIP-lederen manglede den vanlige skarpe humor. Parkeringsafgiften ved hospitalerne var ikke en joke, men snarere et billede på UKIPs problemer med at være med i debatten om den britiske velfærdsmodel, der dominerer det politiske billede i øjeblikket.

Farage har i årets første uger holdt sig væk fra medierne. Han har meddelt, at han gik på vandvognen i januar, og fraværet af øl blev torsdag bemærket som årsag til en mere trimmet udgave.

Imens har Farage koncentreret sig om at føre valgkamp i sin egen kreds, South Thanet i det sydøstligste England, hvor hans rådgivere ifølge britiske medier har advaret om, at partilederens sejr langtfra er givet.

Det har givet lidt tiltrængt luft til premier­minister David Cameron og udfordreren Ed Miliband, der var hårdt trængt under ophedede debatter i efteråret om EU og indvandring. Her boltrede Farage sig i mærke­sagerne og sikrede i to suppleringsvalg partiets første mandater i Underhuset. UKIP opnåede i nogle meningsmålinger mere end 20 procents tilslutning.

Fokus på velfærden

Nu har Konservative og Labour fået flyttet fokus til velfærdsdebatten og herunder, hvad der bliver råd til med deres planer for at fortsætte de seneste seks års genopretning af den britiske økonomi efter banksammen­bruddet. Problemet for de to traditionelt dominerende partier er, at den nuværende valgtaktik holder på kernevælgerne, men at de ikke er i nærheden af de nødvendige 326 mandater til et flertal efter valget 7. maj.

»Dette er et valg, hvor de to vigtigste hold, i fodboldterminologi, satser på defensiven og på at skrabe igennem med en uafgjort uden mål. De er fast besluttede på ikke at løbe nogen risiko, og det vil sige at undgå eksperimenter,« lyder analysen i The Times fra Stephan Shakespeare, direktør for meningsmålingsinstituttet YouGov.

Til gengæld spiller de to nu i det mindste for en tid mod hinanden. De seneste dage har to meningsmålinger placeret UKIP på henholdsvis 15 og ni procents tilslutning. Det skal Farage nu forsøge at lave om på og genvinde momentum. Der vil især være forventninger til TV-debatter, der endnu ikke er fast aftalt, men hvor der for første gang kan blive deltagelse af en helt række partiledere. Der ser også ud til at blive plads til lederen af Det Grønne Parti, Natalie Bennett.

De Grønne stormer frem

I skyggen af opmærksomheden omkring UKIPs succes fra højre har de Grønne fra den modsatte fløj sneget sig frem til et sted mellem syv og ni procents opbakning i meningsmålingerne.

Partiet fik blot 0,9 procent af stemmerne ved det seneste valg i 2010, men har nydt godt af, at Liberaldemokraterne nærmest er faldet fra hinanden efter fem år som koalitionspartner i regeringen.

Det Grønne Parti har på lidt over to år forøget ungdomsafdelingen fra 1.300 til flere end 14.000 medlemmer og firedoblet den samlede medlemsskare, så det snart svarer til halvdelen af det dramatisk faldende tal hos Det Konservative Parti.

Også det skotske uafhængighedsparti, SNP, buldrer frem trods den tabte folke­afstemning sidste år og kan koste Labour særdeles dyrt i tabte mandater.

Ifølge en række analytikere kan valget i maj blive det endelige gennembrud for protest- og yderpartier i afgørende positioner. Det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse vil sikre, at de små partier ikke får mandater svarende til deres stemmeandel, men det kan være en stakket frist.

»Vi er det eneste politiske parti, der er til stede i alle fire hjørner af Storbritannien,« erklærede Farage i sin tale og henviste til, at Labour og Konservative i høj grad koncentrerer sig om deres vælgerbastioner i henholdsvis nord og syd.

»Vi er et parti, der repræsenterer hele landet, og det er endnu vigtigere, at vi er brudt igennem klasseskellet i britisk politik.«

Det har UKIP-lederen stadig til gode at bevise med det endelige valgresultat.

Men noget er i gang, og Europas politiske protest­bølge ser nu ud til at rulle over Kanalen.