En voldsom orkan ved navn Helene har dræbt mindst 43 personer og forårsaget enorme materielle skader i USA.
Det skriver flere nyhedsbureauer natten til lørdag dansk tid.
Orkanen har ifølge dpa ført til dødsfald i de fire delstater Georgia, North Carolina, South Carolina og Florida.
I Georgia oplyser guvernør Brian Kemps kontor, at 15 personer er døde. Det skriver Reuters. Blandt andet er storbyen Atlanta i Georgia blevet ramt af store oversvømmelser som følge af det ekstreme vejr.
Et klip fra en tv-udsendelse på Fox viser vejrværten Bob Van Dillen afbryde sit indslag fra Atlanta og hente en kvinde fra en oversvømmet bil.
- Vi bliver nødt til at vende tilbage lidt senere. Jeg skal lige se, om jeg ikke kan hjælpe den her kvinde lidt, siger vejrværten ifølge AP.
Tv-billeder viser, at han bærer kvinden, mens vandet går ham til maven.
Det er blandt andet væltede træer, der har ført til dødsfald i Georgia. En 27-årig mor og hendes tvillinger, der var en måned gamle, er døde i delstaten, efter at et træ væltede ned i deres hus. Det skriver AP.
Reuters skriver, at orkanen også har udløst jordskred, beskadiget dæmninger og ført til strømafbrydelser i over 3,5 millioner hjem og virksomheder.
I delstaterne South Carolina og Florida er henholdsvis 20 og 7 personer blevet dræbt under orkanen Helene, skriver AFP.
I Florida har orkanen ramt den lille by Cedar Key, der ligger på en ø på Floridas nordvestlige kyst og har omkring 700 indbyggere.
Mange af byens pastelfarvede træhuse er fuldstændig ødelagt, viser billeder.
- Jeg har boet her hele mit liv, og jeg er virkelig knust over at se det her, siger Gabe Doty, der bor i Cedar Key, ifølge AFP.
Ifølge Floridas guvernør overgår skaderne fra Helene de skader, som orkanerne Idalia - i august 2023 - og Debby - i august 2024 - forårsagede.
- Det er virkelig et hårdt slag for de her lokalsamfund, siger guvernøren, Ron DeSantis, til Fox News ifølge AFP.
/ritzau/