Vejen til udkantskina

Kina har sat verdensrekord i asfaltering og gjort det nemmere at nå steder, der før var halve eller hele dagsrejser væk. Berlingskes korrespondent tog på motorcykeltur i tibetanske bjergområder, hvor vejnettet og indtoget af kinesiske turister først er ved at nå frem.

Kina er det lan i verden med flest kilometer motorvej. Berlingskes Lasse Karner tog en tur på dem på motorcykel. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEIJING: Hvert år, når foråret lakker mod enden, melder angsten sig. Alene tanken om en hel sommer i den kinesiske hovedstad får sveden til at pible frem. Juli måned er det mest ubarmhjertige bekendtskab, hvor en diabolsk nedsmeltning af fugtighed, smog og ekstreme varmegrader sender humøret i bund og kropstemperaturen uden for kategori. En flugtplan er nødvendig.

De fleste danskere i byen vælger at søge imod klassiske feriedestinationer i Asien og Europa eller hjem til moderlandet. Men der findes også alternativer inden for Kinas grænser. Nogle af de bedste ligger i de bjergrige regioner i den sydvestlige del af landet. Et køligere klima, imponerende natur og et væld af interessante minoriteter er blandt de mange plusser.

Til gengæld kan transporten hurtigt blive en kringlet og tidskrævende affære. Derfor valgte undertegnede og en bekendt at gå efter en løsning på egne hjul. På motorcykel til udkantskina.

Men et dansk kørekort er ikke meget værd i Kina. Det skal først konverteres til et kinesisk af slagsen, hvilket kun kan lade sig gøre ved at bestå den nationale teoriprøve. Prisen for den proces er overkommelig. Omkring hundrede kroner alt i alt. Derimod er papirarbejdet en større bureaukratisk øvelse. Og så er der selve testen. Spørgsmålene er forholdsvis simple – hvis ellers man forstår den tvivlsomme engelske oversættelse, der gør prøven unødvendigt nervepirrende.

To kinesiske motorcykler

Med to kinesiske kørekort i hånden gik turen til millionbyen Chengdu i Sichuan-provinsen. Provinshovedstaden ligger tæt op ad de bjerge, der længere mod vest bliver til det tibetanske plateau. Den tibetanske kultur breder sig langt ud over provinsen Tibet, og som folk udgør tibetanerne en betydelig minoritet i provinserne Gansu, Qinghai og Sichuan. I Chengdu faldt valget på to brugte motorcykler af kinesisk herkomst. Cykler af den type kan lappes sammen i hver en lille flække landet over. Hvilket da også viste sig nødvendigt et par gange undervejs.

Herfra gik det mod vest. Førstedagen mest i form af bykørsel efterfulgt af en hel dag med regn og grusveje for foden af bjergene. Med stivfrosne fingre og klaprende tænder kom vi over passet, der leder hen til De Fire Pigers Bjerg på 6.200 meter. Derfra begynder de tibetanske områder for alvor.

Meget mere tibetansk bliver det ikke for Berlingskes udsendte. Tibet er som den eneste kinesiske provins helt lukket land for udenlandske journalister. Turister er velkomne, men myndighederne tillader ganske enkelt ikke, at udlændinge med et journalistvisum i passet kan rejse ind.

Kineserne bygger, hvor motorvejen kommer

Officielt hedder det fra kinesisk side, at Tibet oplever fremgang på alle fronter. Store protester og blodige sammenstød tilbage i 2008 efterfulgt af over 130 tibetanske selvafbrændinger vidner om, at det langtfra er den eneste version. I de tibetanske egne af Sichuan har husejerne fået besked på at plante et kinesisk flag på taget. Så skulle der ikke være tvivl om, hvem der bestemmer. I resten af Kina flages der kun i forbindelse med nationaldagen, den første oktober.

Men smukt var der. Bjerg på bjerg i alle retninger. Naturskønne omgivelser der ikke overraskende er begyndt at tiltrække besøgende fra resten af landet. Endnu flere vil komme, når vejen til Chengdu bliver færdig næste år og ruten adskillige timer kortere.

I landsbyerne med den flotteste udsigt var forberedelserne allerede i fuld gang. Nye restauranter, hoteller og butikker vil inden længe stå klar. De fleste bygget efter lokal tibetansk forskrift – men drevet af forretningskyndige Han-kinesiske tilflyttere.Uden for byen Danba snoede en bjergvej sig op gennem terrænet. Den afløste sidste år den gamle og langt smallere vej. For stedets små 4.000 indbyggere har det gjort turen op og ned ad bjerget væsentligt nemmere. Til gengæld må de finde sig i, at en bom er blevet sat op ved indgangen til landsbyen. Turister og andre udefrakommende skal betale 50 kroner for at slippe igennem. Pengene går til det private firma, der administrerer bommen. Firmaet er ejet af et medlem af Kommunistpartiet i Danba.

Vil man være rig...

»Yao xiang fu, xian xiu lu,« lyder et kinesisk ordsprog. Det kan oversættes med noget i retningen af, at vil man være rig, må man først bygge veje. Over de seneste par årtier er det kinesiske vejnet blevet udbygget i et rasende tempo. Intet land har i dag flere kilometer motorvej end Kina.

Steder, der før lå hele eller halve dagsrejser borte, er nu inden for rækkevidde – både for turister og forretningsfolk. Med alt hvad det fører med sig af positive og negative konsekvenser for diverse lokalsamfund. På motorcykel er det stadig muligt at køre foran den kinesiske bølge af asfaltering, men måske bør næste rejse ud i bjergene foregå til hest eller yak på samme vis som de tibetanske nomader. Tibets enorme højslette er ikke sådan at bygge til. Her er det kinesiske vejbyggeri noget, man laver sjov med. En lokal vittighed begynder med, at en bil kører ind i en yakokse.

»Hvorfor går du med din yak på vejen, der er jo ikke noget græs,« spørger bilens chauffør den tibetanske nomade.

»Hvorfor kører du din bil hen over min yak, der er jo ikke noget asfalt på den,« svarer tibetaneren.