Vejen mod hverdag

Danskerne og Udenrigsministeriets udsending i Libyen står i høj kurs blandt det nordafrikanske folk for støtten i kampen mod Muammar Gaddafi.

Livet er så småt ved at vende tilbage til Libyens næststørste by, Benghazi, trods kampene mellem oprørere og Gaddafis styrker. Her er en familie ude at gå aftentur i den gamle bydel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BENGHAZI. »Rigtig mange tak for hjælpen. Uden den ville vi være døde.«

Betjentene ved en af vejspærringerne syd for Libyens næststørste by, Benghazi, taler ivrigt og begejstrede i munden på hinanden for at takke Danmarks udsending i Libyen, Thomas Lund Sørensen. Takke for bidraget til kampen mod deres forhadte leder gennem 42 år, oberst Muammar Gaddafi. Takke for de seks danske kampfly, som de skam alllerede har hørt om.

»Men I kan gøre mere. Sig til NATO, at de skal bombe Gaddafis TV-station. Den bruger diktatoren i et forsøg på at splitte den libyske befolkning,« siger Mahmoud Agori, en lille tætbygget, kæderygende politimand i en uniform, der er så ny, at pressefolderne stadig er knivskarpe.

»Italiensk design. Syet i Egypten,« fortæller Mahmoud Agori stolt, mens hans kolleger stiller sig an til det foto, som de vil have med den danske udsending – eller ambassadør, som folk på disse kanter kalder Thomas Lund Sørensen, i midten.

Før oprøret mod Gaddafi og hans regime begyndte midt i februar, var betjentenes uniform blå. Nu er den knaldsort ligesom en af de tre farver, som demonstranterne har givet det nye Libyens flag.

Mahmoud Agori svarer uden tøven, at de straks havde sluttet sig til det folkelige oprør, da det tilbage i februar på kun fire dage smed Gaddafis sikkerhedsstyrker ud af Benghazi. Betjentene her ved vejspærringen skal med libyerne i Benghazi og resten af det Gaddafi-fri, østlige Libyen bygge et helt nyt land op fra bunden. Eller som den danske udsending, Thomas Lund Sørensen, udtrykker det: »Det her er statopbygning på fælgen.«

Normalt er særlige udsendinge noget, som USA, EU og FN sender ud til verdens brændpunkter. Men nu har Danmark også fået sin egen.

Som Danmarks udsending skal Thomas Lund Sørensen i første omgang finde ud af, hvad oprørerne vil med det Libyen, de er i gang med at befri. Og så skal han forsøge at sælge tre budskaber til oprørerne: Respektér menneskerettighederne, lad være med at torturere folk og giv plads til en frie presse.

»Der er enorme udfordringer for den her revolution. Vi taler om et land, der i 42 år ikke haft nogen struktur ud over Gaddafis meget centraliserede system. Pludselig skal der bygges en ny stat, fordi alle er enige om, at man ikke kan bygge videre på Gaddafis, men man har overhovedet ingen erfaring. Heller ingen politikere, fordi Gaddafi ikke har tilladt politiske partier. Man har heller ingen foreninger, frivillige organisationer eller et civilt samfund. Det har folk nu en enorm lyst til at skabe, men de har bare slet ikke nogen erfaring. De skal ganske enkelt træne sig selv i at samarbejde i et nyt system, hvor alle i princippet har lige meget at skulle have sagt. Det gør selvfølgelig tingene meget kaotiske, men der er også en kolossal dynamik og entusiame, og alle vil bidrage og give deres mening til kende,« siger Thomas Lund Sørensen.

Meningerne bliver luftet via den skov af frie medier, der på rekordtid er kommet op at køre. Og der er snart sagt ikke en husmur uden et banner, en graffititekst eller en karikaturtegning af Gaddafi.

»For alle onde mennesker er der en ende,« har én skrevet på væggen i Gaddafis nedbrændte og totalt raserede villa i den nordlige ende af Benghazi.

Det er ikke kun Gaddafis villa, der er blevet brændt ned. Det samme er alle de militære bygninger, politistationerne, efterretningtjenestens hovedkvarter og domhusene.

»Det her viser, hvor brutal en diktator Gaddafi er. Ikke engang dyr burde være sådan et sted,« siger Salem, en midaldrende herre, mens han peger på et underjordisk fangehul omme bag Gaddafis villa. Her fandt demonstranterne flere overlevende fanger, da de var i færd med rasere villaen.

»At stå her og tale med en udlænding som dig er helt ubeskriveligt. Havde jeg gjort det, mens Gaddafi bestemte i Benghazi, kunne jeg være endt nede i hullet,« siger manden, mens to unge mænd nøjes med at hæfte to ord på fangekælderen: »Gaddafis Guantanamo.«

Her og der begynder man dog at ane en bekymring bag den smittende begejstring over at være sluppet af med »den onde leder«.

»Revolutionen trækker ud. Vi troede, at den ville vare et par uger, men nu er den ligesom kørt fast i ørkensandet,« siger Fahmi, en forretningsmand, der i flere år har studeret og arbejdet i USA.

Han henviser til det faktum, at oprørerne fortsat kun har befriet det østlige Libyen. Og det er en bekymring, som Danmarks udsending genkender efter sine mange møder med blandt andre repræsentanter fra Transitional National Council (TNC) – oprørernes overgangsparlament og deres overgangsministre.

»På den militære side er der ved at være stilstand. De revolutionære styrker står over for Gaddafis tropper, men ingen af dem er stærke nok til at gå i kamp med hinanden. Dermed kan det blive sværere at bevare entusiasmen for at udvikle et demokrati, og frustrationer og manglende resultater indebærer en risiko for, at folk vender sig mod andre personer eller organisationer, der ikke har en demokratisk dagsorden, men som hævder, at de kan løse problemerne. Og derfor siger alle libyere, jeg taler med, at det ikke kan gå hurtigt nok med at få Gaddafi væk,« siger Thomas Lund Sørensen.

Men ikke nok med det. De midlertidige myndigheder i det befriede Libyen skal tilmed klare de kolossale udfordringer med meget store lommesmerter. For Gaddafi-regimet kontrollerer fortsat langt det meste af Libyens allervigtigste indtægtsgrundlag: olien

Indtil videre overlever det oprørskontrollerede Libyen på lån, donationer og investeringer fra en række rige arabiske Golfstater. Men den hjælp rækker kun et par måneder, og det er langt fra sikkert, at oprørerne kan få adgang til Gaddafi-regimets kæmpestore formuer, som verdenssamfundet har indefrosset som en straf.

Det har USA, Frankrig, Storbritannien, Danmark og de andre lande bag interventionen i Libyen ellers besluttet, men det vides endnu ikke, om Kina, Rusland og de andre lande, der er kritiske over for interventionen, vil stritte imod i FNs Sikkerhedråd.

Konsekvenserne af oprørsregeringens lommesmerter er tydelige i gadebilledet. Der er lange køer foran bankerne, hvor folk dag efter dag møder op for at få at vide, om deres løn er gået ind på kontoen. Skolerne og Benghazis store universitet er nu lukket på fjerde måned.

Jo, der er rigeligt med meget svære opgaver at kaste sig over for de libyske frihedskæmpere. Og for Danmark, som med beslutningen om at bidrage til den militære intervention i Libyen har investeret i en betydelig aktiepost i fremtiden for det nordafrikanske land.

Hvad udbyttet af aktien bliver, er for tidligt at sige, selv om Fahmi – den vestligt uddannede forretningsmand – er overbevist om, at danske virksomheder vil stå sig godt på markedet i det nye Libyen.

»I modsætning til lande som Kina og Tyrkiet, der har investeret stort i Gaddafis Libyen, og som derfor fuldstændig har svigtet revolutionen og det libyske folk. Det glemmer vi ikke,« understreger Fahmi.

Det er ellers ikke fordi, at libyerne i forvejen har noget synderligt godt kendskab til Danmark. Faktisk er det især to ting, de forbinder med det lille land højt mod nord. En god ting og en dårlig.

Den gode er historien om den unge danske journalist Knud Holmboe, der i vinteren 1930 i sin åbne Chevrolet krydsede grænsen til det dengang italiensk besatte Libyen. Her blev den unge danske reporter vidne til italienernes brutale overgreb på den libyske befolkning og libyernes stædige modstandskamp, og hans beretninger var med til at åbne omverdenens øjne for Italiens blodige fremfærd i det nordafrikanske ørkenland. Det har rigtigt mange libyere stadig ikke glemt, og flere har læst Knud Holmboes bog, »Ørkenen brænder«, som udkom i 1931 og blev internationalt berømmet.

Den dårlige ting er Muhammedtegningerne.

»Nå, I er fra Danmark,« lyder det skeptisk fra Ali Jabril, en yngre mand, der er i gang med at male lygtepælene i sit kvarter i revolutionens røde, sorte og grønne farver.

Manden kaster sig ud i en længere udredning af, hvorfor den frihed, som libyerne nu ofrer deres liv for, ikke er »en frihed til at fornærme andres følelser«.

Men Ali Jabril og alle de forbipasserende, der er standset op for at blande sig, tør op, da tolken fortæller dem, at danske kampfly bomber Gaddafis kampvogne.

Og måske var det i virkeligheden Muhammed-tegningerne, der på paradoksal vis var med til at bane vejen for det folkelige oprør mod Gaddafi. Under Muhammed-krisen blev der over alt i Mellemøsten demonstreret mod Danmark. Også i Libyen, hvor oberst Gaddafi så sit snit til at udnytte folkets vrede mod et andet mål end ham selv. Gaddafi gjorde derfor noget helt usædvanligt: Han gav tilladelse til demonstrationer, men i Benghazi udviklede protesterne mod Danmark og profettegningerne sig til en demonstration mod Gaddafis regime.

Det kunne den libyske leder ikke leve med. Demonstrationen blev brutalt slået ned og et større antal mennesker blev dræbt.

Muhammed-tegningerne er da heller ikke en anstødssten i Thomas Lund Sørensens kontakter til myndighederne i området. Og netop når det gælder de 12 karikaturer ved den danske udsending, hvad han taler om. Som Danmarks ambassadør i Jordan under Muhammed-krisen, vedtog det jordanske parlament i protest en erklæring med krav om udvisning af Thomas Lund Sørensen.

Det var dengang. Nu er er det frihed og demokrati, det handler om, og i Libyen har den danske regering og et enigt Folketing valgt at give en ekstra håndsrækning, som på disse kanter, hvor man i årtier er blevet isoleret af Vesten, er yderst kærkommen.

Så jo, »Libyen er et rart sted at være dansker«, som Danmarks udsending udtrykker det.