Ved profetens skud

Et skudangreb på profettegnekonkurrence i Texas har afsløret forskellen på europæisk og amerikansk­ ytringsfrihed. Europæerne var alle »je suis Charlie,« men ikke i USA. Arrangør må nu forsvare sig mod islamhad og racisme.

Imens ligene af de to gerningsmænd blev kørt væk, måtte udstillingens initiativtager, Pamela Geller, forsvare sig over for beskyldninger om islamofobi. Foto: Mike Stone/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pamela Geller opnåede det ene af sine to mål. Hun fik omtale – og i massevis. Hun optrådte mandag på stort set samtlige amerikanske TV-kanaler og med samme budskab:

At den vestlige ytringsfrihed er truet. Og at muslimerne er skyld i det.

Det var samme Geller, som i weekenden arrangerede en konkurrence for profettegninger, og søndag angreb to mænd udstillingsstedet i Texas. De sårede en sikkerhedsvagt og blev derefter selv skudt og dræbt. På en webcast kunne man se, at en betjent i kampuniform gik ind i udstillingsområdet og fortalte de tilstedeværende, at gerningsmænd havde skudt uden for bygningen. Salen var tavs et øjeblik, men da betjenten vendte sig om for at gå, råbte en stemme efter ham: »Var de muslimer?«

Og, ja, de to mænd kaldte sig muslimer, og dermed fik Pamela Geller, hvad hun ville have, som Washington Post skrev i går. Hun fik sit Charlie Hebdo-øjeblik.

Derimod kneb det mere med at opnå det andet af hendes mål. Respekt.

For mens Charlie Hebdo og Lars Vilks efter angrebene i Paris og København oplevede offentlighedens opbakning, forsøgte amerikanske medier, borgerretsorganisationer og kommentatorer efter søndagens angreb at holde to bolde i luften, som bloggeren Josh Marshall gav udtryk for: Vi skal slå ned på politiske voldsmænd, men uden »at helliggøre mennesker som står bag hadgrupper,« skrev han.

Ud til bens

Dermed har angrebet mod tegnekonkurrencen udviklet sig til en realtidsdemonstration af forskellen på opfattelsen af ytringsfrihed i den gamle og nye verden. I dele af Europa er begrebet blevet militariseret og gjort absolut, mens det i USA betragtes som relativt til andre værdier, bl.a. tolerance over for minoriteter og almindelig høflighed.

Derfor måtte begge parter tage imod i går, både de døde skudmænd og den terrorisme, som de repræsenter, og Pamela Geller og den aktivisme, som hun repræsenterer.

Forbundspolitiet FBI identificerede den ene af de to gerningsmænd som Elton Simpson, en 30-årig klinikassistent, der var født i Illinois, flyttede til Phoenix og konverterede til islam. I 2010 fik han en betinget dom, fordi han fortalte en FBI-informant, at han var interesseret i at føre hellig krig. Kort før angrebet mod udstillingsstedet i Texas twee-tede han:

»Min bror og jeg har givet ed til de troendes fører. Må Allah acceptere os som hellige krigere.«

Han brugte »texasattack« som hashtag. Minutter senere var han og hans unavngivne fælle døde uden at have opnået andet end at dø og give Gellers uomtalte tegnekonkurrence omtale.

Politiet efterforskede i aftes Simpsons lejlighed i Phoenix, og hans far sagde til ABC TV, at sønnen »havde foretaget nogle rigtigt dårlige valg i sit liv«. Han arbejdede på det seneste som assistent på en tandlægeklinik, men havde svært ved at finde sig til rette, og han blev tiltrukket af den militante islam. Faderen undskyldte på familiens vegne, og som han sagde:

»Vi er amerikanere, vi tror på Amerika. Min søns handlinger stiller familien i et meget dårligt lys.«

Alle toneangivende politikere, medier og organisationer tog afstand fra Simpsons angreb, blandt andre formanden for den førende amerikanske organisation for muslimer.

Islamhad

Her ville den offentlige reaktion formentlig – i en kontinentaleuropæisk kontekst – stoppe. Med et ubetinget fokus på angriberen og hvor han kom fra. Men den amerikanske reaktion rummede også den anden dimension, nemlig et fokus på de angrebne og hvor de kom fra.

Kendte borgerretsorganisationer som Anti-Defamation League og Southern Poverty Law Center tog således skarpt afstand fra angrebet, men også de angrebne. Anti Defamation League omtalte Pamela Geller som en »antimuslimsk aktivist« og Geert Wilders som »fortaler for en konspiratorisk antimuslimsk dagsorden«, og på en række TV-kanaler måtte Geller forsvare sig mod at være hadefuld og racistisk i sin agitation.

CNNs studievært Alisyn Camerota refererede den tale, som Wilders holdt ved arrengementet, og Wilders sagde bl.a., at »vores judeo-kristne kultur er islam langt overlegen«, fordi islam ikke tør tillade humor.

»Humor vil afsløre, hvor idiotisk og latterlig (islam, red.) er,« sagde han.

Den slags lød, sagde CNNs Camerota, ikke som et forsvar for ytringsfrihed, men mere som udpræget islamofobi. Hvilket førte til et højlydt skænderi, hvor Geller angreb Camerota for at være »nedladende«, og Camerota angreb Geller for at være »meget islamofobisk«.

Washington Post havde i sin omtale kun lidt offersympati over for Geller, men kaldte hende for en »velhavende husmor, der har slået sig på blogging«; avisen brugte mest plads på at fremhæve, hvordan borgerretsgrupper betragtede Gellers organisation som »en hadgruppe«, og Southern Poverty Law Center noterede, at Geller agiterer for, at Obama ikke er amerikaner, og at han er hemmelig muslim.

»Han er en mand fra den tredje verden, som ... vil gøre hvad som helst for at tilfredsstille sine islamiske herrer,« skrev Geller på et tidspunkt. Og en medstifter af Gellers antiislamiske organisation fortalte, at han havde brudt med hende, fordi hun simpelt hen var »for stupid«.

Ikke Pamela

Så Washington Post har kun til dels ret.

Pamela Geller fik sit Charlie Hebdo-øjeblik, men hun fik udelukkende omtalen, ikke den offentlige respekt, og hun blev mod sin vilje et eksempel på den amerikanske multikulturalisme, som kombinerer ytringsfrihed med tolerance for minoriteter og almindelig høflighed. Europæerne var »je suis Charlie« dagen derpå, men amerikanerne er ikke Pamela, langtfra.