Vatikanstaten bekræfter første tilfælde af coronavirus

Coronavirus er kommet til Vatikanstaten, der har sat flere tiltage i gang for at undgå, at smitten spredes.

 

Vatikanstaten, der ligger midt i den italienske hovedstad, Rom, har registreret sit første tilfælde af coronavirus.

Det siger Matteo Bruni, der er talsmand i Vatikanet, fredag.

Smitten blev opdaget torsdag. Dele af Vatikanstatens sundhedsklinik er efterfølgende blevet lukket ned for at blive gjort rent.

Akutafdelingen er dog fortsat åben, lyder det.

Der bor omkring 1000 indbyggere i den lille uafhængige stat, der er pavens hjemsted og et populært turistmål.

Det igangværende udbrud af coronavirus, der særligt har ramt Italien hårdt, betyder dog, at mange turister bliver væk.

»Vatikanstaten er tom,« siger Annie Ojile, der er privat turguide i Rom, til det amerikanske medie NBC News.

Vatikanstaten har iværksat en række tiltag for at bekæmpe spredning af virusset. Blandt andet overvejes ændringer i pave Frans' planer.

Den 83-årige pave meddelte ved sin søndagsbøn i sidste uge, at han ville droppe en årlig tur til syd for Rom på grund af en forkølelse. Han var inden da blevet set snøfte og hoste, skriver nyhedsbureauet AFP.

Vatikanet understreger, at der er tale om en forkølelse, og at det altså ikke har relation til eksempelvis coronavirusudbruddet.

/ritzau/Reuters