Vatikanet indfører bopælspligt for de døde

De jordiske rester hører til på kirkegården og må hverken spredes i naturen eller opbevares derhjemme, hvis man vil have den katolske kirkes begravelsesceremoni med på vejen, fastslår Vatikanets Troskongregation.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. november er kirkegårde over alt i den katolske verden fyldt med farver og fest. Det er allehelgensdag, og man fejrer ikke blot »Sankt denne og hin« men også sine egne afdøde slægtninge - flere steder med madkurv og en lille én indtaget mellem gravsten, mindetavler og nicher.

Det kan virke en eksotisk, når man er vokset i en protestantisk tradition, men foregår ikke desto mindre i det store hele efter Vatikanets forskrifter. Til gengæld har kirkefædrene benyttet dagene forud for dette års dødefest til at trække en anden streg i den indviede jord, når det handler omgangen med de jordiske rester af vores kære: De døde hører hjemme på kirkegården og må ikke ligge og flyde alle mulige andre steder.

Stadig flere vælger at blive brændt for derefter at lade deres aske sprede over havet, i bjergene eller i en skov. Men den slags »panteistiske, naturalistiske eller nihilistiske misforståelser« går ikke, hvis man samtidig vil have en officiel kirkelig ceremoni med på vejen, fastslår Vatikanets Troskongregation i et dokument med titlen »Ad resurgentum cum Christo« (For at genopstå med Kristus).

Det samme gælder for den ikke ualmindelige skik med at have sine afdøde ægtefæller eller forældres urner stående derhjemme - sådan er det f.eks. i overtegnedes spanske svigerfamilie - medmindre man overfor sin lokale biskop kan godtgøre helt særlige forhold. At fordele de jordiske rester mellem flere familiemedlemmer gør i sagens natur kun ondt værre, pointerer Troskongregationen, der også nedlægger veto mod, at asken omdannes til smykker.

Sagen er, at de døde er »Guds børn«, og at deres jordiske rester ikke bør betragtes som »de efterladtes private ejendom«, forklarede kardinal Gerhard Müller i forbindelse med præsentationen af dokumentet. Men hvis det er sådan, burde Vatikanet så ikke gå forrest og få styr på diverse helgeners legemsdele, der med status som relikvier ofte er fordelt mellem en række kirker, spurgte en britisk journalist, hvilket udløste en del fnisen på pressemødet.

Et andet medlem af Troskongregationen erkendte, at der er tale om en »gammeldags og noget provinsiel tilbedelsesform«, som kirken ikke ville tillade i dag. At gøre op med den kunne imidlertid udløse »krig« om retten til relikvierne, vurderede han, og selv ikke efterfølgeren til den engang så frygtede inkvisition ser nogen grund til at udfordre de troende mere end højest nødvendigt.              

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.