Vatikanet åbner sag mod kardinal, som er dømt for seksuel misbrug

Den australske kardinal, der i december blev dømt for overgreb mod drenge, er nu blevet frataget sin position som økonomisk ansvarlig i Vatikanet.

Kardinal George Pell blev onsdag varetægtsfængslet ved retten i Melborurne i Australien. Han blev i december dømt skyldig i seksuelle overgreb. Straffens længde afgøres 13. december. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Pockett Ritzau Scanpix

Vatikanet meddelte onsdag, at det vil indlede en efterforskning af beskyldninger mod den højtstående kardinal George Pell, som er nummer tre i pavestatens hierarki, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig er George Pell blevet frataget jobbet som ansvarlig for den katolske kirkes økonomi.

Det sker efter, at et nævningeting i Melbourne i Australien 11. december kendte den 77-årige George Pell skyldig i seksuelle overgreb på to kordrenge for 22 år siden.

George Pell, der under sagen i Australien har været løsladt mod kaution, blev onsdag varetægtsfængslet i Melbourne, skriver det katolske nyhedsbureau, CNA.

Pell er af retten fundet skyldig i overgreb mod to drenge. I det ene tilfælde drejer det sig om samleje og i det andet andre eksuelle overgreb. Pell, der afviser anklagerne, risikerer at blive idømt 50 års fængsel. Der falder dom i sagen 13. marts.

Vatikanet oplyste onsdag, at kardinal Pells sag nu vil blive behandlet ifølge de kirkelige regler, som gælder for præster og ledere i den katolske kirke.

Pell, der var ærkebiskop i Melbourne og en højtplaceret skikkelse i Vatikanet, er en de øverst placerede i den katolske kirkes hierarki, der er blevet dømt for seksuelle overgreb.

Mange sager om overgreb

Sagen mod Pell er blot en af mange. De seneste år har ofre og pressen afsløret seksuelle overgreb begået af præster i den katolske kirke i en række lande verden over, og sagerne har svækket tilliden til kirken, også i dens egne menigheder.

I flere tilfælde har kirken forsøgt at dække over overgrebene ved flytte rundt på præster, som er blevet anklaget for overgreb.

I slutningen af maj 2018 blev ærkebiskoppen i Adelaide, Philip Wilson, dømt skyldig i at fortie, at en alterdreng tilbage i 1970erne havde fortalt om seksuelle overgreb begået af en pædofil præst.

Anklagerne mod Philip Wilson blev rejst som en del af en større koordineret efterforskning om sexovergreb mod børn i den katolske kirke.

I sin årlige tale i december sidste år lovede pave Frans, at den katolske kirke aldrig nogensinde igen vil ignorere anklager om misbrug.

De seneste dage har omkring 115 ledende katolske biskopper været samlet til et fire dage langt historisk møde i Vatikanet. Mødet er blevet fulgt af demonstranter, hvoraf flere, både mænd og kvinder, selv er ofre for præsters misbrug.

Biskopperne har sammen med paven og hans rådgivere diskuteret tiltag for at forebygge præsters og biskoppers seksuelle overgreb på børn.

I sin afsluttende tale søndag slog pave Frans fast, at det skal være slut med, at præster i den katolske kirke misbruger og krænker mindreårige seksuelt.