Varslet strejke i Heathrow-lufthavnen droppes mandag

Ansatte i Heathrow-lufthavnen i London vil alligevel ikke strejke mandag. 170 fly er allerede blevet aflyst.

Tusinder af ansatte i Heathrow-lufthavnen har varslet strejke mandag og tirsdag, medmindre det lykkes parterne at forhandle sig frem til en aftale i weekenden. (Arkivfoto) Luke Macgregor/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den varslede strejke i Europas travleste lufthavn, Heathrow i London, er blevet udsat - indtil videre med en dag.

Strejken skulle ellers være begyndt umiddelbart efter midnat mandag og skulle have varet til og med tirsdag.

Parterne i konflikten - de ansatte og lufthavnens ledelse - ønsker angiveligt mere tid til at forhandle, inden en eventuel strejke bryder ud.

Det oplyser repræsentanter for de ansatte ifølge nyhedsbureauet AP.

Flere end 170 afgange - på tværs af forskellige luftfartsselskaber - er blevet aflyst på grund af den varslede strejke. Men fordi strejken er blevet udsat, kan en del af mandagens aflysninger blive annulleret.

Eksempelvis har SAS sent søndag aften besluttet at gennemføre to afgange fra Heathrow mandag til henholdsvis København og Arlanda-lufthavnen i Stockholm, som tidligere var blevet aflyst.

Dog fastholder SAS aflysningen af en enkelt afgang fra Heathrow til Arlanda-lufthavnen, som var planlagt mandag morgen.

Passagerer, der rejser til eller fra Heathrow, opfordres til løbende at holde sig opdateret enten på Heathrows hjemmeside eller hos de enkelte flyselskaber.

Det er sikkerhedsvagter, brandmænd, flymekanikere og chauffører, der har ønsket at nedlægge arbejdet.

De lufthavnsansatte i fagforeningen Unite har afvist et tilbud fra Heathrows ledelse om en lønstigning på 7,3 procent over to år.

Efter lange forhandlinger i de sene timer natten til søndag har fagforeningen igen søndag holdt møder med lufthavnens ledelse for at forsøge at finde en løsning på uenighederne.

Repræsentanter for Unite har oplyst, at fagforeningen arbejder for at sikre lige vilkår for medarbejdere, der udfører det samme arbejde i lufthavnen.

Desuden har fagforeningen fokus på et "uacceptabelt" løngab, der ifølge dem er mellem de ansatte i lufthavnen og Heathrows administrerende direktør, John Holland-Kaye.

»Det tager Holland-Kaye omkring to dage at tjene det samme, som nogle af de lavestlønnede tjener på et år«, har fagforeningen udtalt.

Hvis parterne ikke når til enighed i løbet af mandag, vil de ansatte i Heathrow-lufthavnen nedlægge arbejdet tirsdag.

/ritzau/