»Var vi vanvittige i 1989?« Jubilæumsår for Berlinmurens fald præges af tvivl og selvransagelse i Europa

Tiden er mere til gravøl og knap så meget til champagne. Europa er ved at gøre klar til markeringen af 30-året for revolutionsåret 1989 og Berlinmurens fald. Indtil videre er feststemningen udeblevet. Berlingske har mødt 1989-professoren Timothy Garton Ash til en samtale om, hvor Vesten tog fejl i 1989 – og hvor vi ramte plet.

GERMANY-BRITAIN-HISTORY-AWARD-GARTON ASH
Den britiske historiker Timothy Garton Ash (t.v.) modtog i 2017 den prestigefyldte Karlspris. Ved overrækkelsen var blandt andre Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, til stede. Blandt de tidligere prismodtagere er Winston Churchill, Helmut Kohl og Francois Mitterrand. Berlingske har mødt 1989-professoren på Café Einstein i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Kaiser / DPA / scanpix

Der findes i Europa næppe mange historikere, der ikke bare udlægger historien, mens den foregår, men også selv præger den. Timothy Garton Ash, der er professor ved det britiske Oxford University, er en af de få.

I 2019 kæmper han en intens kamp for at undgå Brexit. Lige inden mødet med Berlingske på Café Einstein på Unter den Linden har han således været forbi CDUs nye formand, Annegret Kramp-Karrenbauer.

I juni 1989 sad Timothy Garton Ash med Solidaritets top på Café Surprise i Warszawa. Senere rådgav han Tjekkoslovakiets Vaclav Havel på Laterna Magika-teateret i Prag med den berømte sætning:

»I Polen tog det ti år, i Ungarn ti måneder, i DDR ti uger. Måske det i Tjekkoslovakiet kun vil tage ti dage at vælte kommunisterne?«

I 2017 blev Timothy Garton Ash som én af få ikkepolitikere hædret med den prestigefyldte Karlspris for sin indsats. I 2019 er det imidlertid så som så med nye visioner hos historikeren.

»Vi bør være mere end glade, hvis vi om 30 år bare har bevaret det Europa, vi har i dag,« siger han.

»Surfer du?«

Trods tweedjakke, en ikketændt pibe og en dåbsattest, der viser, at professoren har rundet de 60, indleder Oxford-professoren ikke desto mindre samtalen med et overraskende spørgsmål: »Sig mig, surfer du?«

Spørgsmålet skyldes, at Timothy Garton Ash for nylig har anmeldt kollegaen Ian Kershaws nye mursten af en roman, der handler om efterkrigstiden fra 1947 til 2017. Alt er fremragende ved den bog, må man forstå. Bortset fra titlen, »Roller-Coaster« (rutsjebane, red.).

»En rutsjebane begynder ét sted og slutter et andet. Det er en deterministisk metafor. Sådan er Europa ikke. Hvordan Europa udvikler sig, afhænger i høj grad af os selv. Se bare på 1989 – det var jo ikke en given ting, at Berlinmuren ville falde, og at Polen ville blive frit,« siger han.

Ifølge Timothy Garton Ash er roller-coaster fra surfingens verden derfor et langt bedre billede:

»Der kommer en stor bølge. Du bevæger dig opad, og så vender du i luften for at ramme bølgen på vej nedad. Det er sådan en bølge, vi skal håndtere i 2019. Det har vi en mulighed for. Men vi kan også falde ned til hajerne,« lyder det på Café Einstein tæt på Humboldt Universitetet, hvor Timothy Garton Ash skrev dele af sin disputats tilbage i DDR-tiden.

Ingen hajer ved de forrige jubilæer

Ved de forrige store jubilæer for 1989-revolutionsåret, 2009 og 2014, var der ingen, der talte om hajer og kriser. Dengang var også Ashs taler præget af lettelse og håb. Efter mødet med Berlingske skal han imidlertid til Beograd og Sofia for at holde en 30-års jubilæumstale med den sigende titel: »Var vi vanvittige? Refleksioner over håbet fra 1989«.

I 2009 og 2014 markerede Europa henholdsvis 20-året og 25-året for Berlinmurens fald og frigørelsen af Central- og Østeuropa. Dengang var stemningen høj og præget af lettelse og glæde. I 2009 lod tyskerne dominobrikker vælte langs muren for at vise, at begivenhederne i Tyskland blev hjulpet på vej af revolutionerne i Polen og Ungarn. I 2019 er stemningen langt mere trykket. Fold sammen
Læs mere
Foto: AXEL SCHMIDT / AFP / scanpix.

»I 2009 og 2014 var det endnu glæden, der dominerede. I år er det meget anderledes. Alt bliver anfægtet og er genstand for uenighed. Tag bare Polen. I 2009 og 2014 var man nogenlunde enige om, at 1989 var en revolution og en glædelig begivenhed. Nu siger Polens stærke mand, Jaroslaw Kaczynski, at 1989 var en studehandel mellem kommunister og postkommunister, og at den rette revolution finder sted lige nu. Lignende synspunkter hører du fra Viktor Orbán i Ungarn,« siger Timothy Garton Ash.

Han peger desuden på, at man i den tyske Forbundsdag ikke kan blive enige om, hvem man fra Central- og Østeuropa skal invitere til 1989-festen. De mest oplagte som blandt andre Vaclav Havel er døde, mens de levende alle indtager et eller andet synspunkt i den polariserede debat.

Viktor Orbán, Ungarns ministerpræsident, gik i 1989 selv på gaden mod kommunismen. I en større tale i februar 2019 sagde han følgende om 1989: »For 30 år siden troede vi, at vi endegyldigt havde smidt den kommunistiske tanke om, at nationer skal erklæres for døde på hiotoriens mødding  Men i dag virker det, som om vi tog fejl. I dag forkyndes det i igen i verden, at der ikke skal være nationer, men åbne samfund, hvor vores traditioner oversvømmes af udenlandske kulturer.« Fold sammen
Læs mere
Foto: SZILARD KOSZTICSAK / EPA / scanpix.

Intet knæfald

2019 er også i Vesteuropa i langt højere grad præget af bekymring og selvransagelse. Gjorde Vesten det rigtige i 1989, og hvorfor sluttede historien i 1989 ikke med den altafgørende sejr til Vesten, som den amerikanske forsker Francis Fukuyama forudsagde?

Grundlæggende er Timothy Garton Ash af den opfattelse, at datidens politikere skal undlade at falde på knæ og sige undskyld.

»Vi er ikke vanvittige eller dumme. 1989 er og bliver et fantastisk år, og det var årene efter også. Vi gjorde det rigtige. Friheden og demokratiet sejrede, og vi indfriede central- og østeuropæernes hedeste ønske – at blive ligesom som os. Og for øvrigt: Hvor lang tid skal noget have været en succes, før det ikke længere er en succes?« spørger han.

»Havde jeg ladet mig fryse ned i 2005, ville jeg have forladt Europa som en lykkelig mand. Central- og Østeuropa var optaget i EU og NATO, og på Maidan-pladsen i Kiev gik de på gaden med det europæiske flag. Jeg husker det. For jeg stod der og frøs,« fortsætter Timothy Garton Ash.

I Prag gik flere 100.000 på gaden i november 1989. »Fløjlsrevolutionen« var den hurtigste og den mest fredelige af 89-revolutionerne. Forfatteren Vaclav Havel var ifølge Timothy Garton Ash en af de mest markante personligheder i 1989. I november stod han på balkonen sammen med Alexander Dubcek, der i 1968 forsøgte at give socialismen et menneskeligt ansigt. Det såkaldte »Forår i Prag« blev slået ned af kampvogne fra Warszawa-pagten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Blandt de fejl, som Vesteuropa trods alt begik, var i så høj grad at fokusere på lanceringen af den fælles mønt frem for at få Central- og Østeuropa på fode og udbygge den fælles udenrigspolitik.

»Vi installerede en computerstyret aircondition i den vestlige del af huset, mens der var hul i taget i den østlige del. Det gjorde vi, fordi vi ville indbinde det genforenede Tyskland, og så åbnede vi vores indre grænser, før vi havde styr på de fælles, ydre grænser. Det betalte vi en høj pris for, da først flygtningekrisen ramte.«

Derefter fulgte finanskrisen, som Vesten havde meget svært ved at tackle, men det har ikke noget at gøre med de beslutninger, vi tog i kølvandet på 1989.

To fejl i Øst

Også i Central- og Østeuropa bør 1989-politikerne undlade at falde på knæ.

»Vi skal altså passe på med at påstå, at vi dengang var så optimistiske på deres vegne. Da jeg skrev min bog »We the People« i foråret 1990, spåede jeg som mange andre, at der naturligvis ville komme tilbageslag, og at demokratierne i perioder ville minde om dem fra mellemkrigstiden.«

Politikerne bag det tidligere jerntæppe kunne ifølge Timothy Garton Ash have ageret anderledes på to fronter: Alt gik pludselig op i markedsøkonomi, ligesom politikerne glemte socialpolitikken. Dertil kom, at de skulle have nedsat »sandhedskommissioner«.

»Resultatet er, at historien hele tiden stikker hovedet frem på ny,« siger Timothy Garton Ash.

I Prag gik flere 100.000 på gaden i november 1989. »Fløjlsrevolutionen« var den hurtigste og den mest fredelige af 89-revolutionerne. Forfatteren Vaclav Havel var ifølge Timothy Garton Ash en af de mest markante personligheder i 1989. I november stod han på balkonen sammen med Alexander Dubcek, der i 1968 forsøgte at give socialismen et menneskeligt ansigt. Det såkaldte »Forår i Prag« blev slået ned af kampvogne fra Warszawa-pagten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Den grumme overraskelse på Cafe Surprise

Selv om knæfald langtfra er på sin plads, mener Timothy Garton Ash, at der er grund til selvrefleksion. På et område tog Vesten grueligt fejl, mens Vesten på et andet var alt for naiv. Også selv om vi bare kunne have slået op i historiebøgerne.

Massakren på Den Himmelske Freds Plads og ikke mindst Kinas lære af begivenheden er lige så meget en del af historien om 1989 som  Murens fald og demokratiets fremmarch i  Central- og Østeuropa. Dengang så Vesten massakren som et tegn på, at demokratiet på sigt også ville sejre i Kina, siger Timothy Garton Ash. Her tog analytikerne og politikerne fejl. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER / Reuters / scanpix.

»Jeg glemmer aldrig den eftermiddag 4. juni 1989, hvor jeg sad glad på Café Surprise i Warszawa med politikere fra Solidaritetsbevægelsen, der havde vundet en jordskredssejr ved det første frie valg i Polen. Da vi kiggede op på TV-skærmen, så vi billederne fra Den Himmelske Freds Plads og massakren på de studerende.«

Dengang var Ashs opfattelse, at massakren var et stort tilbageslag for demokratiet i Kina, men godt for Central- og Østeuropa. For nu måtte både kommunister og demonstranter lægge bånd på sig selv for at undgå, at kampvognene også kom til at rulle i Europa.

Dette lykkedes, selv om det var lige ved at gå galt i Leipzig i oktober 1989, hvor DDRs daværende leder, Erich Honecker, havde givet ordre til, at militæret skulle sættes ind over for demonstranterne.«

»Den kinesiske løsning.« Mange demonstranter i Leipzig den 9. oktober 1989 frygtede, at de ville lide samme skæbne som de studerende på Den Himmelske Freds Plads. Og ifølge historikerne kom det tæt på. DDR-lederen, Erich Honecker, havde givet ordre om, at demonstrationen skulle stoppes ved magt. Men den ansvarlige i Leipzig, Helmut Hackenberg, fulgte ikke ordren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters /scanpix.

»Hvad vi ikke forudså var, hvilken lære det kinesiske kommunistparti ville drage af 1989. Resultatet blev, hvad jeg kalder »leninistisk kapitalisme«, men den var jo som en tør snebold – en selvmodsigelse af dimensioner. Hvis du kan din Marx, så var det modsatte af kommunisme jo kapitalisme, så ingen kunne forestille sig et kommunistisk-kapitalistisk system.«

Ifølge Timothy Garton Ash ville det imidlertid kræve en »superovermenneskelig evne« at forestille sig noget, som verden aldrig har set før.

»Folk forudsiger ikke det, der er fuldstændigt nyt. Generaler har det jo også med at planlægge ud fra den forrige krig.«

Timothy Garton Ash, professor, Oxford Universitetet

»Xi JInpings Kina er lige så meget et produkt af 1989 som Polen, Ungarn, Tjekkiet osv., men det er først for alvor gået op for os i dette jubilæumsår.«


Dette ændrer så ikke på, at Kina udgør den del af 1989, som er den største forskel i forhold til de glade revolutionsdage:

»Xi Jinpings Kina er lige så meget et produkt af 1989 som Polen, Ungarn, Tjekkiet med flere, men det er først for alvor gået op for os i dette jubilæumsår.«

»Det er svæt at tabe et imperium. Og det burde vi have erkendt.« Timothy Garton Ash mødte allerede Vladimir Putin i 1994, hvor han mere end antydede, at han ville indlemme Krim igen i Rusland. Dengang var Putin i Sankt Petersborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV / AFP / scanpic.

Møde med Putin

Derimod er Oxford-professoren anderledes kritisk over for Vestens ageren i forhold til Rusland. Her burde vi have vidst, at det ville være hårdt for Sovjetunionen at tabe et stort imperium – ganske som det var for eksempelvis briterne.

Timothy Garton Ash husker selv, hvor han var, da han erkendte, at det ville ende galt.

»Det var i Sankt Petersborg i 1994. Den første og eneste gang, jeg har mødt Vladimir Putin. Der var alle mulige kendte politikere til stede, og ingen lagde mærke til den lille, underlige mand, der var udsendt fra borgmesterkontoret. Vi spidsede dog alle ører, da Putin slog fast, at der efter 1989-1991 nu boede millioner af russere uden for landets grænser, og at Rusland havde en særlig forpligtelse til at gøre noget for disse borgere. Og så nævnte han specifikt Kaliningrad og Krim. Så vi vidste allerede i 1994, at det ville gå galt, men vi gjorde ikke noget.«

Timothy Garton Ash, professor, Oxford Universitetet

»Den konference i Sankt Petersborg viser, at Putin ville have reageret - NATO-udvidelse eller ej. Den diskussion er helt om sonst. Stolte nationer afgiver ikke bare store landområder. «


I modsætning til andre får denne kritik imidlertid ikke Timothy Garton Ash til at vende sig imod NATO-udvidelsen med de central- og østeuropæiske lande.

»Den konference i Sankt Petersborg viser, at Putin ville have reageret – NATO-udvidelse eller ej. Den diskussion er helt omsonst, for stolte nationer afgiver ikke bare store landområder. I min bog kan man faktisk vende det hele om. Tænk, hvis vi ikke havde udvidet NATO, og Krim var sket. Vi udvidede jo i høj grad også NATO, fordi østeuropæerne var bange for Rusland, men vi havde for lidt fokus på Rusland i årene efter 1989.«

»Din redaktør bliver ikke glad«

Annegret Kramp-Karrenbauer, som Timothy Garton Ash mødtes med kort forinden, har så langt et navn, at hun ofte forkortes til AKK.

Hendes navn er dog intet i forhold til det lange ord, som Ash netop har lanceret på en optaktskonference i Berlin i forbindelse med den årlige sikkerhedspolitiske konference i München – Weltpolitkfähigkeitsverlustvermeidungsstrategi.

»Det ord tror jeg ikke, din redaktør kan lide. For hvordan får du det ind i en overskrift?«

Ordet, der få dage senere citeres igen og igen på sikkerhedskonferencen i München, opsummerer Ashs holdning til det fremadrettede EU-samarbejde. Han tror ikke rigtigt på, at Europa i en verden med Donald Trump, Brexit, Kina og voksende populisme i blandt andet Ungarn kan blive enige om store, nye visionære projekter.

Det, det derimod gælder om, er at bevare, hvad vi har – og ikke mindst undgå at overlade den internationale scene til Kina, USA med flere, mener Timothy Garton Ash.

»Jeg er nok blevet mere nøjsom og konservativ på mine gamle dage. Men når man ser på, hvor mange hajer, der er i farvandet, så ville jeg altså være uhyre taknemmelig, hvis vi om 30 år bare kan bevare det, vi har og grundlæggende opnåede i 1989. Det bliver svært nok at ramme bølgen rigtigt.«

Lykke Friis er Berlingskes korrespondent i Tyskland