Var Mr. Miltbrand i virkeligheden miltbrand-terroristen?

Han var USAs førende ekspert i miltbrand. Han arbejdede i en eliteenhed ved hærens forsknings­center. Og samtidig var han manden bag det store miltbrandangreb i 2001, siger de amerikanske myndigheder. Hvis historien er sand, var han også manden, der plantede frygten for terror i amerikanerne.

Medarbejdere fra FBI ved American Media Inc. i Boca Raton, Florida, der var det første sted, der modtog et brev med miltbrand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters

BOCA RATON/SANTA FE: Bruce Ivins kan ikke svare for sig, for Bruce Ivins er død.

Tirsdag tog han en overdosis af smertestillende medicin, han døsede ind, og på sygehuset kunne lægerne ikke genoplive ham. Han blev 62 år.

Selvmordet chokerede hans familie, og selvmordet chokerede hans kolleger, for Bruce Ivins var ikke et tilfældigt navn i telefonbogen.

Han var en god familiefar, en søjle i sin lokale kirke, og samtidig var han en af USAs førende miltbrandforskere. Han havde i 18 år arbejdet på hærens forskningscenter i Fort Detrick ved Washington, og han stod i spidsen for en elitegruppe, som på én og samme tid skulle udarbejde endnu farligere miltbrandsporer og forsøge at finde en vaccine mod miltbrand. Når andre biokemiske forskere skulle vide noget om miltbrand, når internationale konferencer skulle vide noget om miltbrand, når forbundspolitiet skulle vide noget om miltbrand, så gik de alle til Bruce Ivins.

Måske gik de i virkeligheden også til den mand, som stod bag det værste biokemiske angreb i den vestlige verden i nyere tid.

For ifølge Los Angeles Times var det grunden til, at Bruce Ivins tirsdag gjorde selvmord.

Anklagemyndigheden havde netop meddelt ham, at han stod over for at blive sigtet for miltbrand­angrebet, der i efteråret 2001 dræbte fem mennesker og ramte 30 andre og satte verden på den anden ende. I månedsvis havde han været under efterforskning for angrebet, et stornævningeting var samlet for at vurdere bevismaterialet, hans nærmeste familie og flere af hans kolleger var blevet afhørt, han havde hyret en af de førende forsvarsadvokater i Washington-området, og anklageren havde meddelt, at han ville kræve Ivins dømt til døden.­

Det ville være et fald fra de øverste tinder, i fuld offentlighed, med journalister og fotografer i hælene, han ville blive fyret, og familien ville blive ruineret, og tirsdag valgte han så sin egen vej ud.

Hans advokat, Bruce Kemp, bekræftede i aftes sagen og efterforskningen: »Jeg har i et år haft æren af at repræsentere Bruce Ivins (...) Den vedvarende strøm af rygter og mistanker får forskellige mennesker til at reagere på forskellige måder, og i Bruce Ivins’ tilfælde førte det til hans alt for tidlige død,« sagde Bruce­ Kemp

Dermed døde »en verdensberømt og hædret videnskabsmand, som i 33 år tjente sit land,« sagde advokaten.

Det er svært at forstå, at det dermed er slut, og det er også svært at forstå, at det begyndte her.

Berlingske Tidende besøgte for få uger siden den by og den bygning, hvor miltbrand gik fra at være en abstrakt trussel til at være en meget nærværende trussel, og hvor USA for første gang følte en kriblende uro, en omklamrende usikkerhed, stedet hvor det hele begyndte i efteråret 2001, og det er et aparte ground zero.

Få minutter herfra leger børnene på de velkæmmede strande, få minutter herfra shopper fine damer i fine butikker, og det hele føles lidt som at vandre rundt i et af den slags kataloger, hvor man ikke har råd til at købe noget, og hvor personerne ikke ligner rigtige personer.

Livet leves andantino i Boca Raton i Florida, det gode, rige liv, og kontorbygningerne herude langs Yamato Road er skjult bag vægge af træer, så øjnene ikke ved en fejl skulle komme til at hvile på noget uæstetisk. En af kontorbygningerne, et hangarskib af en moderne og anonym kasse, tilhørte American Media, som – akkurat som træerne på Yamato Road – forsøger at skjule en mindre sømmelig virksomhed bag et sømmeligt navn. American Media udgiver de værste sladdermagasiner i USA, fra den slags magasiner som i det mindste tager afsæt i virkeligheden, f.eks. National Enquirer og Star, til den slags magasiner som for tid og evighed har forladt virkeligheden, f.eks. The Sun.

Så American Media var ikke uvant med at skabe overskrifter, men American Media var helt uvant med at skabe overskrifter som offer.

Bob Stevens var billedredaktør hos American Media – og han var syg, hundesyg.

Han og hans kone, Maureen, var i de første dage af oktober 2001 på familiebesøg i North Carolina, og han var ikke på toppen.

»Det er sikkert en influenza,« sagde han.

Han var afkræftet, han havde hovedpine, og han havde bare en generel følelse af at være i en nedadgående viral-spiral. Til sidst kunne han ikke klare at være på besøg mere, »vi kører hjem,« sagde Bob Stevens ifølge avisen Palm Beach Post, og med en enestående kraftanstrengelse kørte han ti timer i træk; han var slap, han havde vand i øjnene, men han kørte, og da de kom tilbage til det sydlige Florida, gik både han og Maureen i seng.

»Jeg elsker dig,« sagde han til sin kone – og det var de sidste meningsfulde ord, han sagde.

»Jeg vågnede midt om natten, fordi han gik rundt i huset,« har Maureen fortalt til avisen. Han faldt, han stødte ind i møblerne, og han var usammenhængende. Hun kørte ham til det lokale sygehus, hvor han gled ind og ud af bevidsthed, og lægerne kæmpede sig gennem diagnosekataloget. Influenza, nej. Lungebetændelse, nej. Meningitis, nej. 48 timer senere fik Maureen Stevens et opkald fra sygehuset. Hun skulle samle familien, og de skulle alle komme derud – nu. »Vi tror, at det er miltbrand,« sagde cheflægen.

»Jeg vidste ikke meget om miltbrand, men jeg var klar over, at det ikke var gode nyheder,« har Maureen Stevens fortalt til Palm Beach Post.

Da hun og familien kom til sygehuset, blev de hjulpet ind i et værelse, hvor der på bordet stod en vandkaraffel og en kasse med servietter. Det var det for sent. »Han er død,« fortalte en læge dem.

Miltbrand? Miltbrand?

Det lød som en scene fra en skrækfilm, en bio-kemisk »Outbreak,« og USA gik i en tilstand af mænd i hvide beskyttelsesdragter og foruroligende billeder. Hvordan havde Bob Stevens inhaleret mitbrand? Hvorfor blev der fundet miltbrand-sporer på American Medias kontor i Boca Raton? Og hvorfor var den pågældende type miltbrand af en ualmindelig finmalet kaliber, den slags, som allernemmest kan komme ud af f.eks. en kuvert og ind i huden, og som derfor er allerfarligst? Der var mange spørgsmål, og USAs daværende og temmeligt hjælpeløse sundhedsminister kom med et svar, der siden er blevet lige så berygtet, som da trafikminister Knud Østergaard skulle forklare meningen med Storebæltsbroen.

»Der er ingen grund til panik,« sagde Tommy Thompson. »Bob Stevens var på en vandretur i bjergene ... måske drak han noget vand, og måske var det noget i vandet.«

Nej, det var ikke noget i vandet. I løbet af de følgende uger fandt amerikanerne ud af, at det i stedet var noget i luften.

TV-stationerne CBS og NBC modtog breve med miltbrand, og Kongressen opsnappede miltbrand-breve adresseret til en række førende senatorer, og hele vejen – på deres vej – strøede brevene de mikroskopiske sporer af død. 30 mennesker blev ramt af miltbrand, fem mennesker døde, og millioner og atter millioner levede en kuldkastet tilværelse i terror. På den måde blev miltbrandangrebet så meget værre end fly-selvmordsangrebene 11. september; naturligvis ikke i antallet af dræbte, men i følelsen af terror.­

Selvmordsterrorister og selvmordsfly i luften er håndgribeligt, de er i mere end én forstand på radaren, men bittesmå sporer af miltbrand, forarbejdet så fint, at de kan slå storbyer ihjel, det er som at blive angrebet af en usynlig fjende, og angrebene er udiskriminerende og dødelige.

Snart afviste beboere i Washington at modtage post, eller de tog den med gummihandsker og rystede den, eller de puttede den i mikroovnen, de hamstrede antibiotika og foldede deres hænder i bøn, og snart var frygten så epidemisk, at den nåede kloden rundt og også hele vejen til Danmark, til TV-reportere og nordjyske buschauffører, og FBI nåede til gengæld ingen vegne. Myndighederne fokuserede på én miltbrandforsker, Steven Hatfill, og den daværende amerikanske justitsminister, John Ashcroft, erklærede Hatfill for at være »en person af interesse«, og Hatfill blev fyret og kunne ikke finde andet arbejde, og i sidste måned måtte regeringen give ham en ertstatning på 5,85 mio. dollar for reelt at have ødelagt hans liv.

En advokat her i Florida nåede derimod til en konklusion, som i dag synes ganske profetisk.

Maureen Stevens hyrede advokat Robert Schuler til at efterforske sagen, og Schuler begyndte at studere den særlige art af miltbrand, som dræbte Bob Stevens. Det var en art af miltbrand, som i fagkredsen gik under navnet Ames-stammen, og den kunne kun komme ét sted fra, fandt Schuler ud af: Fra den amerikanske hærs biokemiske forskningscenter i Fort Detrick uden for Washington.

Miltbrandmorderen var enten en person, som arbejdede der, eller det var en person, som havde stjålet miltbrand-sporerne der, sagde Stevens, og uanset om det var det ene eller det andet, så var Fort Detrick centrum for begivenhederne. Schuler talte med tidligere Detrick-ansatte, som fortalte, at sikkerheden var så slap og kontrollen så sløset, at de – hvis de ville – uden problemer kunne have taget forarbejdet miltbrand med ud fra forskningscentret, og cheferne havde ingen kontrol med de forskere, som arbejdede med miltbrand. De anede ikke hvor meget eller hvor lidt forarbejdet miltbrand, forskerne havde mellem hænderne.

Schuler anlagde sag mod den amerikanske hær, som bekæmpede ham hele vejen, som nægtede at udlevere informationer, som forsøgte at få sagen eller vidnerne afvist, og som fastholdt – indtil i går – at det ikke var en forsker fra Fort Detrick, som havde gjort noget galt.

Men i sidste ende førte sporet ikke bare til Fort Detrick, men til selve nervecentret i Fort Detrick og til den mand, som mere end nogen anden var Mr. Miltbrand.

Bruce Ivins.

FBI begyndte ifølge Los Angeles Times at interessere sig for ham sidste år, da direktøren for FBI udskiftede efterforskere og efterforskningschefer i miltbrandsagen, og de nye chefer gav ordre om at lade Steven Hatfill være og undersøge alle tidligere løse ender.

En af de løse ender var netop Bruce Ivins. Han havde tidligere tiltrukket sig opmærksomhed, fordi han havde erkendt, at han i efteråret 2001 havde gennemført en grundig klorrensning af sit laboratorium og sit kontor på Fort Detrick. En laboratorie­assistent havde foretaget et miltbrandspild, sagde han, og han havde renset lokalerne godt og grundigt – men uden i første omgang at indberette det. Han forklarede, at han ikke havde indberettet det, fordi der netop i efteråret 2001 var en sådan frygt og et sådan hysteri, at offentligheden bare ville blive endnu mere opskræmt, og derfor var han først gået til bekendelse­ senere.

Han blev spurgt, om han havde gennemført en »efter-rensning«. »Det kan jeg ikke huske,« svarede han.

En efterforsker siger til Los Angeles Times, at det svar »er noget fis. Selvfølgelig kan han huske, om han har foretaget en efter-rensning eller ej.« Den slags skulle allerede dengang have fået alarmklokkerne til at ringe hos FBI, men agenterne var så forhippede på at komme efter Hatfill, at de var blinde over for Bruce Ivins.

Ivins var også kendt for i flere sammenhænge at have råbt op om et bedre beredskab over for miltbrand. Han havde påpeget, at man så let som ingenting kunne sætte et samfund på den anden ende med fintmalede miltbrandsporer, og det burde også have vakt en mistanke – for det kunne være selve motivet bag et angreb. En forsker, som netop ville dokumentere sin pointe.

Da FBI så i sidste måned betalte erstatningen til Hatfill og dermed rensede ham, følte Ivins for alvor mistankens pres, og han gled længere og længere ind i et mørkeland af depression. Han begyndt at tage anti-depressiv medicin, og han blev indlagt til behandling for depression, og han talte om selvmord, alt sammen fordi han ikke kunne tage presset fra efterforskningen, og han fik orlov fra sit arbejde, og han blev bevilget en tidlig pension med effekt fra næste måned, og det overvældede Ivins, siger en kollega til Los Angeles Times:

»Han havde ikke flere penge til at betale sin advokat med. Han var langt mere følelsesmæssig modtagelig end de fleste videnskabsfolk ... Han var meget tyndhudet,« og i sidste ende brugte han sin biokemiske viden til at blande en dødelig blanding af smertestillende midler, og der var ikke flere spørgsmål.

Og desværre – heller ikke flere svar.