Var det hele Sal og Mabels skyld?

Så mange mennesker begik fejl forud for orkanen Katrina og under orkanen Katrina - men så få mennesker er blevet draget til ansvar. To år senere synes ansvaret for alt, hvad der gik galt, at hænge på to mennesker: Sal og Mabel Mangano.

Orkanen Katrina hærgede i dag for præcis to år siden New Orleans. Den kostede 1.836 mennesker livet og ødelagde for 81,2 mia. dollar - den dyreste naturkatastrofe i USAs historie. Men ingen er blevet stillet til ansvar, sigtet, tiltalt eller stillet for en dommer. Bortset fra ægteparret Sal og Mabel Mangano, der i 20 år havde drevet St. Ritas Plejehjem - og som i dagene forud for orkanen Katrina tog en skæbnesvanger og forkert beslutning. <br>Foto: Carlos Barria/Reuters Fold sammen
Læs mere

1. Varme og fugtighed har i princippet ingen lyd, men fortæl det til cikaderne, til græshopperne, til oksefrøerne, til de svirrende og sværmende insekter, som giver sumpene her syd for New Orleans en lydlig dimension.

Det er som om hele landskabet tikker, som uindstillede ventiler, og det er som om hele landskabet kræver at få landskabet tilbageskødet. Er det en spottende lyd? Er det lyden af naturen, som hånler og siger: »Hvad sagde jeg?«

Måske. Og måske har naturen ret.

Allerede inden New Orleans er der en iøjnefaldende mangel på fast grund under fødderne, og på denne side af New Orleans er det næsten væk. Området består af 18 pct. sump, 80 pct. vand og blot to pct. terra firma, og alligevel kom de, alligevel byggede de et amt, som de inde i New Orleans kaldte for »Da Parish«, og som de inde i New Orleans altid havde en overflod af snobbede vittigheder om om beboernes forkærlighed for friture og fribrydning, om drengene, der hed Rocky, og om pigerne, der var lidt for lette og dullede.

Det var St. Bernard, tyvstjålet fra oksefrøerne, barrikaderet bag en labyrint af diger og kanaler, og en katastrofe i sin vorden.

2. Katastrofen kom i dag for to år siden. Katastrofen kom til St. Bernard Parish, til New Orleans, til kysten i Mississippi, og katastrofen efterlod et landskab overstrøet med mindelser om det liv og de liv, der havde været. Ligene lå og svulmede op i varmen og i det mudrede vand; bygninger lignede rådnende tandstumper.

To år senere er det mest overraskende hvor lidt, der har ændret sig. Ligene er vistnok væk, men tandsættet er stadig håbløst uintakt. New Orleans selv New Orleans betragtet fra et bord på Café du Monde og med udsigt til det franske kvarter damper af ødelæggelse. I varmeflimmeren er en følelse af, at det var i går og måske endnu værre: At det også kan blive i morgen og hele området burde være omviklet med den slags gult plastictape, som amerikansk politi bruger, og en betjent burde stå ved indfaldsvejene og vinke nysgerrige videre. »Vær venlig at fortsætte,« skulle han sige. »Her er et gerningssted.«

3. Jeg står foran en lukket og låst gitterport, og omkring 100 meter på den anden side ligger et tilskoddet rødstenskompleks med bliktag. Mellem porten og komplekset går en lang betonvej, der minder om den slags, som tyskerne byggede i de vestjyske klitter.

Jeg er ikke velkommen. »Hold dig væk«, formaner ét skilt. »Privat ejendom«, formaner et andet. »Ingen adgang«, formaner et tredie. Det er, hvad der engang var St. Ritas Plejehjem, opkaldt efter den katolske helgen for desperate anliggender.

29. august 2005 gik Sal Mangano ud på fronverandaen foran plejehjemmet.

Vi ved ikke, hvad han tænkte, men det er ikke usandsynligt, at han følte en vis lettelse. I dagevis havde de løbske meteorologer på TV advaret om århundredets orkan, den store af de store, som kunne, nej, som næsten med sikkerhed ville oversvømme og vælte området omkuld. Men som magasinet Esquire har skrevet sådan talte meteorologerne altid. I 20 år havde Mabel og Sal Mangano drevet et plejehjem her i grebningen af terra firma, og i 20 år havde de overlevet alle orkaner og fede overskrifter.

Så som det eneste plejehjem i St. Bernard havde de ikke evakueret deres beboere, som det eneste plejehjem havde de valgt at blive, hvor de var og hvem havde nu ret?

Klokken var 10.30, orkanen Katrina var blæst forbi et par timer tidligere, og det begyndte at løje af. Strømmen var gået, men generatorerne snurrede, og til frokost skulle de have røde bønner og ris.

Sal Mangano følte sandsynligvis en vis lettelse, som han stod der på sin frontveranda.

Pludselig hørte han en lyd. Det lød som en lang, tungtlæsset godstogsstamme, og han så et syn, som han aldrig vil glemme.

Vilde dyr og husdyr kom løbende imod ham, og bag dem i hælene på dem kom en mur af vand. Muren var to meter høj, sagde nogle vidner, over tre, sagde andre vidner, og muren var som en forlængelse af verdenshavene, uendelig og ustoppelig, og Sal Mangano vendte om og løb ind i rødstensbygningen.

»Vand«, råbte han. »Vand.«

4. Hvem har ansvaret for en orkan?

Det er et både simpelt og knap så simpelt spørgsmål. Vi ved, at Katrina begyndte sit liv som et tropisk lavtryk i Atlanterhavet, og vi ved, at lavtrykket blev til en storm, og at stormen blev til en orkan, der krøb op gennem Den Mexicanske Golf og bom!

Så umiddelbart vil svaret være, at Gud eller naturen har ansvaret for en orkan.

Men Gilbert White nåede til en anden konklusion. Han var sin tids fremmeste ekspert i naturkatastrofer og han efterforskede nøje de begivenhder, som i 1927 førte til de massive oversvømmelser ved New Orleans og langs hele Mississippi-floden. Det var de værste oversvømmelser i sydstaternes historie, og på et tidspunkt hvor forbundsbudgettet var på tre mia. dollar, forårsagede vandmasserne skader for én mia. dollar. »Oversvømmelser er Guds værk,« konkluderede Gilbert White, »men ødelæggelserne efter oversvømmelserne er fortrinsvis menneskers værk«.

Det sindrige system af diger og dæmninger havde den modsatte effekt af den tilsigtede, og ved at bygge, hvor mennesker ikke skulle bygge, inviterede de til katastrofen, mente han.

På samme måde skal orkanen Katrina og konsekvenserne af orkanen Katrina heller ikke udelukkende skrives på naturens konto.

Præsident Bush sagde senere, at orkanen nærmest kom som en tyv om natten, og at ingen havde forventet, at den ville udvikle sig, som den gjorde. Men det er forkert. Optakten til katastrofen var som optaken til en bilulykke, i slowmotion, billede for billede. 23. august 2005 opstod det tropiske lavtryk sydøst for Bahama-øerne, dagen efter blev lavtrykket til en orkan og fik navnet Katrina, og 25. august gik Katrina i land i Florida og skød over halvøen i løbet af en time og ud i Den Mexicanske Golf. Katrina tog sig mageligt tid til at komme op gennem Golfen, men først alt for sent, og alt for utilstrækkeligt gik myndighederne i gang med at evakuere, og i nogle amter f.eks. i St. Bernard Parish kom der aldrig en evakueringsordre.

Chefen for forbundsorkancentret havde advaret om, at Katrina kunne være »The Big One« den orkan, der ville lægge et tæppe af vand over New Orleans men FEMA, det amerikanske svar på Beredskabsstyrelsen, var ikke på plads, og et hospitalskib i Golfen blev aldrig alarmeret.

Hærens Ingeniørkorps, som havde pakket New Orleans ind i kanaler og diger, var også advaret om, at deres indpakning var helt utilstrækkeligt, og i mange tilfælde kunne have den modsatte effekt.

Et godt eksempel er skibskanalen MRGO som de hernede kalder »Mr. Go«, og som blev bygget i 1960erne for at spare skibene en tur op ad den kringlede Mississippi-flod. Men skibene brugte den aldrig, siderne eroderede, og kanalen gik fra at være 150 meter bred til at være op mod en kilometer bred, og hvad værre var: Hvis en orkan kom forbi, ville »Mr. Go« fungere som en tragt, sagde eksperter. Den ville gøre en flodbølge tre eller fire meter højere end den allerede var.

De lokale kaldte kanalen for »Hurricane Highway« og krævede at få den lukket. Men intet skete.

5. Resultatet kender vi. New Orleans og St. Bernard Parish druknede, 1.836 mennesker døde, og orkanen ødelagde for 81,2 mia. dollar, den dyreste naturkatastrofe i USAs historie.

Men ingen er blevet stillet til ansvar. Hverken præsident Bush, guvernøren i Louisiana, borgmesteren i New Orleans, amtsborgmestereren i St. Bernard Parish, chefen for FEMA, beredsskabsministeren eller lederne af Hærens Ingenørkorps.

Ingen er blevet sigtet, tiltalt eller stillet for en dommer.

Kun Sal og Mabel Mangano, to ældre mennesker, som i dagene forud for orkanen Katrina tog en skæbnesvanger forkert beslutning, og som nu synes at skulle bære korset for alle dem, der i dagene og i årene forud for orkanen Katrina tog forkerte beslutninger.

Som deres advokat, Jim Cobb, har sagt til magasinet Esquire, der som det første medie rejste spørgsmålet om den store skyld og den lille skyld efter Katrina.

»Ved du hvem, der døde i stormen«, spurgte Cobb. »Gamle mennesker. Det var ikke et spørgsmål om sorte og hvide, det var et spørgsmål om unge og gamle. 65 pct. af dem, der døde, var over 65 år ... Og hvad gør statsanklageren? Han anholder to gamle mennesker. Han anholder Sal og Mabel Mangano. Han anholder dem, mens borgmesteren, beredsskabschefen, guvernøren, ministeren og præsidenten går fri. Pokkerme nej. Ikke på vilkår. Det bliver over mit lig.«