Var den »rigtige« Don Quijote en galsindet forvalter?

Spanske forskere hævder at have fundet frem til virkelighedens »ridder af den bedrøvelige skikkelse«, samt at Miguel de Cervantes’ berømte historie om ham var led i en personlig hævnaktion.

Interessen for Don Quijote lever i bedste velgående i Spanien, hvor et forskerhold for nylig gjorde et fund, som peger i retning af, at Miguel de Cervantes mere end 400 år gamle romanfigur, der på billedet ses i statueform i selskab med sin væbner Sancho Panza på Plaza de Espana i Madrid, ikke er så opdigtet endda. Fold sammen
Læs mere

BARCELONA: Det var en forunderlig oplevelse for nogle år siden at rejse i Don Quijotes fodspor gennem La Mancha-regionen. Overalt, hvor vi kom frem under reportagen i forbindelse med 400-året for førsteudgivelsen af Miguel de Cervantes’ geniale roman i 2005, gjorde de lokale krav på at være med i mindst ét kapitel af historien.

To byer kæmpede indædt og anført af kommunalpolitikere mod hinanden om værdigheden som hjemstavn for den skøre ridder, der havde forlæst sig på middelalderens heltekrøniker. I andre hævdede man hårdnakket, at vindmøllerne, han angriber i en berømt scene, var dem, der lå i netop deres kommune. I det hele taget var det, som om mange manchegos hverken kunne eller ville skille fiktion fra historisk virkelighed. Og måske har de i en vis forstand ret.

I hvert fald kunne to spanske forskere forleden offentliggøre indicier for, at plottet i »Don Quijote« ikke blot med tiden er vokset sammen med den midtspanske regions flade landskaber. Cervantes’ universelle historie er også i visse passager nærmest skrevet af efter virkelige begivenheder i det sene 1500-tals La Mancha, hævder arkæologen Isabel Sánchez Duque og historikeren Francisco Javier Escudero.

Smædeskrift

Under arbejdet med et andet forskningsprojekt stødte Duque og Escudero for nogle måneder siden i et arkiv på retsakter fra sagen mod en forvalter fra landsbyen Miguel Esteban 150 km syd for Madrid. Francisco de Acuña, som han hed, blev i 1581 dømt for en serie mordforsøg udført med lanse og iklædt gevandter som dem, de vandrende riddere brugte i den også på det tidspunkt for længst svundne middelalder.

Men ikke nok med det. Den mand, Acuña forsøgte at spidde, tilhørte Villaseñor-familien, der blandt sine venner talte Cervantes. Desuden fandt opgøret mellem de to sted på en steghed julidag ligesom den første episode i historien om Don Quijote. Meget tyder altså på, at Cervantes ikke blot kendte episoden og lod sig inspirere af den, men også at romanen, eller i det mindste dens anslag, er tænkt som et smædeskrift på vegne af Villaseñor-familien. I hvert fald hvis man skal tro de to forskere, der også mener at have fundet frem til en anden historisk person som sekundær inspirationskilde.

Det drejer sig om et byrådsmedlem ved navn Rodrigo Quijano, der på nogenlunde samme tid ligeledes hærgede rundt om i La Mancha med en købt adelstitel samt en væbner på slæb, og hvis efternavn kan have givet Cervantes ideen til sin hovedpersons nom de guerre, Don Quijote.

Virkeligheden og det universelle

Forsøget på at afsløre Cervantes’ mesterværk som en nøgleroman er ikke det første. Og selv om Duque og Escuderos kildemateriale virker både omfattende og detaljeret, er den spansktalende verdens hærskare af Quijote-eksperter da også langtfra overbevist og endnu mindre begejstret.

Hvorfra ved de to forskere eksempelvis, at offeret for Francisco de Acuñas lansefægteri tilhørte den Villaseñor-familie, som forfatteren kendte, når efternavnet nu var særdeles udbredt i datidens La Mancha, spørger litteraten Francisco Rico træt. Det er imidlertid især teorien om verdens første rigtige roman som en gemen hævnaktion, der falder ham og andre quijotologer for brystet.

»Selv ikke et geni som Cervantes skaber naturligvis ud af ingenting, men med afsæt i sine omgivelser. Og det kan godt være, at han navngav sine figurer med tanke på virkelige personer. Men det var i så fald et drilleri mellem venner (eller fjender) uden betydning for læseren,« skriver Rico i en klumme.

Det vigtige er nemlig hverken de eventuelle inspirationskilder eller mulige skumle motiver, men hvordan Cervantes bruger sit stof, påpeger forfatteren Andrés Tapiello.

»Det geniale består i ud af en enkelt eller flere af virkelighedens skøre riddere at skabe én figur, der er universel,« siger han til El País.

Hvilket han givetvis har ret i. Men det vil næppe forhindre Miguel Estebans godt 5.000 indbyggere i fremover at gøre de to andre småflækker i La Mancha rangen stridig som Don Quijotes »rigtige« hjemby.