Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det var ét eneste sekund, der adskilte første- og andenpladsen, da 40.000 mennesker fra 120 lande søndag morgen snørede løbeskoene for at tilbagelægge den godt 42 kilometer lange distance i årets Berlin Marathon. Vinderen er nu kommet i mål, og det blev den 30-årige Geoffrey Mutai fra Kenya, som var storfavorit, skriver Berliner Morgenpost.
Han vandt med tiden 2 timer, 4 minutter og 15 sekunder og slog derfor nummer to, Dennis Kimetto, med ét sekund. Tredjepladsen blev indtaget af Geoffrey Kipsang, der også er kenyaner, med tiden 2 timer, 6 minutter og 12 sekunder.
Favoritten Geoffrey Mutai slog dog ikke verdensrekorden, der blev sat ved sidste års Berlin Marathon. Her løb Patrick Makau, endnu en kenyaner, sig til en sejr og en rekord med tiden 2 timer, 3 minutter og 38 sekunder. Geoffrey Mutais tid ligger derfor 37 sekunder efter verdensrekorden.
Vinderen indkasserer 40.000 euro og oveni det en bonus på 30.000 euro for en tid på under 2:04:30.
Berlins borgmester, Klaus Wowereit, deltog ved startskuddet af den 39. omgang af Berlin Marathon, der har en strækning, der anses for at være særligt optimal, fordi den er meget flad, og det gør det tyske maraton til et af verdens hurtigste og mest populære. Næsten 6.000 danskere prøver kræfter med de berlinske gader denne søndag, og det er ny rekord for antallet af danske deltagere, oplyser Dansk Atletik Forbund.
Den første dansker i mål var Lars Budolfsen fra atletikklubben Sparta. Han blev den sjettebedste europæer og nummer 20 på den samlede liste med tiden 2 timer, 19 minutter og 32 sekunder. Det er hans egen personlige rekord.