Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken oplyser torsdag, at de har genoptaget samarbejdet med Venezuela, som har været sat på pause i årevis.

Beslutningen baner vejen for, at milliarder af dollar potentielt kan blive frigivet til det sydamerikanske land.

Ud over de midler, der nu kan strømme fra IMF og Verdensbanken, kan anerkendelsen fra de globale institutioner berolige udenlandske private investorer, som har været tilbageholdende med at investere i Venezuela.

IMF er en global organisation med 191 medlemslande, der arbejder for at fremme global økonomisk og finansiel stabilitet.

Valutafonden yder blandt andet lån til lande i økonomisk krise og overvåger den globale økonomiske udvikling for at forebygge kriser.

IMF's samarbejde med Venezuela har været sat på pause i årevis på grund af spørgsmålet om anerkendelsen af landets daværende regering med præsident Nicolas Maduro i spidsen.

I marts 2019 brød forholdet mellem IMF og Venezuela sammen, da valutafonden anerkendte landets opposition som den legitime regering. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

IMF's administrerende direktør, Kristalina Georgieva, oplyser torsdag, at IMF nu samarbejder med Venezuelas regering under ledelse af den midlertidige præsident Delcy Rodríguez.

Venezuelas nye leder kalder det fornyede samarbejde for et vigtigt skridt for landets økonomi.

Rodríguez var landets vicepræsident indtil begyndelsen af januar. Her tog amerikanske styrker præsident Nicolas Maduro til fange i en storstilet aktion i hovedstaden Caracas.

Maduro blev bragt til USA, hvor han og hans hustru står over for anklager om narkokriminalitet. Rodríguez blev i stedet udnævnt til midlertidig præsident i Venezuela.

Siden da har USA's præsident Donald Trumps administration arbejdet sammen med Rodríguez. Trump ønsker at udvide USA's tilstedeværelse i Venezuelas lukrative olie- og minesektorer.

Venezuela har de største kendte oliereserver i verden. Landet har også store mængder guld og diamanter såvel som bauxit og coltan, der bruges i mobiltelefoner, bærbare computere og andre former for elektronik.

/ritzau/Reuters