Vallonien vil have mere tid til at se på handelsaftale

Man kan ikke gennemføre en parlamentarisk proces på to dage, siger ministerpræsident i belgisk region.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bruxelles. Vallonien skal have "lidt tid" til forhandlingerne om den omfattende handelsaftale mellem EU og Canada.

Det siger den belgiske regions ministerpræsident, Paul Magnette, efter at forhandlingerne om den såkaldte Ceta-aftale fredag brød sammen.

- Demokrati tager lidt tid, siger Paul Magnette i et telefoninterview med nyhedsbureauet AFP.

Delstatsparlamentet i Vallonien har fået skyld for at blokere for handelsaftalen og er under stort pres fra EU for at godkende aftalen.

At Vallonien ikke har sagt ja til aftalen, forhindrer Belgien i - som det sidste af de 28 EU-lande - at godkende den.

- Jeg beder ikke om måneder. Men man kan ikke gennemføre en parlamentarisk proces på to dage, siger den vallonske ministerpræsident.

Canadas handelsminister, Chrystia Freeland, forlod fredag eftermiddag det vallonske delstatsparlament i Namur.

- Det er tydeligt for mig og for Canada, at EU ikke nu er i stand til at have en international aftale selv med et land, der har så europæiske værdier som Canada, sagde Chrystia Freeland.

Hun kæmpede med at holde tårerne tilbage, erklærede sig dybt skuffet og talte om en fiasko.

Valloniens politiske leder siger, at han kan forstå, at canadierne er ved at være utålmodige efter syv års forhandlinger.

- Men vallonerne har kun været inde over emnet i 15 dage, siger Magnette til det tyske nyhedsbureau dpa.

- Jeg bad bare om lidt mere tid. Det var ikke muligt for vores canadiske partnere. Det beklager jeg, siger han.

En kilde i EU-Kommissionen bekræftede tidligere på aftenen, at forhandlingerne om en løsning er gået i stå.

- EU-Kommissionen betragter det ikke som enden på processen, der baner vejen for underskrivelsen af handelsaftalen mellem EU og Canada, siger kilden.

/ritzau/