Valglokalerne er lukket i Brasilien søndag klokken 21 dansk tid.
De brasilianske vælgere har stemt ved anden runde af det præsidentvalg, der skal afgøre, om den konservative Jair Bolsonaro fortsætter på præsidentposten, eller om socialdemokraten Luiz Inacio Lula da Silva vender tilbage i embedet.
Brasilien har ikke offentliggjort valgstedsmålinger. Men de første resultater fra den elektroniske afstemning ventes omkring to timer efter, at valgstederne har lukket. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Omkring en halv time efter, at valgstederne var lukket, var 10 procent af de elektroniske stemmer talt op. Her indtog Bolsonaro en tidlig føring med 52 procent mod 48 procent til Lula. Det skriver Reuters.
Den endelige optælling kan ende med at rykke ved fordelingen af stemmer.
Mange af de regioner, der typisk stemmer på Lula og hans Arbejderparti, har ved tidligere valg været længere tid om at indgive valgresultater, skriver Reuters.
Første valgrunde, der fandt sted 2. oktober, var tættere end ventet mellem Bolsonaro og Lula.
Mange havde troet, at Lula – der var præsident i 2003 til 2010 – ville hive en sejr hjem allerede i første valgrunde.
Men han måtte nøjes med 48 procent af stemmerne og skulle dermed ud i anden valgrunde.
Bolsonaro fik med 43 procent af stemmerne en vælgeropbakning, der overraskede en del iagttagere.
Dermed er valget igen vidt åbent. Begge kandidater har ført en intens valgkamp op til valgdagen.
De seneste meningsmålinger inden anden valgrunde søndag gav Lula et lille forspring.
Bolsonaro har gentagne gange forsøgt at så tvivl om, hvorvidt man kan stole på det elektroniske valgsystem. Han har antydet, at han muligvis ikke vil anerkende resultatet, hvis det går imod ham.
Nogle af hans tilhængere har opfordret til et militærkup, skriver nyhedsbureauet dpa.
Et endeligt resultat er ventet natten til mandag dansk tid.
/ritzau/



