Nogle af Perus valgsteder kommer til at genåbne mandag, efter at uregelmæssigheder har gjort, at titusindvis af vælgere ikke kunne stemme i søndagens præsident- og parlamentsvalg.
Det oplyser Piero Corvetto, der er formand for Perus valgkomité, ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi har haft et logistisk problem, og vi har gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for at mindske det.
- Det er ikke muligt, at der er sket valgsvindel. Der er komplet forsikring om, at resultaterne troligt vil afspejle folkets vilje, lyder det.
Formanden oplyser ikke, hvor mange valgsteder der vil genåbne, men uddyber, at et logistisk rod holdt 15 valgsteder lukkede søndag. Det betød, at 63.000 mennesker ikke kunne afgive deres stemme.
Generalsekretær for Perus nationale valgråd Yessica Elisa Clavijo Chipoco oplyser, at nogle valgsteder vil holde åbent indtil klokken 18.00 mandag lokal tid.
Det gælder de steder, hvor borgerne ikke kunne udøve deres stemmeret søndag, lyder det ifølge AFP.
Det fremgår ikke, hvad det vil betyde for, hvornår et valgresultat vil stå endeligt klart.
Især i hovedstaden Lima var der kaos, hvor manglende valgmateriale gjorde, at omkring 100 valgsteder ikke åbnede til tiden.
Politiet og anklagere ransagede det nationale valgråds hovedkvarter for at finde frem til de ansvarlige, skriver AFP.
Ved 15 valgsteder ventede vælgerne i flere timer under den bagende sol, før de blev afvist ved døren. Årsagen var, at stemmesedler, stemmebokse og andet valgmateriale aldrig var blevet leveret.
Natten til mandag dansk tid viser valgstedsmålinger, at Rafael Lopez Aliaga, der tidligere har været borgmester i Lima, fører med 21,1 procent af stemmerne.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Højrefløjskandidaten Keiko Fujimori ligger lige efter med 16,9 procent af stemmerne.
Blot 16 procent af stemmerne er dog indtil videre talt op, og meget kan nå at ske endnu.
Det kræver 50 procent af stemmerne at vinde valget i første valgrunde, og dermed ser det ud til, at peruanerne skal til valgstederne igen til juni.
Omkring 27 millioner stemmeberettigede peruanere kunne stemme på i alt 35 præsidentkandidater. Det er niende gang på ti år, at Peru går til valg.
/ritzau/
