Vagthund: Tsunami-milliarder til Sri Lanka er forsvundet

Sri Lanka har et hul på flere milliarder kroner i regnskabet for genopbygningen efter tsunamien for tre år siden, siger anti-korruptionsvagthund.

Næsten tre milliarder kroner, som blev givet til Sri Lanka efter tsunamien i julen 2004, kan der ikke redegøres for. Det skriver Transparency International i en pressemeddelelse.

- Vores undersøgelser har afdækket et hul på 535 millioner dollar (2,7 milliarder kroner, red.) mellem den nødhjælp, der er givet til Sri Lanka, og det beløb der er brugt på genopbygningen efter tsunamien, lyder det fra organisationen.

- Det er en kontroversiel sag, som der ikke er nogen troværdig forklaring på, tilføjer Transparency International.

Organisationen mener, at pengene kan være brugt af Sri Lankas regering til andre formål.

Det afviser regeringen, der mener, at der er fejl i tallene for, hvor meget Sri Lanka har fået i nødhjælp.

/ritzau/NTB