Værsgo at skylle, sprinkle, spule, fønne og deodorisere

Vesten nægter hårdnakket at tage japansk high-tech-sanitet til sig. Velhavende kinesere er derimod vilde med opvarmede WC-sæder og sensor-technologi, der gør et ydmygt toiletbesøg til en sand spa-oplevelse.

De såkaldte »washlets« er toiletsæder, der ud over et varmelegeme har et indbygget kontrolpanel med justérbare funktioner inden for afskylning, spul, massage og føntørring af de nedre regioner. Firmaet Toto fik i udviklingen af sæderne flere hundrede af sine mandlige og kvindelige medarbejdere til at deltage i processen, blandt andet med afprøvning af vandtemperatur samt strålingsstyrke, -type og -retning. Fold sammen
Læs mere

The Economist beskrev i foråret, hvordan det rekordhøje antal fastlandskinesere, der afholdt deres nytårsferie i Japan, især var opsatte på at få et eller flere »washlets« med sig hjem; altså toiletsæder, der ud over et varmelegeme har et indbygget kontrolpanel med justérbare funktioner inden for afskylning, spul, massage og føntørring af de nedre regioner.

Mange udgaver er blevet endvidere udstyret med en musik-unit, et duftabsorberende filter samt en knap, der udløser en lettere efter-deodorisering.

Ifølge en af de seneste undersøgelser har nu op imod 95 procent af alle japanske husstande, firmaer, restauranter og offentlige toiletter den type sanitet under en eller anden form.

Samme undersøgelse vurderer, at kun cirka tre procent af kinesere har så meget som afprøvet et: I Kina benyttes hovedsageligt – ligesom mange andre steder i Asien, Afrika, Mellemøsten og såmænd også enkelte steder i Japan – nedsænkede WC-kummer af enten porcelæn eller stål; en anordning, der forudsætter, at man forretter sit ærinde i en hugsiddende, let skrævende og fysisk krævende stilling.

Fortalere mener at kunne bevise, at det faktisk er en sundhedsmæssigt mere naturlig tilgang til de dele. Dem om det; nu vil Folkerepublikkens nyrige, der måske er vokset op med kollektive lokumshuse med tvivlsom hygiejnestandard, også have »so ein Ding«.

Uafsættelige på det vestlige marked

Ifølge en medarbejder i en filial af Tokyos Bic Camera, en kæde, der sælger husholdnings-elektronik, var de valutastærke kinesere ikke mindst på jagt efter de allerseneste luksusmodeller med sensorer, der automatisk og engleblidt lader låget åbne og lukke sig, alt efter om brugeren står med front eller den modsatte foran toilettet. Blæret, men egentlig en ganske fornuftig egenskab, bakterielt betragtet.

Mens kineserne er helt pjattede med at få opgraderet deres badeværelser med japansk teknologi, har de smarte toiletter hidtil været omtrent uafsættelige på det vestlige marked.

»Jamen, det undrer da også mig,« siger Marie Højlund Roesgaard og ler muntert.

»Jeg må være én af de eneste i Københavns-området, der har fået sådan et installeret, kunne jeg forstå på håndværkerne. Og jeg bor i Rungsted; her går folk ellers ganske meget op i deres boligindretning.«

Hun er lektor på Institut for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet med speciale i det moderne Japan. Ud over at være indehaver af et toilet med forskellige, regulerbare bidétfunktioner, »det er et af de mere simple«, har hun boet i Japan i flere omgange siden sin barndom, hvor hendes far var udsendt som landbrugskyndig missionær. Hun er netop kommet tilbage fra sit seneste ophold for kort tid siden.

»I Japan tages det i dag for givet, at alle hjem er udstyret med et washlet. De klassiske »hul i jorden«-WCer – altså kummen der er nedsænket i gulvet – ses stadig på nogle togstationer ude på landet, men også dér er de blevet sjældne. Og den helt konventionelle toiletkumme efter vestlig tradition er også en sjældenhed,« siger Marie Højlund Roesgaard.

Den type toiletter blev først indført i ø-riget efter Anden Verdenskrig sammen med det kommercielle toiletpapir; traditionen med at vaske sig bagi efter et toiletbesøg er på ingen måde en nyopfindelse. Men da det japanske firma Toto i 1980 lancerede sin første model med afvaskningsfunktioner under navnet Washlet – eller Woshuretto som det kaldes på tilnærmelsesvist japansk – var de japanske forbrugere mere end skeptiske.

Kropshygiejne, velvære og geologi.

Der skulle en massiv kampagne til for at overbevise folk om, at rengøring med papir er noget griseri, når man med en tempereret, målrettet, eventuelt pulserende eller oscillerende vandstråle kan adressere problemområdet meget mere præcist. Toto havde fået flere hundrede af sine mandlige og kvindelige medarbejdere til at deltage i udviklingen, blandt andet med afprøvning af vandtemperatur samt strålingsstyrke, -type og -retning.

Efter 1982 tog salget fart. Og kender man til japanernes kulturelt betingede optagethed af renlighed og deres uforfærdede accept af moderne teknologi, giver det rigtigt god mening, at det var et japansk firma, der insisterede på at videreudvikle på det generiske vestlige vandkloset, siger Marie Højlund Roesgaard.

I USA havde et firma i midten af 1960erne faktisk forsøgt at integrere det fra ferierejser kendte franske bidét i én samlet toilet-løsning, men ideen slog aldrig igennem. Ligesom Totos hidtidige salgsfremstød i USA heller ikke har gjort det – i modsætning til i Mellem- og Fjernøsten, hvor pengestærke segmenter for længst har ladet sig overbevise om filosofien.

De japanske producenter afventer, at man i den vestlige ældrepleje får øje på fidusen ved robotiseret personhygiejne. Så kan teknologien måske komme ind på de lukrative markeder i USA og Europa ad bagvejen. Om man så må sige.

Men japanerne, der både er stokkonservative og ultramoderne, kunne hurtigt se pointen:

»I shinto-religionen, som de fleste japanere bekender sig til ved siden af buddhismen, er der nogle meget klare regler for, hvad der er rent og urent, og man gør sig mange anstrengelser for at skille tingene ad. Som f.eks. at tage sine sko af inden man går ind i et japansk hjem. Det gælder også nogle restauranter og andre offentlige steder. Toiletterne har man heller ikke traditionelt haft samme sted, som man bor, spiser og sover, men udenfor. Det er ikke muligt i dag med de knebne forhold, de fleste japanere lever under, men så tager man særlige tøfler på, når man går ind på toilettet. Dem skal man så huske at tage af igen! Meget vigtigt. Uden for visse offentlige toiletter står disse tøfler til fri afbenyttelse,« siger Maria Højlund Roesgaard.

Japansk badekultur, hvor familierne fællesbader – efter omhyggelig forudgående afvaskning – i brandvarmt vand hver aften, er også helt unik.

Og det handler ifølge Marie Højlund Roesgaard nok om kropshygiejne og velvære, men også en hel del om geologi.

»Landet er jo placeret lige oven på alle disse vulkanske kilder; man skal bare stikke et rør ned, så er der masser af varmt vand. Det er især derfor, at netop japanerne har forfinet det at tage bad til et særligt ritual. De valfarter også til de berømte ryokan, landlige kroer ved varme kilder, hvor gæsterne tilbringer et par dage med skiftevis at gå i varme fællesbade og spadsere rundt i byen kun iført bomuldskimono og badesandaler,« siger hun.

Elimineringen af kropslighed

Et kig ind i en tilfældig filial af Matsumoto KiYoshi, den lokale pendant til Matas, vil også overvælde den uforberedte tilrejsende; så utroligt mange hygiejneprodukter, så utroligt mange måder at eliminere kropslighed på. En vareartikel, der markedsføres i et utal af udgaver, farver, med eller uden duft, med eller uden pollenfiltre, er f.eks. det mund-og-næsebind, som mange japanere promenerer, tilsyneladende helt ugeneret.

Den slags ses også i andre asiatiske storbyer, dér som regel på grund af en krasbørstig luftforurening eller som værn mod en reel luftbåren smittefare. I Japan derimod, mindst lige så meget for at undgå at smitte omgivelserne, hvis man selv har raget en virus eller infektion til sig; som en høflighedsgestus over for almenvellet.

»Japanerne er utroligt disciplinerede, når det gælder deres færdsel og fremtræden i det offentlige rum. Man smider ikke affald, man hoster helst ikke. Skal man virkeligt træde i spinaten, så kan det være at snyde næsen meget lydeligt og så smide servietten fra sig. Det ville betragtes som meget, meget pinligt,« siger Marie Højlund Roesgaard.

Danske boligejere står for skud

Apropos pinlig; blufærdighed over for de lyde, der er forbundet med toiletbesøg, har de japanske fabrikanter af intelligent WC-teknologi også taget sig af. Specielt fordi det var forbundet med et stort vandspild, at især japanske kvinder gjorde det til en dum vane at trække ud flere gange i forløbet, når de benyttede toiletbokse på deres arbejdsplads eller andre steder med kollektive toiletter. Nu er det standard at kunne trykke på en knap og alt efter temperament få lagt en lydkulisse af fuglekvidder, klassisk musik eller – for en mere autentisk tilgang – udløse en elektronisk skyllelyd, der camouflerer alt andet.

»Det er en meget japansk indstilling til tilværelsen; er der et problem eller et behov? Vi udvikler en teknologisk løsning!« siger Marie Højlund Roesgaard.

Hendes eget smarte toilet, som gjorte VVS-folkene en anelse usikre, da de skulle håndtere en så eksotisk elinstallation i et vådrum, er imidlertid ikke af japansk, men schweizisk fabrikat. Firmaet Geberit, der har en produktlinje under brandnavnet AquaClean douchetoilet, er i disse måneder netop i gang med en nedtælling til et angreb på danske boligejere, der står for at skulle bygge nyt eller bygge om.

På firmaets hjemmeside er en digital nedtælling i bogstaveligste forstand i gang med 1. september som skæringsdato. Det er nu ikke de japanske forbilleder, firmaets eufemistiske reklameakrobatik giver kredit. Overhovedet.

Faktisk fremstår det, som om ideerne til disse toiletter med »ekstra forkælelsesfunktioner«, »stimulerende effekt« og »skånsom feminin intimhygiejne« er opstået lige for lidt siden.

På hjemmesiden kan man klikke ind for at få oplyst de indtil videre ganske få steder i Danmark, hvor vidunderne allerede er i brug. I København anvises Hotel D’Angleterre.

Her forklarer den presseansvarlige, at med et klientel af godt vante gæster fra både Fjern- og Mellemøsten er den form for badeværelsesudstyr ikke bare »nice to have«. Det er »need to have«.