Værftsarbejdere fra Gdansk demonstrerer i Bruxelles

EU-Kommissionen stiller krav til værftet i Gdansk om at være rentabelt, men polske værftsarbejdere frygter, det kan føre til en konkurs.

Polske værftsarbejdere fra Gdansk demonstrerede fredag foran EU's hovedkvarter i Bruxelles for at protestere mod Kommissionens krav om, at deres skibsværft sænker produktionen og får orden på sin økonomi.

Skibsværftet i Gdansk var stedet, hvor fagforeningen Solidaritet opstod.

Kommissionen vil have værftet til at skære ned på sin kapacitet, hvis det skal undgå at tilbagebetale de betydelige støttebeløb, som er givet til virksomheden. De omkring 100 arbejdere, som fredag var mødt op i Bruxelles, frygter, at det vil medføre, at værftet erklæres konkurs.

- Vi forsvarede vores skibsværft med held under den kommunistiske periode, men vi føler nu, at faren kan komme fra Bruxelles, siger en af demonstranterne.

/ritzau/