Vaccinationer er med til at bane vej for større vækst i Europa

Den Internationale Valutafond ser i 2021 en vækst i Europa på 5,5 procent og en vækst i 2022 på 4,1 procent.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den økonomiske vækst i Europa kommer i år og næste år til at blive større end tidligere antaget.

Det er vurderingen i Den Internationale Valutafond (IMF), som onsdag har offentliggjort sin nyeste prognose for den europæiske økonomi.

Fra i april at have ventet en vækst på 4,5 procent i 2021 venter IMF nu en vækst på 5,5 procent.

Også forventningen til næste års vækst er skruet op. Fra en forventning i april om en vækst på 3,9 procent i 2022 venter IMF nu en vækst på 4,1 procent.

»En stadig mere modstandsdygtig genopretning tager fat i Europa med støtte af gradvise stigninger i antal vaccinationer og mobilitet,« skriver IMF i rapporten.

Valutafonden fortsætter med at skrive, at politisk besluttede støtteordninger til at håndtere covid-19 har banet vejen for opsvinget.

De har nemlig hjulpet folk med at bevare deres job og har taget hånd om den private sektor, lyder det i rapporten.

Der er dog også faktorer, som kan risikere at påvirke væksten negativt, skriver IMF og nævner eksempelvis risikoen for nye smittebølger og nye virusvarianter.

Derudover kan de nuværende problemer med de globale forsyningskæder få en betydning. Det vurderer Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.

»Mange steder i Europa, især når vi kigger syd- og østpå, fylder industrien mere end herhjemme, og derfor rammer det hårdt med den her mangel på råvarer og mikrochips. Og det kan godt tage toppen af væksten.«

»Noget af det, der så kan kompensere, er, at genåbningen sikrer, at vi kan gå på restaurant, gå i biografen og tage ud at bruge penge på noget af det, der har været savnet i en periode,« siger Allan Sørensen.

IMF har siden sin oprettelse i 1947 arbejdet på at sikre stabilitet i den globale økonomi. Det er sket ved blandt andet at yde lån til de 190 medlemslande.

Analyser af medlemslandes økonomier er også en væsentlig opgave for IMF.

Danmark er at af de 190 medlemslande. Og specifikt for Danmark venter IMF en vækst i 2021 og 2022 på henholdsvis 3,8 og 3,0 procent.

Det er mere end i april, hvor skønnet var henholdsvis 2,8 og 2,9 procent.

/ritzau/