Vågn op, alt er ikke godt

Det russiske skinangreb på Folkemødet 2014 burde få Danmark til at tænke lidt over sin forsvars- politik, mener Estlands præsident, Toomas Ilves. Og det samme burde alle andre europæiske nationer for den sags skyld. For Rusland er ved at indlede en ny kold krig. I migrantkrisen siger Ilves klart nej til at integerere millioner af flygtninge i Europa. Vi skal hjælpe – men inden de når Europa.

Estlands præsident, Toomas Ilves, roser den tyske kansler, Angela Merkel, for at have taget et modigt standpunkt i forbindelse med flygtningekrisen. Men samtidig pointerer han, at landene i Europa er nødt til at gøre sig mere alvorlige overvejelser over løsninger på problemet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Toomas Ilves har på flere måder marginalposition. Det skyldes ikke kun, at psykologuddannede og butterflybærende mennesker er sjældne på topposterne i europæisk politik.

Men som præsident for et EU-land på grænsen til Rusland er Ilves en af de få europæiske topledere, som har førstehåndserfaringer med EUs mere og mere besværlige nabo.

Ilves vil gerne understrege, at Rusland er vores fælles problem.

»Overalt siger folk til mig: »I ligger jo lige på grænsen.« Men det gør I altså også i Danmark. De (russerne, red.) kan være her på syv minutter,« siger Toomas Ilves, da Berlingske møder ham under et arbejdsbesøg i København.

»For halvandet år siden var der et øvelsesangreb på Bornholm, under Folkemødet. De bombede selvfølgelig ikke; det var et skinangreb. Men I kunne have fået hele den danske politiske elite halshugget på én gang. Jeg ville drage visse konklusioner, hvis et andet land øvede sig i at bombe Bornholm i netop den weekend, hvor min politiske ledelse var samlet dér. Måske ville jeg lige tænke over, om jeg eventuelt kunne øge mine forsvarsudgifter lidt. Lidt op over 1,2 procent (af BNP, red.). Når nu der er et NATO-mål på to procent.«

Ilves er vokset op i USA som barn af estiske emigrantforældre, så han er perfekt tosproget, og hans sarkastiske råd til de danske politikere bliver fremført på syngende New Jersey-amerikansk og med et venligt smil. Alvoren er dog klar nok.

»En af de konklusioner, jeg ville drage, er, at fredsdividenden er brugt. Tiden efter Den Kolde Krig er slut. Det var en tid, hvor vi alle sammen var gode venner og brugte mindre på forsvaret og snakkede om strategiske partnerskaber. Nu ser vi det juridiske grundlag for Europas sikkerhed smuldre – fra FNs charter, der forbyder ændring af grænser med magt, over Helsinki-slutdokumentet fra 1975, som forbyder grænseændringer med militær magt, der gentages i Paris-charteret fra 1990, som tillader ethvert land selv at vælge sine sikkerhedsarrangementer. Så vågn op venner, og hold op med at leve i en illusion om, at alt er godt. Det er det ikke.«

Lyt til Putin

Hvis tiden efter Den Kolde Krig er slut, så er vi måske i gang med en ny kold krig. Det er der flere og flere, der mener – men med den tilføjelse, at vi er i den nye kolde krigs allerførste år.

»Vi er i 1947-1948 nu,« mener Ilves.

»Og 1949 var så det år, Den Nordatlantiske Traktat blev indgået. Det var, da (den daværende britiske udenrigsminister, red.) Bevin – en socialist, som jeg altid påpeger over for svenskerne og finnerne: en socialist! Og en hardcore fagforeningsmand – skrev til Truman (USAs daværende præsident, red.) og sagde, at nu var polakkerne væk, og ungarerne var væk, og så videre, og nu måtte man gøre noget. Socialisterne havde set, hvordan demokratisk valgte centrum-venstre-regeringer var blevet afsat af kommunister. Og så fik vi NATO.«

»Jeg tror, vi er samme sted nu, eller måske endda lidt længere end det, for vi har været vidne til dårlig opførsel (fra Rusland, red.) et stykke tid; i januar 2009 sagde både Medvedev og Putin, at de havde invaderet Georgien i 2008 for at forhindre dem i at komme med i NATO.«

»En anden udtalelse, som ingen lagde mærke til, var Putins udtalelse fra NATO-topmødet i Bukarest i 2008. »Ukraine er ikke et rigtigt land,« sagde han; »Vi gav dem Krim, og vi kan altid tage det tilbage.« Det sagde han faktisk, foran alle NATOs stats- og regeringschefer. Vi skulle måske begynde at høre efter, hvad Putin siger.«

Hvis vi nu antager, at vi er i 1947-1948, hvordan skal vores 1949 så se ud?

»Afskrækkelse, ikke betryggelse. Betryggelse er at klappe os på hovedet og sige »bare rolig, I er i sikkerhed nu, I er i sikkerhed«. Afskrækkelse er at sige til den anden side: »Hvis I prøver på noget, så kommer I til at betale. Og så må vi forstå, at vi har at gøre med et helt nyt russisk militær, som er i stand til hurtige og store troppebevægelser og med topmoderne våben.«

Sanktionerne skal blive

Har Putin egentlig en strategi, eller improviserer han bare?

»Jeg ved det ikke. Og når man ikke ved det, så må man hellere selv sørge for at have en strategi,« siger Toomas Ilves, og minder om, hvordan vi i Vesten reagerede på indlemmelsen af Krim i februar-marts 2014: Vi prøvede at tro vores egne øjne.

»Vi sad dér vantro og kiggede på en invasion, en anneksion – et Anschluss. Et ikkemilitært Anschluss, og vi sad bare dér og sagde: »Hvad!?« Så vi skal nok ændre vores tilgang.«

Nu er konflikten i Østukraine omsider blevet frosset. Men hvordan får vi den løst?

»Så længe vi ikke har fuld implementering af Minsk II, hvilket som det vigtigste omfatter, at Ukraine får kontrol med grænsen, så er vi nødt til at fortsætte med alle sanktionerne. Og vi kan ikke fjerne alle sanktionerne, før Krim er givet tilbage til Ukraine. Noget andet er så, at Ukraine stadig har alvorligt behov for reformer. Ukraine er endnu mere korrupt end Rusland – og så har man virkelig et problem.«

Migrantkrisen

Hvordan har EU indtil nu håndteret migrantkrisen?

»Okay i betragtning af situationen. Men vi er nødt til at begynde meget mere alvorlige overvejelser på europæisk niveau. Lige nu klarer vi den kun, fordi Angela Merkel har taget et modigt standpunkt.

Migrantkrisen opstod ikke ud af det blå. Det var tydeligt, at noget ville ske, i betragtning af den indkomstforskel, vi har kendt i mange år. Vi har haft illegal indvandring fra Mellemøsten i årevis, og i august 2013 havde vi så giftgasangrebet (i Syrien, red.). Hvis nogen bruger giftgas mod deres egen befolkning, så bliver de altså ikke bare, hvor de er.«

Den tyske regering er blevet kritiseret for at have åbnet dørene for flygtningene. Men den kritik er du ikke enig i? Tyskland har gjort det rigtige?

»Det kan man først afgøre om 20 år. Men det eneste alternativ for Tyskland ville have været at bygge mure. Nu påtog de sig byrden. Forestil dig en situation, hvor Ungarn blev fyldt op, og Østrig blev fyldt op.«

Lige nu er Tyskland og Sverige ved at være fyldt.

»Jeg ved det. Det er derfor, jeg sagde, det var modigt. Det var ligesom under den græske krise, da den slovakiske premierminister, Radicova, satte sin politiske karriere på spil. Hun vidste, at det var upopulært at støtte hjælpepakken (til Grækenland, red.), men hun gjorde det. Jeg beundrer folk, der gør sådan noget.«

Kontrol med grænsen

»Jeg mener, at tiden er inde til at skabe en ægte fælles sikkerhedspolitik. Spørgsmålet er: Gør vi noget for at hjælpe flygtningene i Libanon og Tyrkiet? Og hvis der er kaos i Libyen, har vi så modet og mandatet til at faktisk at kontrollere illegal migration fra kysten ved Tripoli, i stedet for bare at samle flygtningene op på havet?«

Men hvor fører alt det hen? EU-Kommissionen venter tre millioner flygtninge til næste år. Med familiesammenføringer taler vi om 10-12 millioner. Er det muligt at integrere alle disse mennesker i Europa?

»Det kan jeg ikke se. Grundlæggende er vi nødt til at gøre noget på stedet; vi bør være i Libanon og Tyrkiet og hjælpe de flygtninge, som bor dér. Når der er krig, så kommer der selvfølgelig flygtninge. Men Europa er ikke svaret på det. Vi forstår, at folk forlader Syrien. Men at lade folk sige »Dette er min chance for at komme til Europa«, er ikke svaret.«

Vi er også nødt til at gentænke nogle af vores EU-politikker. Måske ville vi hellere købe libyske tomater end have libyske flygtninge? Økonomierne dernede er i en skrækkelig forfatning, men hvis de havde et marked for deres landbrugsprodukter, ville vi måske ikke have så mange flygtninge.

Endelig må vi kontrollere vores fælles grænser mere effektivt.«

Men at kontrollere grænsen betyder bare, at man sikrer, at tilstrømningen af mennesker sker i god orden og ikke kaotisk.

»Det er også et stort skridt.«

Bestemt. Men det forhindrer ikke folk i at komme?

»Altså, vi er ikke i en situation, hvor Europa er parat til at involvere sig i Syrien.«

Burde vi da det?

En af præsidentens rådgivere hoster nervøst, og der skramles med kaffekopper. Ilves smiler, læner sig tilbage og siger:

»Selv jeg har ikke svar på alle spørgsmål.«