Våbenhvilen, Donald Trump mente »ville vare evigt«, er allerede blevet brudt, siger Israel og lover voldsomt modsvar

De israelske generaler og ministre er overbeviste om, at det ikke er sidste gang, at de kommer til at føre krig med Iran. Derfor gælder det om at ødelægge så meget af Irans militære kapacitet, mens man er i gang. Det er logikken.

Hvis den israelske premierminister i sit stille sind havde håbet, at Iran ville bryde den våbenhvile, som Donald Trump natten til tirsdag fik ham til at indgå, behøvede han ikke vente længe. 

Kort efter at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu tirsdag morgen annoncerede at Israel havde accepteret våbenhvile, hylede luftalarmerne atter over det nordlige Israel.