Våbengave til 340 mia. kr.

USA har nu bekræftet, at de vil indgå en gigantisk våbenleveringsaftale med flere lande i mellemøsten til en samlet værdi på næsten 340 mia. kr.

USA øger nu presset på Syrien, Iran og Hezbollah i Mellemøsten. Landets udenrigsminister, Condoleezza Rice, rejser i dag til badebyen Sharm el-Sheikh i Egypten for at underskrive en stor våbenlevering til USA's allierede i regionen.

Alene Israel vil modtage våben til en samlet værdi af 162 mia. kr. I alt vil Egypten, Saudi Arabien og De Forende Arabiske Emirater modtage våben for 340 mia. kr. Leveringerne vil ske over en periode på ti år, skriver CNN.

USA begrunder den store våbenstøtte med, at man vil øge presset på lande som Iran og Syrien.

Iran derimod mener, at USA's virkelige mål med de mange våben er at destabilisere Mellemøsten.

- USA har altid haft en politik om at sprede frygt i regionen - til skade for de ellers så gode relationer, siger Irans udenrigsminister, Mohammed Ali Hosseini.

Det forventes, at USA vil bruge den store "våbengave" til at presse lande som Saudi Arabien til at gøre mere for at forfølge terrorister i området. Netop Saudi Arabien er tidligere blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at bekæmpe de mange terrorister, som man mener udklækkes i landet.

Våbenaftalen skal godkendes i den amerikanske kongres, før den kan træde i kraft.