Våben redder den hvide mands maskulinitet

Hvorfor i alverden køber hvide amerikanske mænd så mange våben? Fordi deres maskulinitet lider. De er irrelevante som »forsørgere« og søger i stedet »social relevans som forsvarere.«

Foto: ARTPHOTOCLUB. I USA er 357 millioner våben nu i private hænder ifølge en opgørelse i Washington Post. Det er en stigning på 53 procent siden 1994.
Læs mere
Fold sammen

Det er et moderne amerikansk paradoks. Siden 1994 er risikoen for at blive offer for en alvorlig voldelig forbrydelse faldet med 75 procent. Det er blevet meget mere sikkert at være til herovre. Men samtidigt er antallet af våben eksploderet. Der er nu 357 millioner våben i private hænder, viser en opgørelse i Washington Post – en stigning på 53 procent siden 1994.

Det hænger med andre ord ikke sammen: Den voldelige trussel mod den enkelte amerikaner er styrtdykket, og alligevel køber amerikanerne våben som aldrig før for at sikre sig mod truslen.

Våbenafhængighed bunder i usikkerhed

Paradokset har fået førende forskere til at undre sig og lede efter en anden og bagvedliggende forklaring på salgsboomet i private våben.

I en nylig artikel kom sociologen Jennifer Carlson fra University of Toronto med sit svar. Kort sammenfattet har svaret ikke en bønne med sikkerheden i samfundet at gøre, men hænger i stedet sammen med våbenejernes egen følelse af psykosocial usikkerhed.

Hendes 24 sider lange artikel er offentliggjort i fagtidsskriftet Gender and Society og er baseret på fem måneders dybegående interview med våbenejere i staten Michigan.

Alle de interviewede mænd svarer, at de ejer våben, fordi de vil kunne forsvare sig selv, deres kone og familie.

»Jeg går ikke med våben for at dræbe folk; jeg går med våben for ikke selv at blive dræbt,« som en typisk våbenejer siger.

»De fleste våbenejere vil forsvare kvinder og især mødre. Vi er der for at beskytte dem,« siger en anden.

En stærkt våbenentusiastisk skydeinstruktør fortæller, at han siden sin militærtjeneste er blevet gift og skilt et par gange, og at han har svært ved at holde på et job. Så hans nuværende kæreste er skaffedyret i familien, mens han til gengæld er »krigeren«, som er bevæbnet og beskytter hende og hendes børn. Det er hans – som han ser det – »ærkeamerikanske« rolle.

Hvide mænd langt fra eget ideal

Flere af de interviewede fortæller, hvordan det kniber for dem økonomisk og socialt, men at de finder en værdi i netop at være »beskytteren« – ikke kun af familien, men også af samfundet.

»Jeg går med våben, fordi jeg vil sikre mig selv og alle andre, som opholder sig i nærheden af mig,« siger én, mens en anden forestiller sig, at han opholder sig i et indkøbscenter, og »en fyr, som lige er blevet fyret,« går amok og skyder løs. 300 personer er i livsfare, og våbenejeren forestiller sig, at han redder dem.

Sådan fortsætter det med variationer over samme tema, som ikke umiddelbart giver mening for Carlson. For risikoen for voldelige overgreb er også i Michigan mere end halveret siden midten af 1990erne, og de fleste af de interviewede er hvide mænd, som ikke befinder sig i et miljø med overhængende risiko for tre skud i ryggen. I stedet hører Carlson noget andet bag ordene.

De pågældende mænd, hvide mænd, har alle oplevet en socio-økonomisk deroute – eller også frygter de en – og de lever langt fra det ideal, som de gerne vil leve i:

Et hyggekøbing, hvor far har et velbetalt arbejde, og mor går hjemme og tager sig af hus og børn, og hver aften spiser de alle middag sammen; naboerne kender hinanden og hjælper hinanden, og politiet har ikke noget at give sig til, for der er ingen forbrydelser at opklare. Flere af mændene refererer til TV-serier fra 1950erne, hvor den slags liv optræder, og de længes efter »et tabt Amerika eller et Amerika, som aldrig eksisterede«, som Carlson skriver.

I stedet lever de i et Amerika, hvor den slags velbetalte produktionsjob er sjældne – deres fædre var fagforeningsmedlemmer med godt job i bilindustrien i Detroit, mens de er ufaglærte eller løsarbejdere og antallet af fagforeningsmedlemmer er halveret i Michigan siden 1970erne.

Dengang og på landsplan var næsten 100 procent af alle hvide mænd mellem 25 og 54 år i arbejde, i dag er tallet nærmere 80 procent; dengang var manden eneforsørger i 70 procent af alle familier, i dag er tallet 31 procent; dengang var især hvide mænd dominerende på arbejdsmarkedet, i dag har de konkurrence fra både minoriteter og kvinder, og efter finanskrisen i 2007 var det først og fremmest mænd, som blev fyret. I 2009 var ledigheden blandt mænd 25 procent højere end blandt kvinder, og 85 procent af de ledige mænd var lavtuddannede.

Det er ikke et tilfælde, at næsten alle respondenter i undersøgelsen klagede over »nedturen i økonomien og sammenbruddet af kernefamilien« eller over truslen fra kriminelle minoriteter, og det er heller ikke et tilfælde, at de nu bruger våben til »at finde en ny måde at hævde deres maskulinitet på,« skriver Carlson. Manden kan ikke længere være forsøger, men i stedet kan han være forsvarer. De lever måske ikke det liv, som de troede, at de som mænd skulle leve, men våben giver dem og deres maskulinitet en eksistensberettigelse.

»Våben bliver dermed mobiliseret som et redskab til at håndtere økonomisk rådløshed, og de giver mænd mulighed for at hævde en social relevans som beskyttere,« siger Carlson.

Kilde: Jennifer Carlson, »Mourning May­ber­ry: Guns, Masculinity and Socioeconomic Decline,« Gender and Society, col. 29, 2015.