Usbeker varetægtsfængsles efter lastbilangreb i Stockholm

Byret i Stockholm siger ja til at varetægtsfængsle Rakhmat Akilov fra Usbekistan, der erkender lastbilangreb.

Foto: TT NEWS AGENCY. Johan Eriksson, Rakhmat Akilov forsvarer.
Læs mere
Fold sammen

Stockholm. Usbekeren Rakhmat Akilov er varetægtsfængslet under et grundlovsforhør i Stockholm. Han har erkendt at have kørt lastbil, der dræbte fire.

»Akilov erkender terrorkriminalitet og accepterer at blive fængslet,« sagde hans forsvarer, Johan Eriksson, ved starten af grundlovsforhøret.

Klokken 11.30 var det afgjort, at byretten havde sagt ja til varetægtsfængslingen af Akilov.

Selve fængslingsmødet foregik bag lukkede døre.

Fire mennesker blev dræbt og op mod 15 såret ved angrebet i det centrale Stockholm. Her kørte Akilov en stjålen lastbil gennem en befærdet gågade og forsøgte at ramme folk på sin vej.

Han stammer fra Usbekistan og har fire børn. Han har tidligere arbejdet i byggebranchen. Der er tegn på, at han sympatiserer med den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat.

Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, fordi politiet ville fremlægge flere beviser. Sagen efterforskes fortsat, og politiet siger, at det kan vare op til et år, før et anklageskrift er klart.

Akilov var klædt i grønt, da han ankom til retten. Han gik med bøjet hoved, da han nåede frem til retslokalet.

Der var mange pressefolk til stede, og der opstod skubben og masen mellem journalister, som ville sikre sig de bedste pladser.

Inden retsmødet var området foran retslokalet blevet spærret af.

»Der vil være omfattende sikkerhedstiltag på samme niveau, som når sager af grov, organiseret kriminalitet skal for retten, fortalte Thomas Östman,« der er sikkerhedschef for Stockholms byret.

Der var mødt en russisk tolk op i retten for at oversætte for Akilov.

De fire mennesker, der blev dræbt fredag, var en 11-årig svensk pige, en svensk kvinde, en 41-årig britisk mand og en 31-årig kvinde fra Belgien.

Otte personer er fortsat indlagt på hospitalet. En tilskadekommen blev tirsdag formiddag udskrevet. Tilstanden beskrives som alvorlig for to af de kvæstede.