Usbeker erkender skyld i angreb på natklub i Istanbul nytårsnat

Tyrkisk politi har tirsdag pågrebet en mand, som erkender sig skyldig i blodigt angreb i Istanbul nytårsnat.

Foto: HANDOUT

Usbekisk mand erkender sig skyldig i angreb på natklub i Istanbul nytårsnat, siger Istanbuls guvernør, Vasip Sahin.

Han udførte angrebet, som kostede 39 mennesker livet, for den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, uddyber guvernøren.

- Terroristen har tilstået forbrydelsen, siger Sahin.

Abdulgadir Masharipov havde modtaget træning i Afghanistan, og han taler fire sprog. Han blev pågrebet mandag i en forstad til millionbyen.

Hans fingeraftryk passer med aftryk, der er fundet på gerningsstedet.

Guvernøren fortæller, at det tyder på, at gerningsmanden havde krydset grænsen til Tyrkiet illegalt.

Over halvdelen af ofrene var udlændinge, da natklubben Reina blev angrebet under en nytårsfest.

De kom fra blandt andet Tyskland, Belgien, Frankrig og en række lande i Mellemøsten. Yderligere 65 personer blev såret i angrebet.

Det lykkedes gerningsmanden at flygte fra stedet. Siden har en menneskejagt været i gang i Tyrkiet.

/ritzau/Reuters