USA er det land i verden, som coronapandemien har ramt allerhårdest. Titusindvis er døde. Hundredtusindvis er smittede. I New York er man begyndt at begrave afdøde i parkerne.

Og det kan blive værre endnu, advarer Robert Redfield, direktør i USAs center for sygdomskontrol og –forebyggelse, CDC, ifølge The Washington Post.

Hvis covid-19 vender tilbage som en sæsonbetinget virus, sådan som mange eksperter forventer, kan den blive endnu sværere at bekæmpe henover vinteren, for til den tid er det også influenzasæson i USA.

Robert Redfield, direktør i det amerikanske center for sygdomskontrol og forebyggelse, advarer de amerikanske myndigheder. De bør allerede nu forberede sig på en ny bølge af coronavirus – og at den kan blive sværere at tackle den nuværende.
Robert Redfield, direktør i det amerikanske center for sygdomskontrol og forebyggelse, advarer de amerikanske myndigheder. De bør allerede nu forberede sig på en ny bølge af coronavirus – og at den kan blive sværere at tackle den nuværende. Oliver Contreras/Ritzau Scanpix

»Der er en mulighed for, at virussens angreb på vores nation næste vinter vil blive sværere at håndtere end den nuværende situation,« siger han til The Washington Post.

»Vi vil i så fald have en influenza- og en coronaepidemi på samme tid,« siger han.

Begge virusser kan ramme luftvejene, hvilket kan lægge et pres på det amerikanske sundhedsvæsen, som er større end presset, sundhedsvæsenet oplever nu, mener Robert Redfield. Derfor skal regeringen og delstatsguvernører allerede nu begynde at forberede sig på næste bølge, mener forebyggelsesdirektøren.

Mens dele af USA har udsigt til en snarlig, men forsigtig og gradvis genåbning, understreger Redfield, at alle stater skal teste betydeligt meget mere, end de gør, så de ikke arbejder i blinde i kampen mod coronasmitten. På den måde kan store udbrud muligvis bremses, inden de tager fart, vurderer han.

Fortsætter amerikanerne med at holde afstand til hinanden, og lykkes det at holde smittetilfældene nede, er der dog en mulighed for, at næste influenzabølge ikke vil ramme så hårdt.

Blandt andet er forekomsten af almindelig influenza nærmest udryddet i kølvandet på lukningen af Danmark – de to virusser smitter på samme måde. Det er dog endnu uklart, om det kan fortsætte på denne måde, så længe man fastholder strenge retningslinjer om social afstand og hyppig håndvask.