USAs sorttalende politiker trækker sig

Tea-Party-bevægelsens Michele Bachmann trækker sig fra Kongressen, men det er næppe det sidste, vi hører til hende.

Michele Bachmann, der nu har trukket sig fra politik, blev anset for at være en parodi af en politiker. Hun levede i sort/hvide overskrifter – også de forkerte – og hun anede meget lidt om politisk substans, vurderer kommentatorer. Arkivfoto: Jonathan Ernst Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man har de politikere, man fortjener. Det er et gammelt og forslidt udtryk, der i den grad er blevet brugt i den forløbne uge i amerikansk politik, efter at den kendte Tea-Party-politiker Michele Bachmann meddelte, at hun træder tilbage fra politik efter syv år i Kongressen.

Det vurderes ikke at være en katastrofe for det republikanske partis højrefløj – dertil var hun for spøjs. Men på godt og ondt var hun en person, der kunne tiltrække et særligt segment af vælgere – de vælgere der elsker en person som Michele Bachmann:

Hun siger det, de gerne vil høre. De ignorerer, at hun dummer sig den ene gang efter den anden og er komplet uvidende om, hvad der foregår rundt om hende. De ser en politiker, der har mod til at tale det etablerede politiske system imod. Og det har givet hende en berømmelse, der rækker langt ud over hendes reelle indflydelse i Kongressen. Hun blev nationalt kendt meget hurtigt på et markant syn på familieværdier, kvinders plads i samfundet, abort og homoseksuelle ægteskaber.

Men Michele Bachmann blev anset for at være en parodi på en politiker. Hun levede i sort/hvide overskrifter – også de forkerte – og hun anede meget lidt om politisk substans. Det siger kommentatorer fra et bredt spektrum af det politiske liv. Hun formåede ganske vist at blive nationalt kendt, da hun første gang stillede op i 2006 ved brug af de sociale medier og medierne generelt. Hun var på det område dygtig og ihærdig. Hun kunne rejse penge, som kun få var i stand til. Hun blev Tea-Party bevægelsens mest kendte person sammen med den tidligere Alaska-guvernør-Sarah Palin.

Men enten fordi hun var for doven eller ikke havde evnerne, fik hun aldrig markeret sig med tunge udvalgsposter i partiet eller kunne tilføje nogen lovgivning på sit CV, som hun havde været bannerfører for.

Men spørger man i hendes valgkreds i Minnesota eller rundt om i USA, vil der stadig være nogle, der tror, at hun udrettede store ting, selv om tiden var ved at løbe fra hende. Hun tabte næsten valget i 2012 i Minnesotas sjette distrikt, og FBI er i gang med en række undersøgelser af hendes valgfonde.

Hun forsvarede de traditionelle værdier

Men hvad, der er vigtigere, er nok, om hun har betydet noget for det republikanske parti, hvor hun stort set var den eneste fra Kongressens »hold 2006«, som aldrig drev det til noget. Kommentatorerne er enige. Jo, hun har betydet meget, fordi hun var i stand til at få Tea-Party-bevægelsens mere yderligtgående synspunkter ud i en bredere kreds. Men hun ejede ikke andre lignende politikeres evne til at fastholde dagsordenen.

Men hun er en af dem, der har fået den respektable republikanske politiker Bob Dole til at erklære, at partiet midlertidigt bør lukke med et skilt uden for døren med teksten: »Lukket pga. renovering«, indtil man har fundet ud af, hvad man vil med partiet. Og hun er en af de personer, der har fået de desperate midtsøgende republikanere – også Bob Dole – til at udbryde, at partiets store forbillede, Ronald Reagan, næppe ville være velkommen i partiet i dag. En sviende bemærkning, der har sendt rystelser igennem det gamle hæderkronede parti.

Michele Bachmann var god til at forsvare de traditionelle værdier – familien forstået som ægteskab mellem to forskellige køn, modstander af abort og mistænkeliggørelse af alle indvandrere – og hun gjorde det på en skævvreden måde. Som en parodi på det gamle partis værdipolitik mener mange, deriblandt Bob Dole og kongresmedlemmet John McCain. Men hvem er tabere og vindere ved Bachmanns afgang.

Paranoide konspirationsteorier

Taberne kan være Demokraterne, som ikke længere har et kendt fjendebillede på højrefløjen. Hendes paranoide udtalelser om, at staten konspirerede imod befolkningen, var velkendt, og man trak på smilebåndet. Men det var let for Demokraterne at udnytte disse og andre udtalelser til at få moderate vælgere skræmt væk fra Republikanerne.

Vinderne kan sagtens blive dele af Tea-Party-bevægelsen, der har nogle mere tænksomme støtter som kometpolitikeren Rand Paul, der giver højrefløjen en begavet stemme. Så han og enkelte andre får det lettere efter Bachmanns afgang. Måske hænger Doles renoveringsskilt uden for døren et godt stykke tid endnu med Bachmanns afgang. For både Palin og Bachmann er fortid. Ind træder højrefløjens mere begavede personer.