USA's viceudenrigsminister, Mike Pompeo, siger, at han håber på fremskridt i de nye forhandlinger med Nordkorea.

De blev indledt lørdag i Stockholm. Her vil USA og Nordkorea forsøge at bryde måneders stilstand i atomforhandlingerne.

»Jeg håber på, at vi vil (gøre fremskridt red.). Vi er mødt op med et sæt af idéer, og vi håber, at Nordkorea er mødt op i den rette ånd og med en vilje til at forsøge at bevæge sig fremad og sætte det i værk, som præsident Trump og formand Kim aftalte tilbage i Singapore,« siger Pompeo under et besøg i Grækenland.

Lørdagens møde i Stockholm er det første arbejdsmøde mellem parterne, siden præsident Donald Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes i juni.

Der blev de enige om at genstarte forhandlingerne. De gik i stå efter et topmøde i Vietnam i februar, der endte resultatløs.

Trump og Kim havde deres første møde i Singapore i juni sidste år. Her sagde parterne i en kort sluterklæring, at en atomvåbenfri koreansk halvø er målet.

Selv om det er meget småt med resultater, så er der tilsyneladende et godt personligt forhold mellem Trup og Kim.

/ritzau/Reuters