USA's nye udenrigsminister er klar til Mexico-besøg

Den amerikanske udenrigsminister vil besøge Mexico. Sandsynligvis vil Trumps planer om en mur blive drøftet.

Læs mere
Fold sammen

Washington D.C.. Den nyslåede amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, har meddelt sin mexicanske kollega, Luis Videgaray, at han vil besøge Mexico i de kommende uger.

Det siger en talsmand for det mexicanske udenrigsministerium onsdag.

Adspurgt af pressen om det er korrekt, at Tillerson agter at besøge Mexico, svarede talsmanden: "Det er korrekt".

Forholdet mellem USA og Mexico har været koldt, siden den amerikanske præsident, Donald Trump, udstedte et dekret om at opføre en grænsemur mellem USA og Mexico.

I løbet af valgkampen har Donald Trump sagt, at Mexico skal betale for muren, men det nægter landet.

Samtaler mellem Trump og Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, har tidligere været refereret i medierne.

Blandt andet skulle Trump angiveligt have sagt, at han måske vil sende amerikansk militær til Mexico for at stoppe landets narkotikakarteller.

Der har også været forlydender om, at Trump og Peña Nieto skulle være blevet enige om ikke at nævne grænsemuren i offentligheden foreløbigt.

Præsident Trump besøgte Mexico allerede under den amerikanske præsidentvalgkamp.

Det resulterede dengang i en stor nedtur i popularitet for Enrique Peña Nieto, der blandt andet måtte fyre sin finansminister, som var arkitekten bag besøget.

Kort efter at Trump blev indsat i Det Hvide Hus, aflyste Peña Nieto et planlagt besøg mellem de to.

Det skete, fordi Donald Trump med det samme underskrev et dekret, som satte planlægningen af muren i gang.

Der er allerede opsat hegn på cirka 1100 kilometer på strækningen langs grænsen mellem de to lande.

Resten er enten åben for overgang, umulig at krydse eller umulig at bygge på.

Trump har tidligere sagt, at hans grænsemur vil strække sig over 1600 kilometer.

/ritzau/Reuters