LONDON: Interview, fotos og filmoptagelser med James Steele er sjældne, men han har det også bedst uden alt for meget rampelys.

På et blot 12 sekunder langt videoklip i en timelang ny TV-dokumentar, der fokuserer på hans arbejde i Irak under krigen, fanges den amerikanske krigsveteran kortvarigt af kameraet.

Han tøver og føler tydeligvis ubehag, da han opdager, at han bliver filmet. Han trækker sig tilbage fra linsen, ser forsigtigt ud til siden og forsvinder så helt ud af syne.

I dag er der ingen tvivl om, at verden meget gerne vil høre den sky kaptajn fortælle, hvad han egentlig lavede som rådgiver i oprørsbekæmpelse under sin udstationering i Irak fra 2003 til 2005.

For med ét har USAs mystiske mand i Irak skabt ny ballade om den i forvejen kontroversielle krig.

Fortællingen om James Steele må mest af alt betragtes som en hadegave for den gamle garde af nykonservative toppolitikere i USA, der fremprovokerede Irak-krigen. De havde givetvis helst hørt fortællinger om bedre tider og mere demokrati i ørkenlandet i anledningen af 10 års jubilæet for angrebskrigen, som i sin tid blev begrundet med løgne om, at Saddam Hussein havde opbygget nye lagre af masseødelæggelsesvåben og samarbejdede med al-Qaeda.

I stedet kommer de og Pentagon på ny under anklage. Denne gang for at have sendt James Steele til Irak for at overvåge og være rådgiver for sekteriske irakiske politi-specialstyrker, der for at hjælpe amerikanerne drev hemmelige torturcentre for at hive informationer ud af oprørere.

Amerikanske og irakiske vidner fortæller til BBC og Guardian, hvordan disse politienheder, ledet af den irakiske general Adnan Thabit, gennemførte nogle af de værste torturovergreb under den amerikanske besættelse af Irak, herunder at hænge fanger op i benene, binde deres arme over hovedet, slå dem, trække deres negle af og give dem elektriske stød på kønsdelene. Blandt andet i et tidligere bibliotek i Samarra, der var omdannet til et brutalt afhøringscenter.

»Jeg husker en 14-årig,« lyder det blandt andet fra den irakiske general Muntadher al-Samari, som arbejdede med James Steele i et helt år i Irak. »Han var bundet op, med sine ben oppe over hovedet. Bundet op. Hele hans krop var blå på grund af de kabler, som han var blevet slået med.«

Krigsveteran fra »de beskidte krige«

Men hvem er James Steele, hvordan havnede den pensionerede og højt dekorerede kaptajn i Irak, hvad var hans præcise rolle?

James Steele er en krigsveteran fra USAs såkaldte »beskidte krige«. Hans første krigserfaringer fik han i Vietnam.

Sidenhen røg han til El Salvador og Nicaragua, hvor han var leder af de amerikanske styrkers enheder for oprørsbekæmpelse. Amerikanernes bekæmpelse af oprørere i Irak er før blevet sammenlignet med metoderne fra El Salvador, hvor en højreorienteret regering bakket op af USA bekæmpede et venstreorienteret oprør i en 12 år lang krig, der begyndte i 1980. Omkostningerne var høje – over 70.000 blev dræbt, de fleste civile, i et land med kun seks millioner indbyggere. De fleste blev tortureret og myrdet af hæren, der opererede med dødspatruljer. Ifølge en rapport i 2001 fra Amnesty International omfattede hærens vold i El Salvador »udenretslige henrettelser, andre ulovlige drab, forsvindinger og tortur (...). Hele landsbyer blev angrebet af hærens styrker og deres indbyggere massakreret«. En del af den daværende amerikanske regerings politik var at indsætte et team med 55 rådgivere fra de amerikanske specialstyrker, ledet i flere år af James Steele, der trænede den lokale hærs specialenheder, der blev anklaget for de massive brud på menneskerettighederne i El Salvador.

Omkring hans erfaringer i El Salvador har James Steele selv tilbage i 1986 fortalt Max Manwaring, forfatteren til »El Salvador i krig«: »Da jeg ankom her, var der en tendens til at fokusere på teknik ... men under et oprør må fokus være på de menneskelige aspekter. Hvilket betyder, at du må få folk til at tale.«

Celerino Castillo, en specialagent som arbejdede med James Steele i El Salvador, siger til Guardian:

»Da jeg først hørte, at kaptajn James Steele var på vej til Irak, vidste jeg, at de ville implementere, hvad der er kendt som »Salvador Muligheden« i Irak. Og det var præcis, hvad der skete. Jeg var helt ødelagt over det, fordi jeg vidste, at samme forbrydelser som i El Salvador ville udfolde sig i Irak.«

I tæt kontakt med general Petraeus

Allerede tilbage i 1986 i El Salvador var James Steele kommet i tæt kontakt med den mand, der mange år senere skulle lede USAs militære operationer i Irak, general David Petrae­us.

Dengang, som ung major, boede David Petraeus ifølge rapporter hos James Steele i hans hus i El Salvador.

Mens Petraeus efterfølgende steg til tops i militæret, ramte James Steele ind i uventede problemer, da han blev indrulleret i Iran-kontra affæren som leder af lufthavnen, hvorfra amerikanske rådgivere ulovligt havde leveret våben til højreorienterede guerillaer i Nicaragua.

Men selv om kongressens undersøgelse af sagen efterfølgende satte en stopper for James Steels militære ambitioner, så vandt han beundring fra det daværende republikanske kongresmedlem Dick Cheney – USAs senere vicepræsident under Irakkrigen – som sad med i undersøgelsesudvalget og beundrede Steels bekæmpelse af venstreorienterede i både Nicaragua og El Salvador.

I slutningen af 1989, hvor Dick Cheney var ansvarlig for den amerikanske invasion af Panama for at vælte general Manuel Norriga, valgte han Steele til at stå i spidsen for en organisering af den nye politistyrke i Panama og til at være forbindelsesofficer mellem den nye regering og USAs militær.

Tood Greentree, som arbejdede på den amerikanske ambassade i Panama og kendte Steele, har givet udtryk for, at det ikke er usædvanligt at se »individer« fra USAs »beskidte krige« senere »dukke op i andre konfliktzoner« for at udføre det beskidte arbejde.

Ikke lang tid efter invasionen af Irak i marts 2003 blev James Steele, nu 58 år gammel, så sendt til Irak som en af Det Hvide Hus’ mest betroede rådgivere. Steele sendte rapporter direkte til forsvarsminister Donald Rumsfeld, og han omtalte ham med stor beundring. Steeles rapporter var så værdifulde, at Donald Rumsfeld sendte dem videre til præsident George W. Bush og vicepræsident Dick Cheney.

»Vi havde drøftelser med general Petraeus i går, og jeg fik en briefing fra en mand, der hedder Steele, som er derude for at arbejde med sikkerhedsstyrkerne, og som udfører et vidunderligt job som civil,« skrev Rumsfeld.

Steeles arbejde med at skaffe informationer blev mere og mere værdsat i takt med, at det begyndte at gå skidt for amerikanerne i Irak. Allerede året efter angrebet på Saddam Hussein var den voldelige opstand imod den amerikanske besættelse så voldsom, at den kostede over 50 amerikanske liv om måneden.

Da borgerkrigen i Irak var på sit højeste i 2004, døde 3.000 mennesker hver dag – mange af dem uskyldige civile i en sekterisk krig. Bedre blev det ikke af, at irakiske soldater i de amerikansk trænede nye irakiske hærstyrker deserterede eller nægtede at kæmpe, og at de ligeledes amerikansk trænede irakiske politistyrker kollapsede. Over hele landet blev politistyrker dræbt i utallige morter- og bilbombeangreb. Demoraliserede og nedkæmpede trak de sig tilbage til fæstninger af politistationer eller blev simpelthen hjemme.

General David Petraeus blev sat til at få vendt udviklingen, og det var her, at hans gamle ven James Steeles erfaringer fra Vietnam, El Salvador, Nicaragua og Panama kunne bruges.

Steele introducerede sammen med James Coffman en udsendt amerikansk oberst, David Petraeus, for en nådesløs hård gruppe af irakiske politichefer, hvoraf flere af dem var nogle af de mest udsatte overlevende fra det gamle regime. Herunder general Adnan Thabit, der var blevet straffet med døden for et plot imod Saddam Hussein og kun var blevet reddet af den amerikanske invasion. Thabit blev af amerikanerne valgt til at lede en særlig politispecialstyrke, som skulle afhøre tilfangetagne og skaffe vigtige informationer til amerikanerne, der var desperate for at få viden, så de kunne få bugt med oprørerne.

»Den hårdeste af alle«

Journalisten Peter Mass fra New York Times, der mødte Thabit i Irak i 2005 , beskrev ham efterfølgende i en artikel som »den hårdeste af alle« hårde fyre i Irak, der »foretrækker læderjakker uanset vejret, hvis venstre pegefinger kun går til knoen (resten blev skåret af under kamp), og som kun svarer udfyldende med grynt, der betyder »ja« eller »nej«.«

»Lejlighedsvis sprøjter en ydmyg medhjælper parfume på hans hænder, som han tørrer ud i sit rå ansigt,« fortsatte Peter Mass beskrivelsen af Adnan Thabit, der altså var manden som James Steele præsenterede for David Petraeus som en afgørende løsning på USAs kvaler i Irak.

En mand der ikke blot var brutal, men tørstede efter hævn, og som i dag siger til Guardian, at James Steele og James Coffman blev »mine venner«, som »jeg trak på og fik erfaringer fra«, og at hans »hovedkontaktperson var David Petraeus«.

Der er ingen beviser på, at Steele og Coffman personligt udførte tortur, men den tidligere irakiske general Munta­dher al-Samaria hævder, at de vidste præcis, hvad der foregik, og at de gav Thabit lister over folk, som de ville have ind til afhøring.

»Vi spiste frokost, Steele, Coffman og jeg, da døren gik op, og vi kunne se kaptajn Jabr torturere en fange. Han (ofret) hang med hovedet nedad, men Steele rejste sig bare op og lukkede døren. Han sagde ingenting – det var bare normalt for ham,« siger Muntadher al-Samari til Guardian.

Ifølge al-Samari var der 13 til 14 hemmelige fængsler med fanger, som amerikanerne via Thabits frygtede politienhed havde fri adgang til at afhøre. Guardian har også interviewet seks fanger, der hævder, at de er blevet tortureret. Blandt andet ved at der blev stampet på deres hoveder og ved at blive rykket i ørerne med en tang.

Ifølge Peter Mass fra New York Times var der også klare tegn på tortur, da han skrev fra Samarra i 2005. Det eneste sted, han ikke måtte få adgang til i den grønne zone, var afhøringscentret. Men en dag spurgte James Steele ham pludselig, om han ville interviewe en saudisk jihad-kriger, som de lige havde fanget, i centret. Der var blod overalt.

»Jeg blev ført ind i et sidekontor, da saudieren blev bragt ind, og der var bogstavelig talt blod, der dryppede ned fra skrivebordet i kontoret,« fortæller Peter Mass.

»Og mens interviewet fortsatte med denne saudier og også med Steele i rummet, var der de her forfærdelige skrig, nogle som råbte »Allah, Allah, Allah«. Det var skrig af smerte og terror.«