Kongressen i USA skal tirsdag stemme om forsvarsbudgettet for 2021. Men vedtagelsen af det nye budget er under pres fra præsident Donald Trump, der truer med at nedlægge veto.

Forsvarsbudgettet er det første af tre store tiltag, som Kongressen skal stemme om i denne måned.

Den ledende republikaner i forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus, Mac Thornberry, siger, at vedtagelsen af det 740,5 milliarder dollar store budget vil give Kongressen en hurtig sejr. Senere i december skal der stemmes om en ny finanslov og en hjælpepakke til USA's coronaramte økonomi.

- Jo mere støtte, der er til at få vedtaget budgettet, jo mindre chance er der for at skulle forholde sig til et veto senere, siger han.

Både Senatet og Repræsentanternes Hus forventes at stemme for næste års forsvarsbudget. Det vil blandt andet betyde en lønstigning på tre procent til alt militært personale.

Præsident Trump har sagt, at han vil trække truslen om at nedlægge veto mod budgettet tilbage, hvis Kongressen går med til at fjerne en paragraf om at omdøbe militærbaser, hvis navne hædrer generaler fra Konføderationen.

Mindst to tredjedele af medlemmerne i Kongressen skal stemme for forsvarsbudgettet for at tilsidesætte et præsidentielt veto.

/ritzau/AFP