USA's justitsminister vil frigive Mueller-rapport i næste uge

Rapport om Rusland-samarbejde frigives inden for en uge. Justitsminister har sagt, den frikender Trump.

Justitsminister William Barr siger, han i næste uge frigiver rapport fra tidligere FBI-chef Robert Mueller. Den vil flere steder være med overstregninger. Saul Loeb/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

USAs justitsminister, William Barr, oplyser tirsdag, at han vil offentliggøre Mueller-rapporten inden for en uge.

I rapporten er det undersøgt, om Donald Trumps kampagne samarbejdede med Rusland i valgåret 2016. Når den frigives, vil der være overstregning af følsomme oplysninger.

»Inden for en uge vil jeg være i en stilling, hvor jeg kan frigive rapporten til offentligheden,« siger Barr til lovgivere i Kongressen.

Den tidligere FBI-chef Robert Mueller og hans team afsluttede arbejdet med rapporten 22. marts. To dage senere konstaterede Barr og vicejustitsminister Rod Rosenstein i et fire sider langt resume af rapporten, at Trump ikke begik noget ulovligt i forhold til Rusland.

I rapporten ville Mueller ifølge justitsministeren ikke afgøre, om der skulle rejses sigtelse mod Trump og hans folk for forsøg på at lægge hindringer i vejen for undersøgelsen.

Det konstaterede Barr i sit resume, at der ikke er basis for.

Demokraterne i Kongressen har bedt om, at rapporten frigives uden overstregninger.

Rapporten er cirka 400 sider lang. Den er i næsten to år blevet kommenteret vredt af Trump. Han har kaldt efterforskningen af ham og hans kampagne for en »heksejagt«.

Men en række af Trumps nærmeste er i forbindelse med efterforskningen blevet sigtet og dømt. Det gælder blandt andet hans tidligere kampagnechef Paul Manafort.

Rapporten fastslår ifølge Barr, at Rusland gennemførte en kampagne af misinformation under valgkampen i 2016. Det lykkedes således russere at hacke Det Demokratiske Parti. Det skadede den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton

Barr siger, at folk fra Muellers hold vil assisterer, når det skal afgøres, hvilke dele af rapporten, der skal overstreges.

/ritzau/AFP