USAs førstedame, Jill Biden, er gået i selvisolation i præsidentparrets hjem med »milde symptomer«, efter at hun mandag aften blev testet positiv for coronavirus.
Det skriver Det Hvide Hus i en pressemeddelelse.
»I aften er førstedamen blevet testet positiv for covid-19,« siger hendes kommunikationschef, Elizabeth Alexander, i pressemeddelelsen.
»Hun forbliver i sit hjem i Rehoboth Beach i Delaware (amerikansk delstat, red.).«
Joe Biden, som er USAs præsident og Jills mand, måtte derfor mandag aften vende tilbage til sin embedsbolig i forbundshovedstaden Washington, D.C. alene.
Han er også blevet testet for coronavirus, men prøven var negativ, oplyser Det Hvide Hus.
»Efter førstedamens positive test for covid-19, blev præsident Biden også testet for covid-19 denne aften,« skriver Det Hvide Hus.
»Præsidenten blev testet negativ. Præsidenten vil løbende blive testet ugen ud og overvåget for symptomer.«
Præsidentparret har allerede begge haft covid-19 før. Jill Biden blev testet positiv for virusset i august sidste år, mens præsidenten blev testet positiv for coronavirus i juli sidste år.
Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (CDC) ser for tiden en stigning i antallet af infektioner og hospitalsindlæggelser på grund af coronavirus.
Det overordnede smitteniveau er for tiden lavt, men alligevel har den amerikanske regering i sinde at opfordre amerikanere til at få endnu et stik med en vaccine mod virusset.
»Vi kommer til at opfordre alle amerikanere til at få boosterstik oveni vacciner mod influenza og RS-virus,« sagde en unavngiven repræsentant for Det Hvide Hus 21. august.
/ritzau/Reuters



