En betjent fra USA's immigrationsmyndigheder (ICE) har skudt og dræbt en mand nær storbyen Chicago i delstaten Illinois fredag.
Det skete under et forsøg på at anholde manden, oplyser USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed (DHS) og lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Betjente fra ICE forsøgte ifølge DHS at standse et køretøj for at anholde manden Silverio Villegas-Gonzalez, da han i stedet kørte mod betjentene i sin bil.
En af betjentene blev ramt og trukket med af bilen - og skød så mod manden.
Ifølge det amerikanske medie AP skete det, fordi betjenten følte sig truet på sit liv.
Det skete i forstaden Franklin Park.
Betjentens navn er ikke blevet offentliggjort. Han er såret men uden for livsfare, siger DHS.
Silverio Villegas-Gonzalez opholdt sig ifølge DHS ulovligt i USA.
Mexicos konsulat i Chicago oplyser, at den dræbte Villegas-Gonzalez var en 38-årig kok fra Mexico.
Konsulatet siger også, at det er i kontakt med mandens familie, og at det har bedt ICE om flere oplysninger om hændelsen.
DHS siger ifølge AP, at manden tidligere har kørt vanvidskørsel.
Landets præsident Donald Trumps administration meddelte mandag, at den har iværksat en immigrationsindsats i Chicago og andre dele af Illinois ved navn "Operation Midway Blitz".
Ifølge DHS var betjentens magtanvendelse over for manden passende.
Ifølge ICE er der flere aktivister, der har opfordret folk - som opholder sig i USA ulovligt - til at modsætte sig myndighederne under eksempelvis anholdelser.
Der er også kritik af hændelsen.
Ifølge AP har Norma Hernandez, som er demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus i Illinois, kaldt skyderiet for en tragedie. Hun mener, at ICE forsøger at give den afdøde mand skylden for hændelsen.
Også demokraten Lilian Jiménez kritiserer drabet.
- Det bringer hele vores samfund i fare, at ICE opererer på denne måde, siger hun ifølge Reuters.
/ritzau/