USA's højesteret har mandag givet præsident Donald Trumps regering grønt lys til at genoptage byggeriet af en grænsemur mod Mexico i et område af delstaten Texas, der omfatter nationalparken Big Bend.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Trumps administration havde indgivet en hasteanmodning til højesteretten, efter at en føderal dommer i begyndelsen af oktober indførte et midlertidigt forbud, der satte byggeriet på pause.

Forbuddet fra den føderale dommer skulle gælde, mens domstolene behandlede et miljøsøgsmål, der udfordrer projektet.

Opførelsen af grænsemuren i nationalparken har mødt modstand fra lokale myndigheder, naturforkæmpere og sågar nogle af Trumps egne partifæller i Texas, skriver Reuters.

- Regeringens interesser vejer tungere end de påståede æstetiske, rekreative og miljømæssige skader, som sagsøgerne har fremført, lyder det i mandagens afgørelse fra USA's højesteret.

RITZAU