USA's forsvarsminister på uanmeldt besøg i Irak

Den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, ankom onsdag overraskende til den nordirakiske by Mosul oven på et besøg i Afghanistan.

USA's forsvarsminister, Robert Gates, ankom onsdag på et uanmeldt besøg i Irak, hvor han selv vil danne sig et overblik over de seneste måneders fremskridt med faldende vold og terror i enkelte dele af landet oven på de amerikanske troppeforstærkninger tidligere på året.

Det er sjette gang på et år, at Gates rejser til det krigshærgede land, og han ankom tidligt onsdag overraskende til den nordirakiske by Mosul efter et besøg i Afghanistan.

Gates skal blandt andet at mødes med den irakiske premierminister, Nuri al-Maliki, og den amerikanske militærkommandør i Irak, general David Petraeus.

- Minister Gates er her for med egne øjne at se den betragtelige udvikling, der er sket, siden hans sidste besøg for næsten tre måneder siden, sagde Pentagons pressesekretær Geoff Morrell, der var med på Gates' fly.

/ritzau/AP