USAs forspildte chancer

USAs politik i Mellemøsten er kørt af sporet. Og prisen er høj: hadet og terroren mod USA og dets allierede stiger, hævder to anerkendte amerikanske professorer. Miseren skyldes, at USA blåøjet støtter Israel og har forsømt at presse Israel til fred. Kritikken har sat Israel og den israelske lobby i kog.

Kampvogne venter langs grænsen mellem Israel og Libanon under sommerens 34-dage lange konflikt mellem Israel og Hizbollah i det sydlige Libanon. USAs massive støtte til Israel møder nu kritik fra de amerikanske professorer Stephen Walt og John Mearsheimer. Foto: Abir Sultan/AFP Fold sammen
Læs mere

Interview

JERUSALEM: USA har haft den ene mulighed efter den anden for at skabe fred i Mellemøsten. Præsidenter, senatorer og særlige udsendinge har i årtier pendlet frem og tilbage; trykket hænder i Camp David, ladet sig fotografere med palæstinensiske ledere i Ramallah og poseret foran det historiske King David Hotel i Jerusalem.

Men freden er udeblevet. I dag er der ikke engang fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne. Irak er et morads, militant islamisme breder sig, og Iran forsøger ihærdigt at få atomvåben. Når Mellemøsten er en så højt prioriteret amerikansk interesse, hvorfor er der så ikke flere succeser?

Fordi USA naivt har ladet sig trække rundt i manegen af Israel og den jødiske lobby i USA. Sådan lyder analysen fra den anerkendte og indflydelses-

rige Stephen Walt, professor i internationale forhold og tidligere rektor på Harvard Universitets John F. Kennedy School of Government.

»Foranlediget af pro-israelske organisationer, politikere og amerikanske kristne har USA notorisk vendt den anden kind til, når Israel agerede i strid med amerikanske ønsker. Israel har annekteret land, udvidet bosættelser, overtrådt menneskerettigheder i forhold til palæstinenserne og spændt ben for en palæstinensisk stat, mens amerikanerne passivt har set til,« siger Stephen Walt til Berlingske Tidende fra sit kontor i Cambridge i USA.

Kritikken af den magtfulde israelske lobby har skabt stor furore i Israel og USA. Israelske aviser er fulde af kommentarer, der klandrer Walt for at være »perfid«, »antisemitisk« og »politisk korrekt«.

Stephen Walt og hans kollega John Mearsheimer, professor i statskundskab på Chicago Universitet, holdt for et par uger siden et foredrag i Rådet for Amerikansk-islamiske Relationer i Washington, der satte pro-israelske sind i kog.

Siden Oktober-krigen i 1973 har USA støttet Israel i en grad, der overgår støtten til nogen anden stat. »USA kommer Israel til undsætning - senest i Libanon-krigen - hvis der er krig og tager Israels parti i fredsforhandlinger. I dag, under Bush-regeringen er den pro-israelske indflydelse mere udtalt end nogensinde. Den var for eksempel afgørende for, at USA valgte at gå i krig med Irak,« siger Stephen Walt.

Medlem af kongressen Dick Armey, der er kristen zionist, sagde for eksempel i 2002, at hans første prioritet i amerikansk udenrigspolitik var »at beskytte Israel«.

»Bush har endda støttet Israels unilaterale annekteringer på Vestbredden og dermed omlagt politikken under enhver præsident siden Lyndon Johnson. Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft udtalte i 2004, at den daværende israelske premierminister Ariel Sharon 'snor Bush om sin lillefinger'.«

En høj pris
Prisen for denne ubetingede støtte til Israel har for Stephen Walt at se været høj.

»Den israelske lobbys indflydelse skaber problemer på adskillige fronter. Den øger den fare for terror, som alle stater står overfor - inklusive USAs europæiske allierede. USA har tilladt den israelsk-palæstinensiske konflikt at fortsætte. Selv om man har haft talrige muligheder for at lægge pres på Israel. Det har også været dårligt for Israel. Konflikten er et magtfuldt rekrutteringsredskab for ekstremister og bidrager til radikal islamisme i Europa og Asien. Den ubetingede støtte til Israel, uanset hvad Israel gør, har givet USA et dårligt image: det får os til at fremstå dobbeltmoralske. Senest i Libanonkrigen, hvor vi støttede Israels angreb på et skrøbeligt demokrati. Og i forhold til Israels håndtering af palæstinenserne. Vi kritiserer regimer for ikke at overholde menneskerettighederne - mens vi vender det blinde øje til, når Israel ikke gør det.«

Stephen Walts pointe er, at der ikke er nogen rationel begrundelse for USAs ubetingede støtte til Israel.

»Denne generøsitet ville være forståelig, hvis Israel var en vital strategisk interesse, eller hvis der var en moralsk overbevisende grund til at støtte Israel. Israels støtter argumenterer for, at Israel fortjener udstrakt bistand, fordi det er svagt og omringet af fjender, fordi det er et demokrati, og fordi det jødiske folk har lidt under tidligere overgreb. Det forlyder også, at Israels opførsel har været moralsk overlegen i forhold til regionen. Men ingen af forklaringerne er overbevisende. Der er en stærk moralsk begrundelse for at støtte Israels eksistens - men den er ikke truet. Og USAs ubetingede støtte til Israel har kompliceret vores forhold til den arabiske verden.«

Stephen Walt vidste, at han bevægede sig ind i følsomt terræn, da han af det amerikanske magasin Atlantic Monthly blev opfordret til at skrive en artikel om USAs forhold til Israel. Magasinet trak imidlertid følehornene til sig, og artiklen endte med at blive publiceret i det britiske London Review of Books. Reaktionerne har været voldsomme. Både i USA og Israel.

Verdensomspændende vrede
David Siegel, talsmand for den israelske ambassade i USA, har kaldt argumenterne for »forfærdelige«. Den amerikanske kommentator Dana Milbank lagde ikke fingrene imellem i Washington Post, da han skrev, at Walt og Mearsheimer var »to professorer med blå øjne og germanske efternavne«. Og Jerusalem Postkommentatorer har kaldt argumentationen for »politisk korrekt perfiditet«.

Stephen Walt mener, at de skarpe reaktioner viser, at det er umuligt at kritisere Israel uden at blive kaldt »anti-semit«.

Men er det ikke et farligt ærinde, når I kritiserer den jødiske lobby?

»Jeg har forsøgt at undgå termen 'den jødiske lobby', fordi diskussionen så nemt havner i den gamle diskussion om anti-semitisme. Der er intet som helst galt med den pro-israelske lobby. Den kæmper for sine interesser som alle andre lobbyer - den er bare usædvanligt god til det.«

I er blevet klandret for at fremhæve højtstående jøders indflydelse. I siger, at Paul Wolfowitz, Doug Feith, Elliot Abrams og David Wurmser - alle jøder - var centrale, da Irak blev angrebet?

»Ja, men vi nævner også John Bolton, som ikke er jødisk. Der er masser af jøder i USA, der er skeptiske overfor Israels politik. Det siger vi også.«

Hvis jeres analyse holder, hvorfor angreb USA så ikke Iran frem for Irak i 2003. Det havde Israel foretrukket?

»Tankerne i regeringen var oprindeligt at ændre regimet i flere mellemøstlige diktaturer. Chefredaktøren for The Weekly Standard William Kristol skrev for eksempel i foråret 2002, at 'befrielsen af Irak var den første store kamp for fremtiden i Mellemøsten. Men den næste store kamp - ikke en militær kamp håber vi - vil være om Iran.' Det har også været på tale at angribe Syrien.«

Stephen Walt siger, at det ikke er hans ærinde at svække den pro-israelske lobby.

»Vi vil bare have den til at anbefale en bedre udenrigspolitik. Og man må kunne debattere Israels indflydelse åbent.« www.lrb.co.uk/v28/n06/mear01_.html

Læs Stephen Walt og John Mearsheimers

analyse i London Review of Books