Nordkoreas leder, Kim Jong-un, “tigger om krig”.
Det sagde USAs FN-ambassadør, Nikki Haley, i et møde i FNs sikkerhedsråd mandag. Mødet blev holdt på foranledning af USA, Storbritannien, Frankrig, Japan og Sydkorea, efter at Nordkorea søndag gennemførte landets hidtil kraftigste kernevåbentest.
Ifølge eksperter var effekten af sprægningen langt kraftigere end de to atombomber, som USA kastede over Japan i august 1945.Ydermere forlød det mandag fra Sydkorea, at Nordkorea måske forbereder en ny missilafsendelse allerede næste weekend
Henvendt til sikkerhedsrådet påpegede Nikki Haley, at Nordkoreas atomvåbenprogram »er mere avanceret og mere farligt end nogensinde«. Hun understregede samtidig, at selv om krig aldrig er et ønske fra USA side, så er »vores lands tålmodighed ikke grænseløs«.
Ifølge Nikki Haley ønsker Kim Jong-un, at Nordkorea bliver anerkendt som atommagt, hvilket, ifølge den amerikanske FN-ambassadør, er »uacceptabelt«.
»Atommagter forstår deres ansvar, Kim Jong-un viser intet tegn på ansvarlighed,« sagde Nikki Haley og tilføjede, at »tiden er kommet til, at vi bruger alle diplomatiske midler, før det er for sent.«
Mødet i sikkerhedsrådet om Nordkorea var det andet af sin art på mindre end en uge – og det tiende I år.